Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 14

Vær ærlig i alt hvad du gør

Vær ærlig i alt hvad du gør

“Vi søger at være ærlige i alt hvad vi gør.” – HEBRÆERNE 13:18.

1, 2. Hvordan påvirker det Jehova når han ser at vi bestræber os for at være ærlige?

 EN DAG hvor en dreng er på vej hjem fra skole, finder han en pung fyldt med penge. Hvad skal han gøre med den? Han kunne bare beholde den. Men det gør han ikke. I stedet sørger han for at ejermanden får den tilbage. Da drengens mor hører hvad han har gjort, bliver hun meget stolt af ham.

2 Når børn er ærlige, bliver deres forældre normalt meget glade. Sådan er det også med vores himmelske Far. Jehova er “sandhedens Gud”, og det glæder ham når vi er ærlige. (Salme 31:5) Vi vil gerne godkendes af ham, og derfor ønsker vi at være “ærlige i alt hvad vi gør”. (Hebræerne 13:18) Vi vil nu se på fire områder hvor det kan være en udfordring at være ærlige. Derefter vil vi se på nogle af fordelene ved at tage udfordringen op.

ÆRLIGHED OVER FOR EN SELV

3-5. (a) Hvordan kunne vi narre os selv? (b) Hvad vil hjælpe os til at være ærlige over for os selv?

3 En forudsætning for at være ærlige over for andre er at vi er ærlige over for os selv. Men det er ikke altid så let. I det første århundrede havde de kristne i Laodikea bildt sig selv ind at de glædede Gud, men virkeligheden var en helt anden. (Åbenbaringen 3:17) Hvis ikke vi passer på, kunne vi også få et forkert billede af hvordan vi egentlig er.

4 Disciplen Jakob skrev: “Hvis nogen mener at han tilbeder Gud, men ikke styrer sin tunge, bedrager han sit eget hjerte, og hans tilbedelse er ikke noget værd.” (Jakob 1:26) Man narrer sig selv hvis man mener at så længe man gør noget godt, vil Gud se gennem fingre med at man taler på en grov eller sarkastisk måde eller lyver for andre. Hvad kan hjælpe os så vi ikke kommer til at narre os selv?

5 Når vi ser i et spejl, kan vi se hvordan vi ser ud udenpå. Og når vi læser i Bibelen, kan vi se hvilken person vi er indeni. Bibelen kan hjælpe os til både at få øje på vores styrker og vores svagheder, og den viser os hvad vi må ændre i forbindelse med vores tankegang, tale og handlinger. (Læs Jakob 1:23-25). Vi må ikke tro at vi ikke har noget at arbejde på, for det vil forhindre os i at foretage de nødvendige forandringer. Ved hjælp af Bibelen kan vi se os selv som vi virkelig er. (Klagesangene 3:40; Haggaj 1:5) Noget andet der kan hjælpe os til at lave en ærlig vurdering af os selv, er bøn. I vores bønner kan vi bede Jehova om at undersøge os og hjælpe os til at se vores fejl så vi kan rette op på dem. (Salme 139:23, 24) Vi ved at “Jehova afskyr den upålidelige, men han knytter nært venskab med dem der er til at stole på”. – Ordsprogene 3:32.

ÆRLIGHED I FAMILIEN

6. Hvorfor er det vigtigt at ægtefæller er åbne og ærlige over for hinanden?

6 Det er meget vigtigt at man er ærlig i familien. Når en mand og kone er åbne og ærlige over for hinanden, vil de begge føle sig trygge, og de vil kunne have tillid til hinanden. Uærlighed kan komme til udtryk på mange forskellige måder i et ægteskab. Det kunne for eksempel være at en af ægtefællerne flirtede, så pornografi eller i hemmelighed havde et romantisk forhold til en anden. Læg mærke til hvad salmisten skrev: “Jeg kommer ikke sammen med løgnagtige mænd, og jeg undgår dem der skjuler hvad de er.” (Salme 26:4) Hvis man bedrager sin ægtefælle, selv hvis det bare er i tankerne, vil man skade sit ægteskab.

Vær hurtig til at afvise alt hvad der kunne skade dit ægteskab

7, 8. Hvordan kan du bruge Bibelen til at lære dine børn hvor vigtigt det er at være ærlig?

7 Børn må også lære hvor vigtigt det er at være ærlig. Bibelen er en god hjælp for forældre når de skal undervise dem i det. Den indeholder mange advarende beretninger om personer der var uærlige: Akan, der blev en tyv; Gehazi, der løj sig til nogle penge; og Judas, der stjal af pengekassen og senere forrådte Jesus for 30 sølvmønter. – Josva 6:17-19; 7:11-25; 2. Kongebog 5:14-16, 20-27; Matthæus 26:14, 15; Johannes 12:6.

8 Bibelen indeholder også en masse beretninger om personer der var gode eksempler fordi de var ærlige og ordholdende: Jakob, der tilskyndede sine sønner til at aflevere de penge de havde fundet; Jefta og hans datter, der holdt et løfte til Gud; og Jesus, der var ærlig i selv meget pressede situationer. (1. Mosebog 43:12; Dommerne 11:30-40; Johannes 18:3-11) Den slags beretninger kan hjælpe børn til at forstå værdien af ærlighed.

9. Hvilken virkning vil det have på børn at deres forældre er ærlige?

9 Forældre må have dette vigtige princip fra Bibelen i tanke: “Glemmer du der underviser andre, ... at undervise dig selv? Du som forkynder ‘Du må ikke stjæle’, stjæler du?” (Romerne 2:21) Børn opdager det med det samme når deres forældre siger ét men gør noget andet. Hvis vi fortæller vores børn at de skal være ærlige, men vi ikke selv er det, vil de blive forvirrede. Børn der finder ud af at deres forældre lyver, måske bare om småting, vil sikkert gøre det samme selv. (Læs Lukas 16:10). Når børn derimod ser at deres forældre er ærlige, vil det hjælpe dem til selv at blive pålidelige voksne som deres børn kan have tillid til. – Ordsprogene 22:6; Efeserne 6:4.

ÆRLIGHED I MENIGHEDEN

10. Hvordan vil ærlighed påvirke vores samtaler med vores trosfæller?

10 Det er også vigtigt at vi er ærlige over for vores brødre og søstre i menigheden. En samtale om helt dagligdags ting kan hurtigt udvikle sig til sladder og måske endda bagtalelse. Hvis vi fortæller noget videre uden at vide om det er sandt, kan vi være med til at sprede løgne. Det er meget bedre at vi ‘styrer vores læber’. (Ordsprogene 10:19) At være ærlig er ikke ensbetydende med at vi skal sige alt hvad vi tænker, ved eller har hørt. Selv hvis det vi skal til at fortælle, er sandt, er det måske noget som slet ikke kommer os ved, eller som det vil være ukærligt eller unødvendigt at gentage. (1. Thessaloniker 4:11) Nogle undskylder deres kontante udmeldinger ved at sige: “Jeg er bare ærlig.” Men som Jehovas tjenere må vi altid tale på en venlig og kærlig måde. – Læs Kolossenserne 4:6.

11, 12. (a) Hvordan kan en der har syndet, gøre det hele værre ved at være uærlig omkring det? (b) Hvad må man have i tanke hvis man finder ud af at en ven har begået en synd? (c) Hvordan kan vi være ærlige over for Jehovas organisation?

11 Jehova har givet de ældste den opgave at tage sig af menighedens medlemmer. Det er lettere for dem at hjælpe os når vi er ærlige over for dem. Hvorfor? Hvis du var syg og tog til lægen for at få hjælp, ville du så skjule nogle af dine symptomer? Nej vel? Hvordan skulle han kunne hjælpe dig hvis du ikke fortalte ham det hele? Sådan er det også hvis vi begår en alvorlig fejl. I stedet for at lyve om det må vi gå til de ældste og ærligt fortælle dem hvad der er sket. (Salme 12:2; Apostlenes Gerninger 5:1-11) Det kunne også være at du fandt ud af at en af dine venner har begået en alvorlig fejl. (3. Mosebog 5:1) Hvordan ville du så reagere? Ville du tænke: ‘En rigtig ven vil holde det hemmeligt’? Eller ville du huske at de ældste er der for at hjælpe din ven til at genopbygge sit forhold til Jehova? – Hebræerne 13:17; Jakob 5:14, 15.

12 Vi må også være ærlige over for Jehovas organisation når vi for eksempel rapporterer vores forkyndelse, eller når vi udfylder en ansøgning om pionertjeneste eller en anden form for tjeneste. – Læs Ordsprogene 6:16-19.

13. Hvordan må vores ærlighed komme til udtryk over for trosfæller i forretningsanliggender?

13 Det er også meget vigtigt at vi ikke blander forretning sammen med vores tilbedelse. For eksempel vil vi ikke ordne forretningsanliggender i rigssalen eller når vi er i forkyndelsen. Og vi vil heller aldrig udnytte vores brødre og søstre. Hvis nogen af dine trosfæller arbejder for dig, må du sørge for at udbetale deres løn til tiden og give dem det aftalte beløb og de goder de har krav på ifølge loven. Det kunne være forsikringer eller betalt ferie. (1. Timotheus 5:18; Jakob 5:1-4) Og hvis du er ansat af en trosfælle, må du ikke forvente særbehandling. (Efeserne 6:5-8) Sørg for at arbejde det antal timer der er aftalt, og at udføre det arbejde du bliver betalt for. – 2. Thessaloniker 3:10.

14. Hvad bør kristne gøre inden de begynder at drive forretning sammen?

14 Hvad nu hvis vi indleder et forretningssamarbejde med en trosfælle, der for eksempel kunne indbefatte en investering eller et lån? Bibelen indeholder et meget relevant princip: Skriv alt ned! Da profeten Jeremias købte et stykke jord, udfærdigede han to eksemplarer af købekontrakten; den ene blev underskrevet af vidner, og begge eksemplarer af kontrakten blev opbevaret et sikkert sted så man kunne tage dem frem senere. (Jeremias 32:9-12; se også 1. Mosebog 23:16-20). Nogle føler måske at det at skrive en aftale ned er et udtryk for mistillid til deres trosfælle. Men i virkeligheden er det bare med til at forhindre misforståelser, skuffelser og uoverensstemmelser. Husk altid at menighedens fred er af større betydning end et hvilket som helst forretningsanliggende. – 1. Korinther 6:1-8; se slutnote 30.

ÆRLIGHED I DAGLIGDAGEN

15. Hvordan ser Jehova på uærlige forretningsmetoder?

15 Vi må selvfølgelig være ærlige over for alle, også dem der ikke er Jehovas Vidner. Jehova går meget op i at vi er ærlige. Han “hader en vægt der snyder, men lodder der vejer hvad de skal, synes han godt om”. (Ordsprogene 11:1; 20:10, 23) På Bibelens tid brugte man ofte vægte i forbindelse med køb og salg. Men nogle købmænd snød deres kunder ved at give dem mindre end aftalt eller ved at få dem til at betale for meget. Også i dag er uærlighed meget udbredt i forretningsverdenen. Og Jehova hader det lige så meget i dag som på Bibelens tid.

16, 17. Hvilke former for uærlighed må vi undgå selvom de er meget udbredte?

16 Der vil altid opstå nogle situationer hvor vi kunne være uærlige – for eksempel når vi søger job, udfylder officielle papirer eller er til eksamen. Mange i verden mener ikke at der er noget galt i at lyve, overdrive eller give vildledende svar. Det skulle ikke komme bag på os, for i Bibelen er det forudsagt at mennesker her i de sidste dage ville være “egoistiske, pengeglade, ... uden kærlighed til det der er godt”. – 2. Timotheus 3:1-5.

17 Nogle gange ser det ud som om det er uærlige mennesker der har størst succes. (Salme 73:1-8) Som kristen kan man måske endda miste sit job, lide økonomisk tab eller blive dårligt behandlet på sit arbejde fordi man er ærlig. Men ærlighed kan alligevel altid betale sig. Hvorfor?

FORDELENE VED AT VÆRE ÆRLIG

18. Hvorfor er det så værdifuldt at have et godt omdømme?

18 Det er efterhånden en sjældenhed i denne verden at en person er kendt for at være ærlig og pålidelig. (Mika 7:2) Men at have et sådant omdømme er af stor værdi. Vi har alle sammen mulighed for at blive kendt som nogle der er til at stole på. Nogle vil måske gøre nar af dig eller synes du er tåbelig fordi du er ærlig, men andre vil sætte pris på din ærlighed og have tillid til dig. I hele verden er de der tjener Jehova, kendt for at man kan stole på dem. Nogle arbejdsgivere foretrækker ligefrem at ansætte Jehovas Vidner fordi de ved at de altid er ærlige. Og i situationer hvor andre ansatte er blevet fyret på grund af uærlighed, har Jehovas Vidner kunnet beholde deres arbejde.

En flittig arbejdsindsats ærer Jehova

19. Hvordan påvirker det vores forhold til Jehova at vi er ærlige?

19 Når vi altid er ærlige, får vi en god samvittighed og indre fred. Ja, vi kan have den samme gode følelse som den Paulus beskrev: “Vi føler os overbevist om at vi har en god samvittighed.” (Hebræerne 13:18) Men endnu vigtigere: Jehova, vores kærlige himmelske Far, vil lægge mærke til og glæde sig over vores indsats for at være ærlige i alt hvad vi gør. – Læs Salme 15:1, 2; Ordsprogene 22:1.