Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 6

Barnet der er givet løfte om

Barnet der er givet løfte om

LUKAS 2:21-39

  • JESUS BLIVER OMSKÅRET OG SENERE TAGET MED TIL TEMPLET

Josef og Maria bliver i Betlehem i stedet for at vende tilbage til Nazaret. Da Jesus er otte dage gammel, lader de ham omskære som de skal ifølge Guds lov til Israel. (3. Mosebog 12:2, 3) Det er også almindeligt at give drenge navn på ottendedagen. Som de havde fået besked på af englen Gabriel, giver de deres søn navnet Jesus.

Der går lidt over en måned, og Jesus er nu 40 dage gammel. Hvor tager hans forældre ham nu med hen? Op til templet i Jerusalem, der ikke ligger så langt fra hvor de opholder sig. Loven siger at en kvinde skal bringe et renselsesoffer ved templet 40 dage efter at hun har født en søn. – 3. Mosebog 12:4-8.

Det gør Maria. Hun bringer to fugle som offer. Det fortæller os noget om Josef og Marias økonomiske situation. Ifølge Loven skulle man ofre et vædderlam og en fugl. Men hvis moren ikke havde råd til en vædder, ville to turtelduer eller to dueunger være nok. Det var det Maria ofrede fordi hun var i den situation.

I templet kommer en gammel mand hen til Josef og Maria. Han hedder Simeon. Gud har åbenbaret for ham at han ikke vil dø før han har set Jehovas lovede Kristus, eller Messias. Den dag leder den hellige ånd Simeon til templet, hvor han finder Josef og Maria med deres lille barn. Simeon tager barnet i sine arme.

Mens Simeon holder Jesus, takker han Gud og siger: “Suveræne Herre, nu kan din tjener dø i fred sådan som du har sagt, for mine øjne har set den der vil bringe frelse, den som du har sendt, og som alle folkeslagene nu kan se, et lys der skal fjerne sløret fra nationerne og være til ære for dit folk, Israel.” – Lukas 2:29-32.

Josef og Maria er forbløffede over det de hører. Simeon velsigner dem og siger til Maria at på grund af hendes søn “vil mange i Israel falde, og andre vil blive rejst op”, og at sorgen vil gennembore hende ligesom et skarpt sværd. – Lukas 2:34.

Der er en anden til stede den dag. Det er Anna, en 84-årig profetinde. Faktisk er hun aldrig væk fra templet. Hun kommer nu hen til Josef, Maria og den lille Jesus. Hun begynder at takke Gud og at tale om Jesus til alle der vil lytte.

Josef og Maria må have glædet sig meget over disse begivenheder i templet. Alt det der er sket, bekræfter for dem at deres søn er den som Gud har givet løfte om.