Jesus bliver ført til et sted ikke langt fra byen hvor han og to røvere skal henrettes. Stedet kaldes Golgata, eller Hovedskalstedet, og kan ses selv “på afstand”. – Markus 15:40.

Tøjet bliver taget af de tre dømte mænd. Så bliver de tilbudt vin blandet med myrra og bitre urter. Det er åbenbart nogle kvinder fra Jerusalem der har fremstillet blandingen, og romerne forbyder ikke at man giver de dødsdømte denne smertestillende drik. Men da Jesus smager blandingen, vil han ikke drikke den. Hvorfor? Han vil ikke have sine sanser sløvet under denne afgørende prøve; han vil være fuldstændigt klar og bevare sin trofasthed helt frem til sin død.

Jesus placeres oven på pælen så han ligger udstrakt. (Markus 15:25) Soldaterne hamrer så nagler gennem hans hænder og fødder. Det må gøre helt ubeskriveligt ondt idet naglerne gennemtrænger muskler og sener. Da pælen rejses op, bliver smerten endnu mere ulidelig fordi vægten af Jesus’ krop trækker i hans åbne sår. Men Jesus siger ikke et ondt ord til soldaterne. Han beder: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” – Lukas 23:34.

Romerne plejer at hænge et skilt op hvor der står hvilken forbrydelse den dømte har begået. Denne gang har Pilatus hængt et skilt op hvor der står: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” Det er skrevet på hebraisk, latin og græsk, så de fleste kan læse det. Pilatus’ handling er et udtryk for hans foragt for de jøder der insisterede på at Jesus skulle dø. De øverste præster protesterer: “Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men at han sagde: ‘Jeg er jødernes konge.’” Men Pilatus vil ikke være en brik i deres spil endnu en gang, så han svarer: “Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.” – Johannes 19:19-22.

De rasende præster gentager det falske vidneudsagn der blev fremsat tidligere under retssagen i Sanhedrinet. Det er ikke overraskende at folk der går forbi, ryster på hovedet og hånende siger: “Ha! Du som ville rive templet ned og genopbygge det på tre dage, frels dig selv og kom ned fra pælen.” Og de øverste præster og de skriftlærde siger til hinanden: “Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse! Lad nu Kristus, Israels konge, komme ned fra pælen så vi kan se og tro.” (Markus 15:29-32) Selv de dømte røvere til højre og venstre for Jesus håner ham selvom han i virkeligheden er den eneste der er uskyldig.

De fire romerske soldater gør også nar af Jesus. De har måske drukket sur vin og gør nu grin med Jesus ved at tilbyde ham noget selvom de ved at han selvfølgelig ikke kan række ud og tage imod det. Romerne henviser til skiltet over Jesus’ hoved og siger spydigt: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” (Lukas 23:36, 37) Tænk engang! Den mand der har vist sig at være vejen, sandheden og livet, bliver nu helt uforskyldt  udsat for mishandling og latterliggørelse. Men han udholder beslutsomt det hele uden at tage til genmæle mod de jøder der ser på, de romerske soldater der gør nar af ham, og de to dømte forbrydere der hænger på pælene ved siden af ham.

De fire soldater har taget Jesus’ yderklæder og delt dem i fire dele. De kaster lod om hver del. Men Jesus’ underklædning vil de ikke dele, for den er af meget høj kvalitet, “uden sammensyninger, vævet ud i et fra øverst til nederst”. Soldaterne siger til hinanden: “Lad os ikke rive den i stykker, men lad os kaste lod om den for at afgøre hvem der skal have den.” På den måde opfylder de skriftstedet hvor der står: “De delte mit tøj imellem sig, og de kastede lod om min klædning.” – Johannes 19:23, 24; Salme 22:18.

På et tidspunkt går det op for en af forbryderne at Jesus virkelig må være en konge. Han irettesætter den anden forbryder med ordene: “Frygter du slet ikke Gud, nu hvor du har fået den samme dom? Vores straf er helt på sin plads, vi får jo hvad vi fortjener for det vi har gjort, men denne mand har ikke gjort noget forkert.” Så bønfalder han Jesus: “Husk mig når du kommer i dit rige.” – Lukas 23:40-42.

Jesus svarer: “Det siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset” – altså ikke i Riget. (Lukas 23:43) Det er ikke det samme løfte som Jesus har givet apostlene, nemlig at de skal sidde på troner sammen med ham i Riget. (Matthæus 19:28; Lukas 22:29, 30) Men forbryderen, der er jøde, har måske hørt om det jordiske paradis som Jehova skabte til Adam og Eva og deres efterkommere. Nu kan han dø med et håb om at komme til at leve i Paradiset.