Om søndagen den 16. nisan er disciplene noget nedtrykte. De forstår ikke hvorfor graven er tom. (Matthæus 28:9, 10; Lukas 24:11) Senere på dagen forlader Kleofas og en anden discipel Jerusalem for at tage til Emmaus, der ligger cirka 11 kilometer væk.

På vejen snakker de om det der er sket. Nu slutter en fremmed sig til dem. Han spørger: “Hvad er det I går og drøfter med hinanden?” Kleofas svarer: “Hvordan kan det være at du ikke ved hvad der er sket i Jerusalem i de seneste dage? Bor du for dig selv i byen, eller er du udlænding?” Den fremmede spørger: “Hvad er der sket?” – Lukas 24:17-19.

“Det med Jesus fra Nazaret,” svarer de. “Vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.” – Lukas 24:19-21.

Kleofas og den anden discipel fortæller så hvad der er sket samme dag. De beretter at nogle kvinder opdagede at graven hvor Jesus var blevet lagt, var tom, og at kvinderne var øjenvidner til noget overnaturligt – engle der viste sig og sagde at Jesus var i live. De fortæller at andre også gik ud til graven og “så at det som kvinderne havde sagt, var rigtigt”. – Lukas 24:24.

De to disciple er tydeligvis forvirrede over hvad det alt sammen betyder. Den fremmede korrigerer nu deres forkerte tankegang, som forhindrer dem i at tro på at Jesus er blevet oprejst. Han siger myndigt: “Åh, I uforstandige, hvor er I langsomme til at tro på alt det profeterne har sagt! Skulle Kristus ikke lide på den måde og gå ind til sin herlighed?” (Lukas 24:25, 26) Han begynder nu at forklare dem mange passager i Skrifterne der handler om Kristus.

Nu er de tre næsten nået til Emmaus. De to disciple vil gerne høre mere, så de presser den fremmede til at blive: “Bliv hos os, for det er næsten aften, og dagen er snart gået.” Det går han med til, og de spiser et måltid sammen. Da han beder en bøn, brækker brødet i stykker og rækker det til dem, genkender de ham, men så bliver han usynlig for dem. (Lukas 24:29-31) Nu ved de med sikkerhed at Jesus lever!

De to disciple er meget begejstrede over det de har oplevet, og de siger til hinanden: “Brændte vores hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og tydeligt forklarede Skrifterne for os?” (Lukas 24:32) De skynder sig tilbage til Jerusalem, hvor de finder apostlene og andre der er sammen med dem. Inden Kleofas og den anden discipel overhovedet kan nå at fortælle hvad der er sket, er der andre der siger: “Herren er virkelig blevet oprejst, og han har vist sig for Simon!” (Lukas 24:34) Så fortæller de to hvordan Jesus viste sig for dem. Ja, de er også øjenvidner.

Nu bliver de alle chokeret – Jesus viser sig i rummet! Det virker helt ufatteligt, for de har låst dørene af frygt for jøderne. Ikke desto mindre står Jesus lige midt iblandt dem. Han siger roligt: “Fred være med jer.” Men de er bange. De ‘tror at de ser en ånd’, ligesom de har troet en gang før. – Lukas 24:36, 37; Matthæus 14:25-27.

For at bevise at det ikke blot er et syn eller noget de bilder sig ind, men at han virkelig er fysisk til stede, viser han dem sine hænder og fødder og siger: “Hvorfor er I foruroligede, og hvorfor tvivler I i jeres hjerte? Se mine hænder og fødder – det er mig. Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, som I kan se at jeg har.” (Lukas 24:36-39) De er henrykte og forbløffede men har stadig meget svært ved at tro det.

 I endnu et forsøg på at få dem til at forstå at det virkelig er ham, siger han: “Har I noget at spise her?” Han tager imod et stykke stegt fisk og spiser det. Så minder han dem om noget han sagde før sin død: “Husk at da jeg endnu var hos jer, fortalte jeg at alt det der står skrevet om mig i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne, nødvendigvis må opfyldes.” – Lukas 24:41-44.

Jesus havde hjulpet Kleofas og hans ledsager til at forstå Skrifterne, og nu gør han det samme for alle dem der er til stede: “Der står skrevet at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skulle det forkyndes blandt alle nationerne at angrende syndere kan få tilgivelse – det skulle begynde i Jerusalem. I skal være vidner om de ting.” – Lukas 24:46-48.

Af en eller anden grund er apostlen Thomas ikke til stede. I de følgende dage fortæller andre ham begejstret: “Vi har set Herren!” Thomas svarer: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og min hånd i hans side, vil jeg simpelthen ikke tro på det.” – Johannes 20:25.

Otte dage senere mødes disciplene igen bag låste døre, men denne gang er Thomas der også. Jesus viser sig nu hos dem i en fysisk krop og siger: “Fred være med jer.” Henvendt til Thomas siger han: “Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom med din hånd og stik den i min side, og hold op med at tvivle, men tro.” Thomas udbryder: “Min Herre og min Gud!” (Johannes 20:26-28) Ja, nu er han ikke længere i tvivl om at Jesus er i live som en mægtig åndeskabning der repræsenterer Jehova.

“Er det fordi du har set mig, du har fået tro?” spørger Jesus. “Lykkelige er de som ikke har set og alligevel tror.” – Johannes 20:29.