Efter at Jesus har mødt Martha og derefter Maria i nærheden af Betania, går de hen til Lazarus’ mindegrav. Graven er en hule som er lukket med en sten for indgangen. “Rul stenen væk,” siger Jesus. Martha giver udtryk for sin bekymring fordi hun ikke forstår hvad det er Jesus vil gøre. “Herre,” siger hun, “han lugter sikkert allerede, for der er gået fire dage.” Men Jesus siger til hende: “Fortalte jeg dig ikke at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” – Johannes 11:39, 40.

Så bliver stenen fjernet. Jesus kigger nu op mod himlen og beder: “Far, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg ved jo at du altid hører mig, men jeg sagde det for at alle der står her, kan tro på at du har sendt mig.” Jesus’ offentlige  bøn viser iagttagerne at det er kraft fra Gud der sætter ham i stand til det han nu vil gøre. Så råber han højt: “Lazarus, kom ud!” Og Lazarus kommer ud med tøjstrimler viklet om hænderne og fødderne og et klæde der dækker ansigtet. “Hjælp ham fri, og lad ham gå,” siger Jesus. – Johannes 11:41-44.

Mange af de jøder der er kommet for at trøste Maria og Martha, ser miraklet og får tro på Jesus. Men andre går til farisæerne og fortæller dem hvad Jesus har gjort. Farisæerne og de øverste præster holder et møde i Sanhedrinet, jødernes højesteret. Ypperstepræsten Kajfas er også til stede. Nogle af dem klager: “Hvad skal vi gøre? Den mand udfører jo mange mirakler. Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vores tempel og vores nation.” (Johannes 11:47, 48) Selvom disse mænd har hørt øjenvidner fortælle at Jesus “udfører mange mirakler”, glæder de sig ikke over det Gud udretter gennem ham. De er først og fremmest bange for at miste deres egen magt og myndighed.

At Lazarus er blevet oprejst fra de døde, er virkelig et slag i ansigtet på saddukæerne, som ikke tror på opstandelsen. Kajfas, der er saddukæer, tager nu ordet: “I har slet ikke fattet noget, og I har ikke tænkt på at det er bedre for jer at ét menneske dør for folket, end at hele nationen går til grunde.” – Johannes 11:49, 50; Apostlenes Gerninger 5:17; 23:8.

Det er fordi Kajfas er ypperstepræst, at Gud får ham til at sige det – det er ‘ikke noget han selv finder på’. Det Kajfas selv mener, er at Jesus bør dræbes så han bliver forhindret i at undergrave de jødiske religiøse lederes magt og indflydelse endnu mere. Men ypperstepræstens profeti peger frem til at Jesus ved sin død vil give en løsesum, ikke bare for jøderne, men for alle ‘Guds børn der er spredt rundt om’. – Johannes 11:51, 52.

Det lykkes Kajfas at få Sanhedrinet til at lægge planer om at dræbe Jesus. Vil Nikodemus, der er medlem af Sanhedrinet, og som er Jesus venligt stemt, afsløre disse planer for ham? I hvert fald forlader Jesus området lige omkring Jerusalem og undgår dermed at dø før Guds tid er inde.