Kort efter at have talt om tilgivelse hjemme hos farisæeren Simon begynder Jesus på endnu en forkyndertur i Galilæa. Det er nu det andet år af hans tjeneste. Han rejser ikke alene, for de 12 apostle er sammen med ham foruden nogle kvinder som han har “befriet for onde ånder og helbredt for sygdomme”. (Lukas 8:2) Blandt dem er Maria Magdalene, Susanna og Johanna, der er gift med en betroet mand hos Herodes Antipas.

Efterhånden som flere og flere hører om Jesus, vokser uenigheden angående det han gør. Det ses tydeligt da en dæmonbesat mand, der er blind og ude af stand til at tale, føres hen til Jesus og bliver helbredt. Nu er manden befriet for dæmonernes indflydelse og kan både se og tale. Folk er helt målløse og siger om Jesus: “Det skulle vel ikke være Davids Søn?” – Matthæus 12:23.

Der har samlet sig så mange mennesker omkring huset hvor Jesus opholder sig, at han og hans disciple ikke engang kan komme til at spise. Det er dog ikke alle der mener at Jesus er den lovede søn af David. Nogle skriftlærde og farisæere er kommet hele vejen fra Jerusalem – men ikke for at lære af Jesus eller støtte ham. De siger til folk: “Han er besat af Beelzebul” og står dermed i ledtog med “dæmonernes hersker”. (Markus 3:22) Da Jesus’ familie hører om det postyr der er blevet, kommer de for at få fat på ham. Hvorfor det?

På det her tidspunkt tror Jesus’ egne brødre ikke på at han er Guds Søn. (Johannes 7:5) Den Jesus der ser ud til at være årsag til tumulten, er ikke den Jesus de kender fra deres barndom i Nazaret. De konkluderer at der må være noget mentalt i vejen med ham, og siger: “Han er blevet vanvittig.” – Markus 3:21.

 Men hvad viser vidnesbyrdene? Jesus har lige helbredt en dæmonbesat mand der nu kan se og tale. Det er hævet over enhver tvivl. Derfor prøver de skriftlærde og farisæerne at stille Jesus i et dårligt lys med en falsk anklage. De siger: “Den mand kan kun uddrive dæmoner ved hjælp af Beelzebul, dæmonernes hersker.” – Matthæus 12:24.

Jesus ved hvad de skriftlærde og farisæerne tænker, så han siger: “Ethvert rige der er i splid med sig selv, går til grunde, og en by eller en familie der er i splid med sig selv, vil ikke kunne bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv. Hvordan kan hans rige så bestå?” – Matthæus 12:25, 26.

Hvilken indlysende logik! Farisæerne ved at der er nogle omrejsende jøder der uddriver dæmoner. (Apostlenes Gerninger 19:13) Så Jesus spørger: “Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, hvem er det så der giver jeres tilhængere kraft til at uddrive dem?” Deres anklage kunne altså lige så godt rettes mod dem selv. Jesus fortsætter argumentationen: “Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.” – Matthæus 12:27, 28.

Når Jesus uddriver dæmoner, viser det at han har magt over Satan, og det illustrerer han med ordene: “Hvordan kan nogen trænge ind i en stærk mands hus og tage det han ejer, uden først at binde ham? Kun hvis han gør det, kan han plyndre hans hus. Den der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler med mig, spreder.” (Matthæus 12:29, 30) De skriftlærde og farisæerne er tydeligvis imod Jesus og viser dermed at de er på Satans side. De “spreder” folk ved at få dem til at tage afstand fra Guds Søn, der har Guds støtte i alt hvad han gør.

Jesus advarer disse djævelske modstandere: “Uanset hvilke synder mennesker begår, og uanset hvilke blasfemiske udtalelser de kommer med, vil det blive tilgivet. Men den der taler blasfemisk om den hellige ånd, vil aldrig blive tilgivet men er skyldig i en evig synd.” (Markus 3:28, 29) Tænk hvilken betydning det vil få for dem der tilskriver Satan det som i virkeligheden skyldes Guds ånd!