1-3. (a) Hvilken trussel udgjorde ægypterne mod israelitterne? (b) Hvordan kæmpede Jehova for sit folk?

ISRAELITTERNE var fanget i en fælde — indesluttet mellem stejle klippeskrænter og et hav de ikke kunne komme over. Den ægyptiske hær, en skånselsløs krigsmaskine, var lige i hælene på dem, fast besluttet på at tilintetgøre Guds folk. * Alligevel opfordrede Moses dem til ikke at opgive håbet. „Jehova vil selv kæmpe for jer,“ forsikrede han dem. — 2 Mosebog 14:14.

² Moses havde åbenbart råbt til Jehova, og Jehova svarede: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig? . . . Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og kløv det.“ (2 Mosebog 14:15, 16) Prøv at forestille dig hvad der herefter skete. Jehova sender straks en engel, og en skysøjle stiller sig bag israelitterne, måske bredt ud som en mur der forhindrer ægypterne i at angribe. (2 Mosebog 14:19, 20; Salme 105:39) Moses rækker sin hånd ud. Havet kløves af en stærk vind. Vandmasserne ser ud til at stivne og bliver stående som en mur på begge sider så der åbner sig en vej der er bred nok til at hele folket kan gå over! — 2 Mosebog 14:21; 15:8.

³ En sådan magtudfoldelse skulle have fået Farao til at trække sine tropper tilbage. Men i stedet giver han, stolt som han er, sine soldater ordre til angreb. (2 Mosebog 14:23) Ægypterne sætter efter israelitterne, men deres forfølgelse ender hurtigt i kaos da hjulene på deres vogne  begynder at falde af. Så snart israelitterne er kommet sikkert over på den anden bred, siger Jehova til Moses: „Ræk din hånd ud over havet, så vandene vender tilbage over ægypterne, deres stridsvogne og deres rytteri.“ De stivnede vandmasser falder sammen og begraver Farao og hans styrker! — 2 Mosebog 14:24-28; Salme 136:15.

4. (a) Hvordan viste Jehova sig som en stridsmand ved Det Røde Hav? (b) Hvordan kunne denne skildring af Jehova måske virke på nogen?

⁴ Udfrielsen af israelitterne ved Det Røde Hav var en vigtig begivenhed. Her greb Gud ind i historiens gang. Ved denne lejlighed viste Jehova sig at være „en stridsmand“. (2 Mosebog 15:3) Men hvordan virker denne skildring af Jehova på os? Vi må jo indrømme at krig har ført til store lidelser for menneskeheden. Kunne det tænkes at Guds brug af sin magt til at ødelægge virker afskrækkende på os i stedet for at give os lyst til at lære ham bedre at kende?

5, 6. (a) Hvorfor bliver Gud med rette kaldt „Hærstyrkers Jehova“? (b) Hvordan adskiller Guds krige sig fra menneskers konflikter?

⁵ Ifølge Bibelens grundsprog omtales Gud som „Hærstyrkers Jehova“ næsten tre hundrede gange i De Hebraiske Skrifter og to gange i De Kristne Græske Skrifter. (1 Samuel 1:11) Som den øverste Hersker har Jehova kommandoen over en stor hær af engle. (Josua 5:13-15; 1 Kongebog 22:19) Og denne hær besidder en ærefrygtindgydende magt til at ødelægge. (Esajas 37:36) Vi bryder os naturligvis ikke om at tænke på at mennesker bliver tilintetgjort. Men vi må huske at Guds krige er helt anderledes end menneskers stridigheder og konflikter. Militære og politiske ledere prøver måske at give det udseende af at de kæmper ud fra et godt motiv.  Men menneskers krige er uden undtagelse præget af begærlighed og selviskhed.

⁶ Jehova, derimod, lader sig ikke blindt lede af følelser. I Femte Mosebog 32:4 siges der om ham: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ Guds ord fordømmer ubehersket vrede, grusomhed og vold. (1 Mosebog 49:7; Salme 11:5) Jehova har derfor altid en god grund til det han gør. Han benytter kun sin magt til at ødelægge som en sidste udvej. Det er som han siger gennem sin profet Ezekiel: „’Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død?’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova; ’mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve?’“ — Ezekiel 18:23.

7, 8. (a) Hvilken fejlagtig konklusion kom Job til som følge af sine lidelser? (b) Hvordan retledte Elihu Job i den forbindelse? (c) Hvad kan vi lære af det Job kom ud for?

⁷ Hvorfor gør Jehova da brug af sin magt til at ødelægge? Inden vi besvarer spørgsmålet, kan vi tænke på den retfærdige Job. Satan rejste tvivl om hvorvidt Job — og i realiteten noget menneske overhovedet — ville forblive moralsk uangribelig under prøve. Jehova besvarede denne udfordring ved at lade Satan prøve Jobs uangribelighed. Det førte til at Job blev ramt af en frygtelig sygdom og mistede sine børn og alt hvad han ejede. (Job 1:1–2:8) Job, som ikke kendte sagens rette sammenhæng, drog fejlagtigt den konklusion at hans lidelser skyldtes en uretfærdig straf fra Gud. Han spurgte Gud hvorfor Han havde gjort ham til ’sin skydeskive’, til ’sin fjende’. — Job 7:20; 13:24.

⁸ En ung mand ved navn Elihu gjorde Job opmærksom på hvor forkert hans tankegang var. Han sagde: „Du har sagt: ’Min retfærdighed er større end Guds.’“ (Job 35:2) Ja, det ville være uklogt af os at mene at Gud har handlet uretfærdigt, eller at vi ved bedre end han. „Det være fjernt fra  den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret,“ sagde Elihu. Og senere sagde han: „Den Almægtige — ham fatter vi ikke; han er ophøjet i magt; og ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke.“ (Job 34:10; 36:22, 23; 37:23) Vi kan altså være forvissede om at når Gud fører krig, har han en god grund til at gøre det. Lad os med dette i tanke se på nogle af grundene til at fredens Gud i visse tilfælde optræder som en stridsmand. — 1 Korinther 14:33.

9. Hvorfor må Gud undertiden gøre brug af sin magt til at ødelægge?

⁹ Efter at have lovprist Gud som „en stridsmand“ sagde Moses: „Hvem blandt guderne er som du, Jehova? Hvem er som du, der viser dig mægtig i hellighed?“ (2 Mosebog 15:11) Og profeten Habakkuk skrev: „Dine øjne er for rene til at se på ondskab; og du kan ikke være tilskuer til elendighed.“ (Habakkuk 1:13) Selv om Jehova er kærlighedens Gud, er han også hellighedens og retfærdighedens Gud. I visse situationer tvinger hans hellighed og retfærdighed ham til at gøre brug af sin magt til at ødelægge. (Esajas 59:15-19; Lukas 18:7) Men det betyder ikke at han krænker sin hellighed. Han griber derimod ind fordi han er hellig. — 2 Mosebog 39:30.

10. (a) Hvornår opstod der første gang behov for at Gud greb ind, og hvorfor? (b) Hvordan kunne det fjendskab der er forudsagt i Første Mosebog 3:15, blive bragt ud af verden, og hvad ville det medføre for retfærdige mennesker?

¹⁰ Tænk på den situation der opstod da det første menneskepar, Adam og Eva, gjorde oprør mod Gud. (1 Mosebog 3:1-6) Hvis Jehova havde tolereret deres forkerte handlemåde, ville han have undergravet sin egen stilling som universets Suveræn. Som en retfærdig Gud måtte han nødvendigvis dømme dem til døden. (Romerne 6:23) I den første profeti i Bibelen forudsagde han at der ville være fjendskab  mellem hans tjenere og dem der fulgte „slangen“, Satan. (Åbenbaringen 12:9; 1 Mosebog 3:15) Dette fjendskab kunne først ophøre når Satan blev knust. (Romerne 16:20) Fuldbyrdelsen af denne dom ville til gengæld føre til store velsignelser for retfærdige mennesker. Jorden ville blive befriet for Satans indflydelse, og vejen være banet for et verdensomspændende paradis. (Mattæus 19:28) Indtil da ville de der stillede sig på Satans side, udgøre en konstant trussel mod Guds tjeneres fysiske og åndelige velfærd. Fra tid til anden har det derfor været nødvendigt at Jehova greb ind.

11. Hvorfor følte Gud sig forpligtet til at sende en vandflod over jorden?

¹¹ Vandfloden på Noas tid er et eksempel på at Gud har grebet ind. I Første Mosebog 6:11, 12 står der: „Jorden blev efterhånden ødelagt for den sande Guds ansigt, og jorden blev fyldt med vold. Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.“ Ville Gud tillade de onde at udrydde den sidste rest af moralsk sans på jorden? Nej. Jehova følte sig forpligtet til at sende en vandflod over jorden for at fjerne dem der var tilhængere af vold og umoralitet.

12. (a) Hvad forudsagde Jehova om Abrahams „afkom“? (b) Hvorfor skulle amoritterne udryddes?

¹² Noget lignende gjorde sig gældende i forbindelse med Guds dom over kana’anæerne. Jehova havde fortalt at der gennem Abraham ville fremstå et „afkom“ ved hvem alle jordens slægter skulle velsigne sig. I overensstemmelse med denne hensigt bestemte han at Abrahams efterkommere skulle bosætte sig i Kana’an, et land der var beboet af amoritterne. Hvordan kunne Gud forsvare at tvinge disse mennesker ud af deres land? Jehova forudsagde at det først ville ske efter 400 år — først når „amoritternes brøde“ var „fuldstændig“. *  (1 Mosebog 12:1-3; 13:14, 15; 15:13, 16; 22:18) I løbet af denne periode sank amoritterne dybere og dybere ned i moralsk fordærv. Kana’an blev et land der var præget af afgudsdyrkelse, blodsudgydelse og perverse seksuelle handlinger. (2 Mosebog 23:24; 34:12, 13; 4 Mosebog 33:52) Indbyggerne i landet dræbte endog børn for at bringe dem som brændofre. Kunne en hellig Gud tillade at hans folk blev udsat for en sådan ondskab? Nej. Han sagde: „Landet [er] urent, og jeg vil bringe straf over det for dets brøde, og landet vil udspy sine indbyggere.“ (3 Mosebog 18:21-25) Men Jehova skar ikke alle over én kam. Kana’anæere der var ret indstillet, som Rahab og gibeonitterne, blev skånet. — Josua 6:25; 9:3-27.

13, 14. (a) Hvorfor var Jehova forpligtet til at hellige sit navn? (b) Hvordan rensede Jehova sit navn for forsmædelse?

¹³ Eftersom Jehova er hellig, er hans navn også helligt. (3 Mosebog 22:32) Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Oprøret i Eden vanhelligede Guds navn, skadede hans omdømme og rejste tvivl om hans måde at herske på. Jehova kunne aldrig se gennem fingre med en sådan form for bagvaskelse og oprør. Han var forpligtet til at rense sit navn for den skændsel der var blevet bragt over det. — Esajas 48:11.

¹⁴ Så længe israelitterne var trælle i Ægypten, virkede det ikke særlig sandsynligt at Guds løfte til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hans afkom, ville blive opfyldt. Men ved at udfri dem og gøre dem til en nation, rensede Jehova sit navn for forsmædelse. Som profeten Daniel sagde i en bøn: „Jehova vor Gud, . . . med stærk  hånd førte [du] dit folk ud fra Ægyptens land og gjorde dig et navn.“ — Daniel 9:15.

15. Hvorfor ville Jehova udfri jøderne fra fangenskabet i Babylon?

¹⁵ Daniel bad interessant nok denne bøn på et tidspunkt hvor jøderne igen havde brug for at Jehova greb ind for sit navns skyld. De ulydige jøder var i fangenskab, denne gang i Babylon. Deres egen hovedstad, Jerusalem, lå i ruiner. Daniel vidste at Jehovas navn ville blive ophøjet hvis jøderne blev ført tilbage til deres hjemland. Derfor bad han: „Jehova, tilgiv os. Jehova, giv agt og grib ind. For din egen skyld, min Gud, tøv ikke. For dit navn er nævnt over din by og dit folk.“ — Daniel 9:18, 19.

16. Hvorfor er Jehovas ønske om at forsvare sit navn ikke ensbetydende med at han er følelseskold og selvoptaget?

¹⁶ Er Jehovas ønske om at forsvare sit navn et udtryk for at han er følelseskold og selvoptaget? Nej, for ved at handle i overensstemmelse med sin hellighed og sin kærlighed til retfærdighed, beskytter han sit folk. Det fremgår for eksempel af beretningen i Første Mosebog, kapitel 14. Her læser vi om at fire invaderende konger bortførte Abrahams nevø Lot og dennes familie. Med Guds hjælp vandt Abraham en afgørende sejr over de langt overlegne styrker. Beretningen om denne sejr var sandsynligvis den første der blev nedskrevet i „Bogen om Jehovas Krige“, en bog der efter alt at dømme også indeholdt optegnelser over nogle militære bedrifter der ikke er omtalt i Bibelen. (4 Mosebog 21:14) Senere skulle der følge mange andre sejre.

17. Hvad viser at Jehova kæmpede for israelitterne efter at de var kommet ind i Kana’ans land? Nævn nogle eksempler.

¹⁷ Kort før israelitterne gik ind i Kana’ans land, gav Moses dem denne forsikring: „Jehova jeres Gud er den der går foran jer. Han vil kæmpe for jer nøjagtig som han gjorde for jer i Ægypten.“ (5 Mosebog 1:30; 20:1) Fra Moses’ efterfølger Josuas  tid og videre gennem dommertiden og i den tid hvor de trofaste konger i Juda regerede, kæmpede Jehova for sit folk og gav dem mange bemærkelsesværdige sejre over deres fjender. — Josua 10:1-14; Dommerne 4:12-17; 2 Samuel 5:17-21.

18. (a) Hvorfor kan vi være glade for at Jehova ikke har forandret sig? (b) Hvad vil der ske når det fjendskab der er beskrevet i Første Mosebog 3:15, når sit klimaks?

¹⁸ Jehova har ikke forandret sig, og det har hans hensigt med at gøre jorden til et fredfyldt paradis heller ikke. (1 Mosebog 1:27, 28) Gud hader stadig ondskab. Samtidig har han dyb kærlighed til sit folk og vil snart gribe ind til gavn for det. (Salme 11:7) Vi må regne med at det fjendskab der er beskrevet i Første Mosebog 3:15, inden længe vil nå et dramatisk og voldsomt klimaks. For at hellige sit navn og beskytte sit folk vil Jehova endnu en gang blive „en stridsmand“! — Zakarias 14:3; Åbenbaringen 16:14, 16.

19. (a) Forklar hvordan det kan drage os nærmere til Gud at han bruger sin magt til at ødelægge. (b) Hvilken virkning skulle det have på os at Gud er villig til at kæmpe?

¹⁹ Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at en mand så sin familie blive angrebet af et farligt dyr, og at han kastede sig over dyret og dræbte det. Ville hans kone  og børn føle afsky ved det han gjorde? Nej, de ville naturligvis blive rørt over hans uselviske kærlighed til dem. Vi skulle heller ikke føle afsky ved at Gud bruger sin magt til at ødelægge. Det at han er villig til kæmpe for at beskytte os, skulle give os større kærlighed til ham og øge vores respekt for hans ubegrænsede magt. Vi kan således „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“. — Hebræerne 12:28.

20. Hvad bør vi gøre når vi ikke helt forstår Bibelens beretninger om Jehovas krige, og hvorfor?

²⁰ Bibelen forklarer ikke altid alle detaljerne vedrørende de afgørelser Jehova træffer i forbindelse med sin krigsførelse. Men vi kan være sikre på at hans magt til at ødelægge aldrig bliver brugt på en uretfærdig, ukontrolleret eller grusom måde. Noget der ofte kan hjælpe os til at sætte tingene i det rette perspektiv, er at undersøge den sammenhæng den bibelske beretning forekommer i, og eventuelt finde nogle baggrundsoplysninger. (Ordsprogene 18:13) Selv om vi ikke kender alle detaljer, kan det at lære mere om Jehova og tænke over hans dyrebare egenskaber hjælpe os til at fjerne enhver tvivl vi måtte have. Når vi gør det, vil vi se at vi har al mulig grund til at stole på vor Gud, Jehova. — Job 34:12.

21. Hvad kendetegner Jehova, selv om han til tider er „en stridsmand“?

²¹ Selv om Jehova er „en stridsmand“ når situationen kræver det, betyder det ikke at han er krigerisk. I Ezekiels syn af himmelvognen skildres han som en der er parat til at kæmpe mod sine fjender. Men Ezekiel så også at der rundt om Gud var en regnbue — et symbol på fred. (1 Mosebog 9:13; Ezekiel 1:28; Åbenbaringen 4:3) Jehova er fredsommelig og har stor sindsro. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 4:8) Alle Jehovas egenskaber er i fuldkommen balance. Det er en stor forret for os at kunne komme nær til en så mægtig og alligevel kærlig Gud.