1, 2. Ved hvilken lejlighed blev Jesus fyldt af harme, og hvorfor?

JESUS var synligt vred — og dét med god grund. Det er måske svært at forestille sig ham sådan, for han havde et mildt sind. (Mattæus 21:5) Han bevarede dog fuldstændig kontrollen over sig selv, for der var tale om retfærdig harme. * Men hvad havde provokeret denne fredselskende mand til at give udtryk for sin vrede? Noget som var helt uretfærdigt.

² Templet i Jerusalem stod Jesu hjerte nær. I hele verden var det det eneste hellige sted som var indviet til hans himmelske Fader, og hvor tilbedelsen af ham foregik. Jøder fra hele verden kom rejsende langvejsfra for at tilbede dér. Selv gudfrygtige ikkejøder kom dertil og gik ind i den tempelforgård som var forbeholdt dem. Men da Jesus på et tidligt tidspunkt under sin jordiske tjeneste gik ind på tempelområdet, mødte der ham et chokerende syn: Stedet lignede mere en markedsplads end et bedehus! Det var fyldt med købmænd og møntvekslere. Men hvori bestod det uretfærdige? Jo, disse mænd havde gjort Guds tempel til et sted hvor man berigede sig på folkets bekostning — ja, røvede fra folket. Hvordan? — Johannes 2:14.

3, 4.  Hvordan berigede nogle sig på folkets bekostning i Jehovas hus, og hvordan greb Jesus ind?

³ De religiøse ledere havde indført den bestemmelse at man kun kunne bruge en ganske bestemt mønt når man skulle betale tempelskatten. Det betød at de besøgende måtte veksle deres penge for at få disse mønter. Møntvekslerne  opstillede derfor deres borde på selve tempelområdet og forlangte et gebyr for hver omveksling. Handelen med dyr var også ret indbringende. De besøgende som ville bringe ofre, kunne ganske vist købe dyrene i byen, men de kunne risikere at ofrene blev afvist som uegnede af de tjenstgørende ved templet. Derimod kunne man være sikker på at de ofre der blev købt på tempelområdet, ville blive antaget. Da folket således var prisgivet de handlende, forlangte disse undertiden ganske ublu priser. * Og det var ikke bare hensynsløs forretningsvirksomhed — det var røveri!

⁴ Jesus kunne ikke tolerere denne uretfærdighed. Det var hans Faders hus! Han lavede en svøbe af reb og drev alle okserne og fårene ud af templet. Derefter styrede han målbevidst over mod pengevekslerne og væltede deres borde så alle mønterne raslede ned og spredtes på marmorfliserne. Og til dem der solgte duer, sagde han strengt: „Få disse ting væk herfra!“ (Johannes 2:15, 16) Øjensynlig turde ingen modsætte sig denne modige mand.

5-7. (a) Hvilken indflydelse havde Jesu førmenneskelige tilværelse haft på hans retfærdighedssans, og hvad kan vi lære af at betragte hans eksempel? (b) Hvordan har Jesus kæmpet for at gendrive de uretfærdige anklager der blev rejst mod Jehovas navn og suverænitet?

⁵ De handlende vendte naturligvis tilbage. Cirka tre år senere greb Jesus ind over for den samme uretfærdighed og citerede denne gang Jehovas ord som fordømte dem der gjorde hans hus „til en røverhule“. (Mattæus 21:13; Jeremias 7:11) Ja, da Jesus så de handlendes griskhed og hvordan folket blev udbyttet og templet besmittet, følte han nøjagtig  som sin Fader. Og var det ikke hvad man kunne forvente? I millioner af år var Jesus blevet oplært af sin himmelske Fader, og som følge heraf havde han den samme retfærdighedssans som Faderen. Han blev et levende eksempel på sandheden i ordsproget: „Som fader, så søn.“ Hvis vi vil have et klart billede af Jehovas retfærdighed, får vi det derfor bedst ved at betragte Jesus Kristus. — Johannes 14:9, 10.

⁶ Jehovas enestefødte søn var til stede da Satan uretfærdigt kaldte Jehova for en løgner og rejste tvivl om hvorvidt herredømmet retmæssigt tilhørte Gud. Hvilken bagvaskelse! Sønnen hørte også Satans senere anklage: at ingen ville tjene Jehova uselvisk og af kærlighed. Det var anklager som må have pint hans retfærdige hjerte! Hvilken glæde har det derfor ikke været for ham at få at vide at han ville få den storslåede opgave at modbevise alle disse løgne! (2 Korinther 1:20) Hvordan ville han gøre det?

⁷ Som vi fik at vide i kapitel 14, gav Jesus Kristus det endelige og afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjeneres uangribelighed. Derved blev grundvolden lagt til at Jehovas suverænitet kunne blive hævdet og hans navn helliget én gang for alle. Som den ypperste forkæmper for Jehova vil Jesus genoprette den guddommelige retfærdighed i hele universet. (Apostelgerninger 5:31) Allerede i sit livsløb på jorden genspejlede han Guds retfærdighed. Jehova sagde om ham: „Jeg vil lægge min ånd på ham, og hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne.“ (Mattæus 12:18) Hvordan opfyldte Jesus disse ord?

8-10. (a) Hvordan var de jødiske religiøse lederes mundtlige overleveringer med til at skabe foragt for ikkejøder og kvinder? (b) Hvordan gjorde den mundtlige lov Jehovas sabbatslov til en byrde?

⁸ Jesus elskede Jehovas lov og levede efter den. Men de  religiøse ledere på Jesu tid fordrejede Loven og anvendte den forkert. Jesus sagde til dem: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed.“ (Mattæus 23:23) Disse lovlærere tydeliggjorde altså ikke „hvad der er ret“. Tværtimod tilslørede de Guds retfærdighed. Hvordan? Lad os se nogle flere eksempler.

⁹ Jehova havde påbudt sit folk at holde sig adskilt fra de hedenske folk som boede rundt om dem. (1 Kongebog 11:1, 2) Men nogle fanatiske religiøse ledere opfordrede folket til at behandle alle ikkejøder med foragt. Misjna indeholdt oven i købet den regel at ’et dyr ikke måtte efterlades i et herberg der tilhørte en hedning, da hedninger mistænktes for at have omgang med dyr’. En sådan fordom mod alle ikkejøder var uretfærdig og helt imod Moselovens ånd. (3 Mosebog 19:34) Andre menneskeskabte regler satte kvinden ned på et lavere stade. Det hed i den mundtlige lov at en gift kvinde skulle gå bag efter sin mand, ikke ved siden af ham. En mand måtte ikke tale offentligt med en kvinde, ikke engang med sin egen kone. Ligesom trælle måtte kvinder ikke optræde som vidner i retten. Der var endog en forskrift på en bøn hvori en mand takkede Gud for at han ikke var en kvinde!

¹⁰ De religiøse ledere begravede Guds lov under et bjerg af menneskeskabte regler og bestemmelser. I sabbatsloven hed det at man ikke måtte arbejde på sabbatten fordi den var sat til side til hvile, tilbedelse af Gud og åndelig opbyggelse. Men farisæerne gjorde denne lov til en byrde idet de selv påtog sig at afgøre hvad der var „arbejde“. De anførte 39 forskellige former for virksomhed som arbejde, for eksempel det at høste og at gå på jagt. Det gav anledning til endeløse spørgsmål. Gik man på jagt hvis man slog en loppe ihjel på sabbatten? Høstede man hvis man plukkede en håndfuld aks og spiste kernerne mens man gik? Var det arbejde at helbrede en der var syg? Sådanne spørgsmål blev besvaret med stive, detaljerede regler.

11, 12. Hvordan viste Jesus at han var imod farisæernes ubibelske overleveringer?

 ¹¹ Hvordan kunne Jesus under sådanne forhold hjælpe folk til at forstå hvad retfærdighed var? Med sin lære og sin livsførelse tog han modigt kampen op mod de religiøse ledere. Lad os først se på hans lære. Han fordømte direkte deres talrige menneskeskabte regler idet han sagde: „I gør . . . Guds ord ugyldigt med jeres overlevering som I har givet videre.“ — Markus 7:13.

¹² Med stor kraft viste han at farisæerne tog fejl med hensyn til sabbatsloven — ja, at de havde misforstået hele hensigten med denne lov. Messias var „sabbattens Herre“, forklarede han, og han havde derfor ret til at helbrede på sabbatten. (Mattæus 12:8) For at understrege dette udførte han i manges påsyn mirakuløse helbredelser på sabbatten. (Lukas 6:7-10) Disse mirakler var en forsmag på hvordan han vil læge al sygdom på jorden i tusindårsriget. Dette tusindårige styre vil være den store sabbat hvor hele den trofaste menneskehed til sidst vil opnå hvile efter i århundreder at have trællet under syndens og dødens byrde.

13. Hvilken lov blev til som følge af Jesu jordiske tjeneste, og hvordan adskilte den sig fra Moseloven?

¹³ Jesus gjorde også klart hvad der er ret, ved hjælp af en ny lov, „Messias’ lov“, som blev til efter at han havde fuldført sin jordiske tjeneste. (Galaterne 6:2) Til forskel fra Moseloven består denne nye lov hovedsagelig af principper og ikke af en række skrevne bud. Den indeholder dog nogle direkte bud. Et af dem kaldte Jesus for „et nyt bud“. Til disciplene sagde han at de skulle elske hinanden ligesom han havde elsket dem. (Johannes 13:34, 35) Ja, en selvopofrende kærlighed skulle kendetegne alle som lever efter „Messias’ lov“.

14, 15. Hvordan viste Jesus at han kendte grænserne for sine beføjelser, og hvorfor er det betryggende at vide?

¹⁴ Jesus gjorde mere end blot at tale om kærlighed. Han  levede også efter „Messias’ lov“. Hele hans liv var et konkret udtryk for denne lov. Lad os betragte tre måder hvorpå Jesus med sit eksempel viste hvad der er ret.

¹⁵ For det første passede Jesus omhyggeligt på ikke at begå nogen uretfærdighed. Måske har du lagt mærke til at der sker mange uretfærdigheder når ufuldkomne mennesker bliver anmassende og overskrider deres beføjelser. Det gjorde Jesus ikke. For eksempel kom en mand ved en lejlighed hen til ham og sagde: „Lærer, sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ Hvad svarede Jesus? „Menneske, hvem har sat mig til dommer eller skifteforvalter over jer?“ (Lukas 12:13, 14) Var det ikke et overraskende svar? Jesu forstand, dømmekraft og selv det mål af myndighed Gud havde givet ham, overgik alle andres her på jorden, og alligevel afviste han at tage stilling i denne sag fordi han ikke havde fået den særlige bemyndigelse der skulle til for at gøre det. Jesus har altid holdt sig beskedent til sin anviste opgave, også i årtusinderne under hans førmenneskelige tilværelse. (Judas 9) Det fortæller os meget om Jesus at han ydmygt overlader til Jehova at afgøre hvad der er ret.

16, 17. (a) Hvordan kom Jesu retfærdighed til udtryk når han forkyndte den gode nyhed om Guds rige? (b) Hvordan viste Jesus at hans retfærdighed samtidig var barmhjertig?

¹⁶ For det andet viste Jesus hvad der er ret, ved den måde hvorpå han forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Han var ikke forudindtaget eller partisk. Han bestræbte sig i alle henseender for at forkynde for alle mennesker, både rige og fattige. I modsætning hertil afviste farisæerne de fattige og jævne mennesker ved foragteligt at kalde dem ‛am ha’aʹræts, „landets folk“. Jesus rådede modigt bod på denne uretfærdighed. Når han underviste folk og fortalte dem den gode nyhed — ja, for den sags skyld også når han spiste sammen med dem, sørgede for mad til dem, helbredte dem, eller endog oprejste dem — var det Guds retfærdighed han forkyndte  og understregede, den Gud som ønsker at frelse „alle slags mennesker“. * — 1 Timoteus 2:4.

¹⁷ For det tredje var Jesu retfærdighed helt igennem barmhjertig. Han gjorde sig store anstrengelser for at hjælpe syndere. (Mattæus 9:11-13) Han kom beredvilligt dem til undsætning som ikke havde mulighed for at beskytte sig selv. Han delte ikke de religiøse lederes mistillid til alle ikkejøder. Han hjalp barmhjertigt nogle af dem og underviste dem, selv om han i første række var sendt til det jødiske folk. Han udførte for eksempel et helbredelsesmirakel for en romersk officer og sagde om ham: „Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ — Mattæus 8:5-13.

18, 19. (a) På hvilke måder viste Jesus kvinder ære? (b) Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at se forbindelsen mellem mod og retfærdighed?

¹⁸ Jesus støttede heller ikke det almindelige syn på kvinder. Han havde i stedet mod til at gøre det der var retfærdigt. De samaritanske kvinder blev anset for at være lige så urene som ikkejøder. Men alligevel tøvede Jesus ikke med at forkynde for den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. Det var i virkeligheden over for denne kvinde at Jesus for første gang åbent gav sig til kende som den lovede Messias! (Johannes 4:6, 25, 26) Farisæerne sagde at kvinder ikke skulle undervises i Guds lov, men Jesus brugte megen tid og energi på at undervise kvinder. (Lukas 10:38-42) Og mens overleveringen sagde at man ikke kunne stole på en kvindes vidneudsagn, begunstigede Jesus flere kvinder ved at han lod dem få den forret at være de første som så ham efter hans opstandelse. De fik oven i købet af Jesus befaling  til at overbringe budskabet om denne betydningsfulde begivenhed til hans mandlige disciple. — Mattæus 28:1-10.

¹⁹ Ja, Jesus gjorde klart for nationerne hvad der er ret, og i mange tilfælde gjorde han det med stor fare for sig selv. Hans eksempel hjælper os til at forstå at det kræver mod at stå op for sand retfærdighed. Meget passende blev han kaldt „Løven af Judas stamme“. (Åbenbaringen 5:5) Som tidligere nævnt er løven et symbol på modig retfærdighed. I nær fremtid vil Jesus indføre en endnu større retfærdighed. Han vil i fuldeste forstand ’indføre ret på jorden’. — Esajas 42:4.

20, 21. Hvordan har den messianske konge i vor tid virket til fremme af retfærdighed på hele jorden og i den kristne menighed?

²⁰ Siden Jesus blev indsat på tronen som den messianske konge i 1914, har han virket til fremme af retfærdighed på jorden. Hvordan? Ved at han har påtaget sig ansvaret for opfyldelsen af profetien i Mattæus 24:14. Jesu disciple på jorden har forkyndt sandheden om Jehovas rige for folk i alle lande. Ligesom Jesus har de forkyndt retfærdigt og upartisk for alle — unge og gamle, rige og fattige, mænd og kvinder — for at give alle mulighed for at lære retfærdighedens Gud, Jehova, at kende.

²¹ Jesus virker også til fremme af retfærdighed i den kristne menighed, som han er hoved for. Som forudsagt sørger han for „gaver i form af mennesker“, trofaste kristne ældste som fører an i menigheden. (Efeserne 4:8-12) Som hyrder for Guds dyrebare hjord følger disse mænd Jesu Kristi eksempel ved at fremme retfærdighedens sag. De holder sig stadig for øje at Jesus ønsker at hans får skal behandles retfærdigt — uanset deres stilling, anseelse eller materielle omstændigheder.

22. Hvordan ser Jehova på den udbredte uretfærdighed i verden i dag, og hvad har han givet sin søn bemyndigelse til?

²² I nær fremtid vil Jesus indføre retfærdighed på jorden på en måde som aldrig før er set. Der hersker stor uretfærdighed overalt i denne fordærvede verden. Hvert barn der  dør af sult, er offer for en uretfærdighed der ingen undskyldning er for, især når man tænker på de penge og den tid der ødsles på at fremstille krigsvåben og tilfredsstille forlystelsessyge menneskers selviske ønsker. De millioner af mennesker der hvert år dør en for tidlig og unødvendig død, er blot én af mange uretfærdigheder som vækker Jehovas retfærdige harme. Han har givet sin søn bemyndigelse til at føre en retfærdig krig mod hele denne onde tingenes ordning for således at gøre ende på al uretfærdighed for bestandig. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-15.

23. Hvordan vil Jesus efter Harmagedon virke til fremme af retfærdighed i al evighed?

²³ Men Jehovas retfærdighed kræver mere end blot at ondskab og ugudelighed udryddes. Jehova har også givet sin søn bemyndigelse til at herske som „Fredsfyrste“. Efter Harmagedon vil Jesus indføre fred på hele jorden, og han vil herske „ved ret og ved retfærdighed“. (Esajas 9:6, 7) Det vil da være en stor glæde for Jesus at gøre ende på alle de uretfærdigheder der har været årsag til så megen lidelse og elendighed i verden. I al evighed vil han trofast værne om og fremme Jehovas fuldkomne retfærdighed. Det er derfor af største betydning at vi søger at efterligne Jehovas retfærdighed nu. Lad os se på hvordan vi kan gøre det.