ET GODT menneske ønsker at tænke, føle og gøre det rigtige. Når det ikke altid lykkes helt, er der tale om synd. Det svarer til at ramme ved siden af målet, som for eksempel når man spiller dart.

Enhver forseelse, negativ følelse eller tanke er i realiteten en synd. Det indbefatter ukontrolleret vrede, at man bander eller råber ad sin ægtefælle eller sine børn, at man opdyrker et forkert begær eller giver efter for egoistiske ønsker.

Kan nogen af os for eksempel helt ærligt sige at vi aldrig har overtrådt det tiende bud: „Du må ikke begære ... noget som helst der tilhører din næste“? (2 Mosebog 20:17) Hvis vi skal være realistiske, må vi erkende at ’der ikke er noget menneske som ikke synder’. (1 Kongebog 8:46) Det er simpelt hen umuligt for os mennesker at undgå enhver form for synd, om det så kun er for en enkelt dag.

Vores manglende evne til at undgå at synde viser at synden er et problem der stikker dybere end problemet med at vi begår forkerte handlinger. Vi har alle sammen arvet synden. Vi bliver syge, ældes og dør, ikke fordi vi vælger at gøre noget ondt, men dybest set fordi vi er født ufuldkomne, med en tilbøjelighed til at handle forkert. Og vi kan ikke selv gøre os fri af denne tilbøjelighed. „Hvem kan frembringe en ren af en uren? Ikke én.“ — Job 14:4.

Adam og Eva blev skabt fuldkomne — uden tilbøjelighed til at synde. Da de valgte at gøre noget forkert, blev de som en bageform der har en defekt. Alle brød bagt i den form vil få den samme defekt. Derfor har vi som deres efterkommere intet valg. Vi har alle arvet en defekt magen til deres — forskellige ufuldkommenheder og forkerte tilbøjeligheder; kort sagt, synden. Men har det så stor betydning?