Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AFSNIT 4

Hvilken vejledning har Gud givet os?

Hvilken vejledning har Gud givet os?

„Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner.“ — ESAJAS 48:17.

BIBELEN er en gave fra Gud. Han inspirerede trofaste israelitiske mænd til at nedskrive sine tanker. Kong David, som har skrevet mange af Bibelens salmer, erkendte: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ — 2 Samuel 23:2.

Hvorfor har Gud givet os Bibelen?

Bibelen fortæller ikke alene om menneskets oprindelse og tidlige historie. Den fortæller os også om fremtiden og giver os svar på livets store spørgsmål, som for eksempel: Hvorfor er vi her? Hvordan får vi en lykkelig fremtid? Vi kender kun svarene på disse spørgsmål fordi vores Skaber i sin omsorg har åbenbaret dem for os. Det er som Bibelen siger:

  • „Det er Jehova der giver visdom; ... du [vil] forstå retfærdighed og ret og retskaffenhed, ethvert spor som er godt.“ — Ordsprogene 2:6, 9.

  • „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís. Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.“ — Salme 19:7, 8.

Det er tydeligt at en af hovedårsagerne til at Gud gav os Bibelen, var at den skulle hjælpe os til at få et lykkeligt liv.

Hvordan kan vi være sikre på at den bibeltekst vi bruger i dag, er korrekt overleveret?

Afskriverne udviste stor omhu

Helt fra oldtiden har gudfrygtige mænd som Ezra, en „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“, udvist stor omhu i deres bestræbelser for ikke at ændre på bibelteksten. (Ezra 7:6) Dødehavsrullerne er et markant eksempel på hvor godt det er lykkedes for dem. De første af disse manuskripter blev fundet i nogle huler i nærheden af Qumran i 1947. De omfatter fragmenter af næsten alle de hebraiske skrifter der findes i vores bibler i dag. Dødehavsrullerne blev skrevet for mere end 2000 år siden. De indeholder kun få indbyrdes forskelle, og de afviger kun meget lidt fra de hebraiske manuskripter der bruges i dag. „Ingen af disse forskelle har betydning for selve budskabet i skrifterne,“ siger professor i judaistik, Geza Vermes. En så nøjagtig overlevering er et vidnesbyrd om at den bibeltekst vi bruger i dag, indeholder en trofast gengivelse af den oprindelige, inspirerede tekst.

Hule 4 i Qumran ved Det Døde Hav, hvor den største samling af bibelmanuskripter blev fundet

Er profetierne virkelig gået i opfyldelse?

Da israelitterne var kommet ind i det forjættede land, gav Josua dem denne påmindelse: „Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl.“ (Josua 23:14) Den udtalelse har vist sig altid at holde stik. Hvorfor? Fordi Gud kan sørge for at hans vilje bliver gennemført. Hans profetier går derfor i opfyldelse ned til mindste detalje.

Babylon i dag

Gud forudsagde for eksempel at israelitterne ville blive udfriet fra Babylon, og at denne by til sidst ville blive ødelagt. Esajas skrev: „Det skal gå Babylon ... som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det vil aldrig blive beboet.“ (Esajas 13:19, 20) Fra udfrielsen og helt frem til tiden efter det andet tempels ødelæggelse var der stadig indbyggere i byen Babylon. Men i løbet af nogle få århundreder — og længe efter at Esajasrullen fra Qumran blev skrevet — blev Babylon som den er i dag — fuldstændig ubeboet. — Esajas 13:21. *

^ par. 14 Flere oplysninger findes på side 27-29 i brochuren En bog for alle mennesker, udgivet af Jehovas Vidner.