Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AFSNIT 14

Hvorfor har vi behov for et bedre offer?

Hvorfor har vi behov for et bedre offer?

„End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe ... så han kan blive i live for bestandig.“ — SALME 49:7, 9.

Kan nogen i dag bringe de ofre Loven kræver?

Eftersom templet og det jødiske præsteskab ikke eksisterer mere, er det ikke muligt at bringe de ofre Loven krævede at man bragte for at sone sine synder. Men det betyder ikke at vi er uden håb. Bibelen peger på en permanent løsning, „en ny pagt“, og i forbindelse med den har Gud givet følgende løfte: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ Gennem denne „nye pagt“ skaber Gud grundlag for at vi kan få endegyldig tilgivelse for alle vores synder. — Jeremias 31:31-34.

Hvilken virkning har Adams synd haft på os?

Da Adam gjorde oprør mod Gud, mistede han muligheden for at leve evigt. (1 Mosebog 3:17-19) Det eneste han som vores stamfar kunne give videre til sine efterkommere, var ufuldkommenhed og død, og derfor slog han i realiteten os alle ihjel.

Ville en forbryder som havde myrdet en du holdt af, kunne tilfredsstille kravet om retfærdighed ved at ofre en tyr?

Loven gav ikke mulighed for at man blot kunne bringe et dyreoffer for et overlagt mord. (4 Mosebog 35:31) Intet dyrs liv har den samme værdi som et menneskes. Overtræderen måtte betale med sit eget liv.

Hvilken slags offer ville til fulde dække Adams synd og gøre det muligt for Jehova at tilgive mennesker og „ikke mere huske deres synd“?

Ofret måtte have samme værdi — „sjæl for sjæl“, det vil sige, liv for liv. (5 Mosebog 19:21) Intet af mindre værdi end et fuldkomment menneskeliv — som det Adam havde før han syndede — kunne bringe retfærdighedens vægtskåle i balance. Kun en som havde et sådant fuldkomment liv, ubesmittet af den nedarvede synd fra Adam, kunne bringe et sådant sonoffer. (Salme 49:7-9) Ingen andre end Gud kunne tilvejebringe et sådant fuldkomment liv, uden medvirken af en jordisk far, sådan som han gjorde da han skabte Adam. — 1 Mosebog 2:7.

Hvem alene kunne udgøre et sådant sonoffer?

Ingen andre end Messias kunne bringe dette offer. Bibelen fortæller om de to funktioner Messias skulle have. Han skulle udfri menneskeheden. (1 Mosebog 3:15; Salme 2:2, 8) Men først måtte han bringe et fuldkomment „skyldoffer“ — et offer som fuldstændig kan sone alle vores synder. — 3 Mosebog 7:1; Esajas 53:6, 10.

Hvad siger Bibelen yderligere om Messias og det han skulle udvirke?