GUD sørgede for at både enkeltpersoner og nationen som et hele kunne sone deres synder ved at bringe ofre. Ifølge Loven måtte enhver som begik en synd, først rette det urette og derefter bringe et passende offer til Jehova. Forskellige synder krævede hver deres specifikke ofre, og disse ofre kunne til en vis grad sone ens synd. — 3 Mosebog 5:5-7.

Én dag om året, på forsoningsdagen — Jom Kippur — gik ypperstepræsten ind i Det Allerhelligste med blodet af ofre som han havde bragt både for sine egne og for folkets synder. (3 Mosebog 16:11, 14, 15) Denne og de andre ceremonier på forsoningsdagen gjorde at ingen længere følte sig tynget af den skyld der i årets løb havde hobet sig op for alle deres synder. Hvis ikke dyreofrets blod blev udgydt, ville der ikke kunne opnås tilgivelse, „for det er blodet der skaffer soning“. — 3 Mosebog 16:30; 17:11.

Jehova er villig til at tilgive „i rigt mål“. (Esajas 55:7) Men han vil aldrig tilsidesætte sine morallove. Han respekterer sine egne fuldkomne normer og kan derfor ikke blot ignorere vores ufuldkommenheder og synder. „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.

Tænk over hvilke konsekvenser det ville få for vores samfund hvis myndighederne blot benådede alle forbrydere og løslod dem fra fængslerne? Hvordan ville det gå med hele universet hvis Gud pludselig ophævede de fysiske love han har fastsat, eksempelvis gravitationen? Hans moralske love er lige så vigtige.

Men hvis ingen mennesker på grund af deres ufuldkommenhed vil kunne efterleve Loven til fuldkommenhed, hvilket offer er der så behov for hvis vi skal kunne opnå tilgivelse for vores synder?