Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 37

Glem ikke Jehova og hans søn

Glem ikke Jehova og hans søn

FORESTIL dig at du har fået en gave. Ville du være glad for det? — Ville du så bare sige tak for gaven og glemme alt om ham der havde givet dig den? Eller ville du tænke på ham og være glad for det han havde gjort? —

Jehova Gud har givet os en vidunderlig gave. Han har sendt sin søn Jesus til jorden, hvor Jesus ofrede livet for vores skyld. Ved du hvorfor han måtte dø for vores skyld? — Det skal du høre om, for det er meget vigtigt.

Som vi lærte i kapitel 23, syndede Adam da han overtrådte Guds fuldkomne lov. Og han gav synden videre til os, for han er far til os alle sammen. Hvad tror du at vi derfor har brug for? — Vi har brug for en ny far. Det skal være en der var fuldkommen og ikke gjorde noget som helst forkert mens han levede på jorden. Hvem kan være sådan en far for os, tror du? — Det kan Jesus.

Da Jehova sendte Jesus til jorden, var det for at Jesus kunne blive en far for os i stedet for Adam. Bibelen siger: „’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ Hvem var den første Adam? — Det var ham som Gud skabte af jord, eller støv. Hvem er så den anden Adam, eller den sidste Adam? — Det er Jesus. Det viser Bibelen ved at sige: „Det første menneske [Adam] er fra jorden, dannet af støv. Det andet menneske [Jesus] er fra himmelen.“ — 1 Korinther 15:45, 47; 1 Mosebog 2:7.

Jesus havde ikke arvet nogen synd fra Adam. Han var blevet et menneske ved at Gud overførte hans liv fra himmelen til Marias mave så han kunne blive født på jorden. Derfor var han et fuldkomment menneske. (Lukas 1:30-35) Og derfor sagde en engel til hyrderne da Jesus blev født: „I dag er der født jer en frelser.“ (Lukas 2:11) Men hvad skulle der ske med den nyfødte Jesus for at han kunne blive en frelser? — Han måtte først blive voksen, ligesom Adam havde været en voksen mand. Så kunne Jesus blive ’den anden Adam’.

Jesus, vores frelser, bliver også kaldt ’Evig Far’. (Esajas 9:6, 7) Ja, den fuldkomne Jesus kan blive vores far i stedet for Adam, der blev ufuldkommen fordi han syndede. Vi kan faktisk selv vælge at få ’den anden Adam’ som vores far. Jesus har naturligvis også en far, Jehova Gud.

På hvilken måde var Jesus ligesom Adam, og hvorfor var det vigtigt?

Når vi lærer om Jesus, kan han blive vores frelser. Kan du huske hvad det er vi skal frelses fra? — Det er fra den synd og død vi har arvet fra Adam. Jesus havde et fuldkomment liv som menneske, og det ofrede han. Det der på den måde blev gjort for os, kalder man for genløsningen. Det betyder at Jesus brugte sit liv til at købe os fri, eller ’genløse’ os, fra synden og døden. Det var Jehova der sørgede for at det kunne ske. — Mattæus 20:28; Romerne 5:8; 6:23.

Vi vil aldrig glemme det som Gud og hans søn har gjort for os, vel? — Jesus gjorde noget ganske særligt som ville hjælpe hans disciple til at huske det. Nu skal du høre hvad det var.

Forestil dig at du er i et hus i det gamle Jerusalem. Det er aften, og du er i en stue på første sal, hvor Jesus og hans apostle er samlet omkring et bord. På bordet er der lammesteg, nogle flade brød og noget rødvin. De spiser et særligt måltid sammen. Hvad er det for et måltid? —

Det er et måltid der skal minde dem om hvad Jehova havde gjort for israelitterne mange hundrede år før, nemlig dengang de var trælle i Ægypten. Da havde Jehova sagt til sit folk: ’Hver familie skal slagte et lam og smøre noget af dets blod på dørstolperne i sit hus.’ Derefter sagde han: ’Gå ind i jeres huse, tilbered lammet, og spis det.’

Hvordan blev israelitterne beskyttet af blodet fra et lam?

Det gjorde israelitterne. Og samme nat gik Guds engel igennem hele Ægypten. I de fleste af husene slog engelen det førstefødte barn ihjel. Men når engelen kom til et hus hvor der var blod på dørstolpen, gik den forbi. Ikke et eneste barn i de huse blev slået ihjel. Farao, Ægyptens konge, blev så bange på grund af det som Jehovas engel havde gjort, at han sagde til israelitterne: ’Så rejs da! I er fri. Forsvind ud af Ægypten!’ Så læssede israelitterne deres kameler og æsler og rejste.

Men Jehova ønskede ikke at de skulle glemme at han havde befriet dem. Han sagde: ’En gang om året skal I spise et måltid magen til det I har spist i aften.’ Det blev kaldt påskemåltidet, for den tid på året blev kaldt påske. ’Påske’ kommer af et ord der betyder ’forbigang’. Engelen var nemlig ’gået forbi’ de huse hvor man havde smurt blod på dørstolpen. — 2 Mosebog 12:1-13, 24-27, 31.

Mens Jesus og hans apostle spiste påskemåltidet, har de altså siddet og tænkt på den befrielse. Nu bagefter vil Jesus gøre noget meget vigtigt. Men først sender han Judas væk. Det var den apostel der ikke var trofast. Så tager Jesus et af de brød der er tilbage, og beder en bøn. Han brækker brødet i stykker og giver det til sine disciple. ’Spis af det,’ siger han. ’Dette brød står for mit legeme, som jeg ofrer for jer når jeg dør.’

Så tager Jesus et bæger med rødvin. Efter at have bedt en bøn igen lader han bægeret gå rundt og siger: ’I skal alle sammen drikke af det.’ Og han fortsætter: ’Denne vin står for mit blod. Snart skal jeg udgyde mit blod for at befri jer for jeres synder. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’ — Mattæus 26:26-28; 1 Korinther 11:23-26.

Jesus sammenlignede sit blod med vin. Hvad kan hans blod gøre for os?

Han sagde altså at disciplene skulle ’blive ved med’ at gøre det til minde om ham. De skulle ikke længere holde påskemåltid. I stedet skulle de en gang om året være sammen om det særlige måltid der skulle minde dem om Jesus og hans død. Det kaldes for Herrens aftensmåltid. I dag kalder vi det også for mindehøjtiden. Hvorfor gør vi det? — Fordi det er en højtid der minder os om hvad Jesus og hans Far, Jehova Gud, har gjort for os.

Brødet skal minde os om Jesu legeme. Han var parat til at ofre sit legeme for at vi kunne få evigt liv. Og hvad med rødvinen? — Den skal minde os om hvor meget Jesu blod er værd. Det er langt mere værd end blodet af påskelammet, der blev smurt på dørstolperne dengang israelitterne skulle ud af Ægypten. Ved du hvorfor? — Bibelen siger at Jesu blod kan skaffe os tilgivelse for synder. Og når alle vores synder er tilgivet, vil vi ikke længere blive syge og gamle og dø. Det er det vi skal tænke på når vi holder mindehøjtid.

Skal vi alle sammen spise af brødet og drikke af vinen ved mindehøjtiden? — Nej. De der skal spise og drikke af det, er dem som Jesus sagde til: ’I skal have del i mit rige og sidde på troner i himmelen sammen med mig.’ (Lukas 22:19, 20, 30) Det betød at de skulle være konger i himmelen sammen med Jesus. Kun de som har det håb at komme til at herske sammen med Jesus i himmelen, skal tage af brødet og vinen.

Men selv om vi ikke tager noget af brødet og vinen, skal vi alligevel komme til mindehøjtiden. Hvorfor det? — Fordi Jesus også har givet sit liv for os. Når vi er med til mindehøjtiden, viser vi at vi ikke har glemt Gud og Jesus. Vi husker den store gave Jehova har givet os.

Her er nogle skriftsteder som viser betydningen af det offer Jesus bragte for at genløse os: 1 Korinther 5:7, Efeserne 1:7, 1 Timoteus 2:5, 6, 1 Peter 1:18, 19.