EN 25-årig kvinde skriver: „I 1981 døde min moder af kræft. Hendes død var et hårdt slag for min halvbroder og mig. Jeg var 17 år og min bror var 11. Jeg savnede min moder utrolig meget. Jeg havde lært at hun var i himmelen, så jeg havde lyst til at tage mit eget liv for at kunne være sammen med hende igen. Hun var min bedste ven.“

Det forekommer så uretfærdigt at døden har magt til at fratage os dem vi holder af. Og når det sker, er det næsten ikke til at bære at man aldrig mere vil kunne tale og more sig med vedkommende eller give ham eller hende et knus. En sådan smerte forsvinder ikke nødvendigvis ved at man får at vide at den døde befinder sig i himmelen.

Det håb Bibelen fremholder er imidlertid helt anderledes. Som vi tidligere har nævnt viser Bibelen at det i nær fremtid er muligt at blive genforenet med sine kære, ikke i himmelen, men her på jorden under fredfyldte og retfærdige forhold. Til den tid vil mennesker kunne glæde sig over et fuldkomment helbred, uden nogen sinde at skulle dø. ’Det er vist bare ønsketænkning,’ vil du måske sige.

Hvad skal der til for at overbevise dig om at det er sandt? For at tro på et løfte må man være sikker på at den der giver det, har vilje og magt til at opfylde det. Hvem er det der lover at de døde vil få livet igen?

I foråret år 31 gav Jesus Kristus følgende utvetydige løfte: „Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:21, 28, 29) Ja, Jesus Kristus lovede at millioner som nu er døde vil få livet igen på denne jord med udsigt til at leve for evigt på den under fredfyldte, paradisiske forhold. (Lukas 23:43; Johannes 3:16; 17:3; jævnfør Salme 37:29 og Mattæus 5:5.) Eftersom det var Jesus selv der gav dette løfte, kan vi have tillid til  at han er villig til at opfylde det. Men er han også i stand til det?

Mindre end to år efter at Jesus havde givet dette løfte, viste han på en magtfuld måde at han både har viljen og magten til at oprejse mennesker fra de døde.

Det var en sørgelig situation. Lazarus var alvorligt syg. Hans to søstre, Maria og Marta, sendte derfor bud til Jesus, der befandt sig på den anden side af Jordanfloden, og sagde: „Herre, se, den du holder af er syg.“ (Johannes 11:3) De vidste at Jesus holdt af Lazarus, så mon ikke han ønskede at besøge sin syge ven? Mærkeligt nok blev Jesus de følgende to dage hvor han var, i stedet for straks at tage til Betania. — Johannes 11:5, 6.

Lazarus døde nogen tid efter at budskabet om hans sygdom var sendt af sted. Jesus vidste hvornår Lazarus døde, og han havde til hensigt at gribe ind. Da Jesus omsider ankom til Betania havde hans gode ven været død i fire dage. (Johannes 11:17, 39) Kunne Jesus bringe et menneske til live der havde været død så længe?

Da Marta, der var en handlekraftig kvinde, hørte at Jesus var på vej, løb hun ud for at møde ham. (Jævnfør Lukas 10:38-42.) Hendes sorg greb Jesus om hjertet, og han forsikrede hende: „Din broder skal opstå.“ Da hun derefter gav udtryk for sin tro på en fremtidig opstandelse, sagde Jesus rent ud til hende: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:20-25.

Da Jesus kom ud til graven befalede han at stenen der lukkede indgangen skulle fjernes. Efter at have bedt højt, sagde han: „Lazarus, kom ud!“ — Johannes 11:38-43.

 Alles øjne var spændt rettet mod graven. Ud af mørket kom en skikkelse. Hans fødder og hænder var omvundet med tøjstrimler, og hans ansigt var indhyllet i et tørklæde. „Løs ham og lad ham gå,“ befalede Jesus. Den sidste af tøjstrimlerne faldt til jorden. Jo, det var Lazarus, manden der havde været død i fire dage! — Johannes 11:44.

Beretningen om Lazarus’ opstandelse fremstilles i Johannesevangeliet som en historisk kendsgerning. Detaljerne er for levende til at der kan være tale om en allegori. At betvivle dens historiske nøjagtighed vil være det samme som at betvivle alle Bibelens mirakler, deriblandt Jesu Kristi egen opstandelse. Og hvis man benægter at Jesus er blevet oprejst fra de døde, fornægter man hele den kristne tro. — 1 Korinther 15:13-15.

Hvis man tror på Gud bør det egentlig ikke være svært også at tro på opstandelsen. Det kan illustreres med et eksempel: En person kan lade sin sidste vilje og sit testamente optage på video, og efter hans død kan familie og venner se og høre ham fortælle hvad der skal ske med hans bo. For hundrede år siden var noget sådant utænkeligt, og for nogle mennesker der i dag lever i fjerne egne af jorden, vil en videooptagelse være så ufattelig at de vil betragte den som et mirakel. Hvis de fysiske love som Skaberen har fastlagt kan anvendes af mennesker til at frembringe noget så livagtigt, vil Skaberen så ikke kunne gøre langt mere? Naturligvis. Er det da ikke fornuftigt at mene at den der har skabt livet, også vil være i stand til at genskabe det?

At Lazarus mirakuløst blev vakt til live igen, var med til at styrke troen på Jesus og på opstandelsen. (Johannes 11:41, 42; 12:9-11, 17-19) Det viser også på en gribende måde at Jehova og hans søn har viljen til og ønsket om at oprejse de døde.

Jesu sorg over Lazarus’ død viser at Guds søn er meget medfølende. Hans dybe følelser ved denne lejlighed viser klart at han nærer et inderligt ønske om at oprejse de døde. Vi læser: „Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb. Så sagde jøderne: ’Se, hvor han holdt af ham!’“ — Johannes 11:32-36.

Jesu inderlige medfølelse bliver her beskrevet på tre måder. Der siges at han „stønnede . . . i ånden“, „oprørtes“, og „gav tårerne frit løb“. De græske ord der bruges for at beskrive dette bevægende optrin, viser at Jesus følte sig så berørt af at hans nære ven Lazarus var død og af at se Lazarus’ søster græde, at tårerne piblede frem. *

Det der er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse er at Jesus to gange før havde givet nogle livet tilbage, og han havde også i sinde at oprejse Lazarus. (Johannes 11:11, 23, 25) Alligevel „gav [han] tårerne frit løb“. Det viser at når Jesus giver  mennesker livet igen, er der ikke tale om noget han gør rent automatisk. De stærke og dybe følelser han nærer, og som kom til udtryk ved denne lejlighed, er et tydeligt udtryk for hans inderlige ønske om at rette op på de skader som døden har forvoldt.

Da Jesus er ’det nøjagtige udtryk for selve Jehova Guds væsen’, kan vi være forvissede om at vor himmelske Fader har det på samme måde. (Hebræerne 1:3) Om Jehovas egen villighed til at oprejse de døde sagde den trofaste Job: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Det hebraiske ord der her gengives med „længes efter“, viser at Gud nærer et inderligt ønske og en stærk længsel. (1 Mosebog 31:30; Salme 84:2) Jehova ser altså med stor forventning frem til opstandelsen.

Kan vi have tillid til at løftet om opstandelsen vil blive opfyldt? Ja, for der er ingen tvivl om at Jehova og hans søn har både viljen og magten til at oprejse de døde. Hvad betyder det for dig? At du har udsigt til, her på jorden men under helt anderledes forhold, at blive forenet med dem du har mistet i døden!

Jehova Gud, der i begyndelsen anbragte mennesket i en smuk have, har lovet at genoprette Paradiset på denne jord under sit himmelske riges styre som er lagt i hænderne på den nu herliggjorte Jesus Kristus. (1 Mosebog 2:7-9; Mattæus 6:10; Lukas 23:42, 43) I dette genoprettede paradis vil jordens mennesker have udsigt til at leve et liv uden ophør, befriet for al sygdom. (Åbenbaringen 21:1-4; jævnfør Job 33:25; Esajas 35:5-7.) Også had, racefordomme, etnisk vold og økonomisk undertrykkelse vil høre fortiden til. Det vil være på en sådan renset jord at Jehova Gud ved Jesus Kristus vil oprejse de døde.

Det er det håb som den kristne kvinde der er omtalt i indledningen til dette afsnit, nu nærer. Flere år efter at hendes moder døde, hjalp Jehovas vidner hende til at foretage et omhyggeligt studium af Bibelen. Hun fortæller: „Da jeg lærte om opstandelseshåbet kunne jeg ikke lade være med at græde. Det er en vidunderlig tanke at jeg skal se min mor igen.“

Hvis du også længes efter at gense dine kære, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig til at lære hvordan dette pålidelige håb kan blive dit.