Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AFSNIT 6

Hvad er Guds hensigt med jorden?

Hvad er Guds hensigt med jorden?

DA GUD skabte jorden, var hensigten at den skulle være et fuldkomment hjem til menneskene. Vi læser: „Himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:16.

Inden Gud skabte det første menneske, Adam, plantede han en smuk have i et lille område på jorden kaldet Eden. Ifølge Bibelen havde floderne Eufrat og Tigris (Hiddekel) deres udspring i Eden. a Man mener at Edens Have har ligget i det der i dag er det østlige Tyrkiet. Edens Have har altså virkelig eksisteret, og den lå her på jorden!

Gud skabte Adam og satte ham i Edens Have „til at dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Senere skabte Gud en hustru til Adam, nemlig Eva. Gud gav dem denne befaling: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ (1 Mosebog 1:28) Det er altså tydeligt at Gud „ikke skabte [jorden] forgæves, men dannede den til at bebos“. — Esajas 45:18.

Adam og Eva gjorde imidlertid oprør mod Gud ved med overlæg at gå imod hans befaling. Derfor fik de ikke længere lov til at bo i Edens Have. Paradiset var ikke længere menneskenes hjem. Men det var ikke det eneste Adams synd medførte. Bibelen siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

Opgav Jehova det der var hans oprindelige hensigt med jorden — at den skulle være et paradis hvor menneskene kunne leve lykkeligt? Nej, for Gud har sagt: „Mit ord som går ud af min mund . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:11) Paradiset vil blive genoprettet på jorden!

Hvordan vil det være at leve i Paradiset? Overvej de løfter fra Bibelen som er illustreret på de næste to sider.

a I Første Mosebog 2:10-14 står der: „Nu var der en flod som strømmede ud fra Eden til at vande haven, og derfra delte den sig og blev til fire hovedstrømme. Navnet på den første er Pisjon . . . navnet på den anden flod er Gihon . . . navnet på den tredje flod er Hiddekel [eller Tigris]; det er den der går øst om Assyrien. Og den fjerde flod er Eufrat.“ Det er ikke muligt med sikkerhed at identificere de to første floder i dag.