Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

AFSNIT 5

Værdsæt Guds enestående egenskaber

Værdsæt Guds enestående egenskaber

BIBELEN oplyser os om de mange vidunderlige egenskaber Gud har, og det kan hjælpe os til at lære ham at kende. For eksempel lærer vi om Guds fire hovedegenskaber — magt, retfærdighed, visdom og kærlighed. Lad os se på dem én ad gangen.

Ubegrænset magt

Guds skaberkraft er stor

Jehova sagde til Abraham: „Jeg er Gud den Almægtige.“ (1 Mosebog 17:1) Ingen har større magt end han. Hans kraft er ubegrænset og uudtømmelig. Hele universet blev skabt ved hjælp af Guds kraft.

Gud misbruger aldrig sin magt. Han bruger den aldrig på en tilfældig eller formålsløs måde. Når Gud bruger sin magt, er det altid i harmoni med hans retfærdighed, visdom og kærlighed.

Jehova bruger gavmildt sin kraft til gavn for sine trofaste tjenere. „Hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krønikebog 16:9) Får du ikke lyst til at komme nær til en sådan magtfuld, men kærlig Gud?

En retfærdig Gud

„Jehova elsker ret.“ (Salme 37:28) Han gør altid det der er ret og retfærdigt ifølge hans egen fuldkomne norm.

Gud er ikke partisk

Gud hader uretfærdighed. Han ’behandler ikke nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse’. (5 Mosebog 10:17) Han er imod dem der undertrykker andre, og han hjælper dem der er dårligt stillede, som for eksempel ’enken og den faderløse’. (2 Mosebog 22:22) Gud er fordomsfri over for alle mennesker. ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ — Apostelgerninger 10:34, 35.

Jehovas retfærdighed er i fuldkommen balance. Han er aldrig for eftergivende, aldrig for streng. Han straffer dem der ikke angrer deres overtrædelser, men viser inderlig barmhjertighed mod dem der gør det. „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse. Han har ikke handlet mod os efter vore synder; og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger.“ (Salme 103:8-10) Desuden husker og belønner Gud sine loyale tjenere når de trofast gør hans vilje. I betragtning af hvor retfærdig Gud er, mener du så ikke at du trygt kan stole på ham?

Guds store visdom

Bibelen indeholder visdommen fra Gud

Jehova er kilden til al visdom. „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!“ (Romerne 11:33) Hans visdom er ubegrænset og uden sidestykke.

Guds visdom kommer tydeligt til udtryk i skaberværket. „Hvor er dine værker mange, Jehova!“ sang salmisten. „Dem alle har du udført med visdom.“ — Salme 104:24.

Guds visdom bliver også åbenbaret i Bibelen. Kong David skrev: „Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís.“ (Salme 19:7) Tænk engang. Du kan få gavn af Guds store visdom! Vil du gøre brug af denne mulighed?

„Gud er kærlighed“

Jehovas mest fremtrædende egenskab er kærlighed. „Gud er kærlighed,“ siger Bibelen. (1 Johannes 4:8) Alt hvad han gør, udspringer af kærlighed.

Gud viser sin kærlighed til os på utallige måder. Han giver os gode gaver. „Han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:17) Ja, „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader“. (Jakob 1:17) Gennem den dyrebare gave som Bibelen er, åbenbarer Gud sandheden om sig selv og lærer os sine kærlige love og principper. „Dit ord er sandhed,“ sagde Jesus i en bøn til Gud. — Johannes 17:17.

Visdommen i Guds skaberværk indgyder ærefrygt

Gud er også parat til at hjælpe os når vi kommer ud for problemer. „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Han er villig til at tilgive vores synder. „Du, Jehova, er god og rede til at tilgive; og din loyale hengivenhed er stor mod alle der kalder på dig.“ (Salme 86:5) Og han ønsker endda at give os evigt liv. „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ (Åbenbaringen 21:4) Hvordan vil du reagere på Guds kærlighed? Vil du gengælde hans kærlighed?

Kom nær til Gud

Når du beder til Gud og tænker over hans egenskaber, vil du komme nær til ham

Gud ønsker at vi skal lære ham godt at kende. Vi får denne opfordring: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Gud kaldte den trofaste profet Abraham „min ven“. (Esajas 41:8) Jehova vil også gerne have dig som sin ven.

Jo mere du lærer om Gud, jo nærmere vil dit forhold til ham blive, og du vil opleve større glæde i dit liv. ’Lykkelig er den mand der har lyst til Jehovas lov, og i hans lov læser han dæmpet dag og nat.’ (Salme 1:1, 2) Bliv derfor ved med at studere Bibelen. Tænk over Guds egenskaber og gerninger. Vis at du elsker Gud, ved at leve efter det du lærer. „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3) Bed derfor som salmisten: „Gør dine veje kendt for mig, Jehova; lær mig dine stier. Få mig til at vandre efter din sandhed.“ (Salme 25:4, 5) Du vil erfare at Gud „ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27.