1, 2. (a) Hvordan havde Israel været som et enligt får omgivet af ulve? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad tillod israelitterne og deres konger at der skete?

I FLERE hundrede år havde Israel været som et enligt får omgivet af en flok ulve. Ammonitterne, moabitterne og edomitterne truede Israel fra øst. Filistrene, der altid havde været fjender af Israel, havde etableret sig mod vest. Mod nord lå byen Tyrus, det rige og magtfulde centrum for et stort handelsimperium. Og mod syd lå den gamle nation Egypten og bredte sig, regeret af sin gudekonge Farao.

² Når israelitterne stolede på Jehova, beskyttede han dem mod deres fjender. Men gang på gang lod folket og deres konger sig demoralisere af nationerne omkring dem. Kong Akab var bare én i rækken af svage konger. Han regerede over tistammeriget Israel samtidig med at kong Joshafat regerede over Juda. Han giftede sig med Jezabel, en datter af sidoniernes konge der kontrollerede den velstående by Tyrus. Denne kvinde, der var en fanatisk forkæmper for Baaldyrkelsen i Israel, fik sin mand til at blande ren tilbedelse med  falsk så tilbedelsen blev mere fordærvet end nogensinde før. – 1. Kong. 16:30-33; 18:4, 19.

3, 4. (a) Hvem vendte Ezekiel nu sin opmærksomhed mod? (b) Hvilke spørgsmål skal vi se på?

³ Jehova havde advaret israelitterne om de følger det ville få hvis de var illoyale mod ham. Og nu var hans tålmodighed langt om længe sluppet op. (Jer. 21:7, 10; Ezek. 5:7-9) I 609 f.v.t. vendte de babyloniske tropper for tredje gang tilbage til jødernes lovede land. Der var gået næsten ti år siden deres sidste invasion. Denne gang ville de rive Jerusalems mure ned og knuse dem der gjorde oprør mod Nebukadnesar. Da de begyndte at belejre Jerusalem og de grusomme detaljer i Ezekiels inspirerede profetier blev opfyldt, vendte profeten opmærksomheden mod nationerne rundt om det lovede land.

⁴ Jehova fortalte Ezekiel at Judas fjender ville fryde sig over ødelæggelsen af Jerusalem og forfølge de overlevende. Men det ville få store konsekvenser for de nationer der hånede Jehovas navn og forfulgte eller fordærvede hans folk. Hvad kan vi personligt lære af Israels forhold til disse nationer? Og hvordan kan Ezekiels profetier mod nationerne give os håb i dag?

5, 6. Hvilken relation var der mellem ammonitterne og israelitterne?

⁵ Ammonitterne, moabitterne og edomitterne var på en måde israelitternes slægtninge. Men på trods af deres familiebånd og fælles historie havde disse nationer udviklet et langvarigt fjendskab mod Guds folk, og de “hoverede over Israels land”. – Ezek. 25:6.

⁶ Lad os først se på ammonitterne. De var efterkommere af Abrahams nevø Lot gennem Lots yngste datter. (1. Mos. 19:38) Deres sprog var så nært beslægtet med hebraisk at Guds folk sikkert godt kunne forstå det. Og på grund af familiebåndet forbød Jehova israelitterne at gå i krig mod ammonitterne. (5. Mos. 2:19) Men i dommertiden slog ammonitterne sig sammen med den moabitiske konge Eglon om at undertrykke Israel. (Dom. 3:12-15, 27-30) Senere, da Saul blev gjort til konge, angreb ammonitterne Israel. (1. Sam. 11:1-4) Og i Joshafats dage slog Ammon og Moab sig igen sammen og forsøgte at invadere det lovede land. – 2. Krøn. 20:1, 2.

7. Hvordan behandlede moabitterne deres slægtninge, israelitterne?

⁷ Moabitterne var også efterkommere af Lot, men gennem Lots ældste datter. (1. Mos. 19:36, 37) Jehova sagde til israelitterne at de ikke måtte gå i krig mod Moab. (5. Mos. 2:9)  Men moabitterne viste ikke samme venlighed. I stedet for at hjælpe deres slægtninge da de var sluppet væk fra slaveriet i Egypten, prøvede de at hindre dem i at komme ind i det lovede land. Den moabitiske konge Balak bestak Bileam til at forbande israelitterne, og Bileam fortalte Balak hvordan han skulle lokke de israelitiske mænd til seksuel umoral og afgudsdyrkelse. (4. Mos. 22:1-8; 25:1-9; Åb. 2:14) I flere hundrede år, helt frem til Ezekiels tid, blev moabitterne ved med at undertrykke deres slægtninge. – 2. Kong. 24:1, 2.

8. Hvorfor omtalte Jehova edomitterne og israelitterne som brødre, men hvad gjorde edomitterne?

⁸ Edomitterne var efterkommere af Jakobs tvillingebror, Esau. Deres forbindelse med Israel var så tæt at Jehova omtalte edomitterne og israelitterne som brødre. (5. Mos. 2:1-5; 23:7, 8) Alligevel var edomitterne fjender af Israel fra udgangen af Egypten og helt frem til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. (4. Mos. 20:14, 18; Ezek. 25:12) På det tidspunkt frydede edomitterne sig over det der skete med Israel. De opfordrede babylonierne til at ødelægge Jerusalem, og de forhindrede endda flygtende israelitter i at slippe væk og udleverede dem til fjenden. – Sl. 137:7; Obad. 11, 14.

9, 10. (a) Hvad skete der med Ammon, Moab og Edom? (b) Hvad viser at ikke alle i disse nationer var fjender af Israel?

⁹ Jehova krævede de nationer der var i familie med Israel, til regnskab for den måde de behandlede hans folk på. Jehova sagde at han ville ‘overgive ammonitterne til Østens folk’, og at ‘ammonitterne ikke længere ville blive husket blandt nationerne’. Og han erklærede: “Jeg vil eksekvere dom i Moab, og de skal vide at jeg er Jehova.” (Ezek. 25:10, 11) Der gik kun cirka fem år efter Jerusalems fald, så begyndte de profetier at blive opfyldt, for babylonierne indtog Ammon og Moab. Hvad Edom angår, havde Jehova sagt at han ville “udrydde både mennesker og husdyr i landet” og “lægge det øde”. (Ezek. 25:13) Det gik som forudsagt – Ammon, Moab og Edom ophørte til sidst med at eksistere. – Jer. 9:25, 26; 48:42; 49:17, 18.

¹⁰ Det var dog ikke alle i disse nationer der var fjender af Guds folk. For eksempel nævnes ammonitten Selek og moabitten Jitma blandt kong Davids dygtige krigere. (1. Krøn. 11:26, 39, 46; 12:1) Og den moabitiske kvinde Ruth blev en af Jehovas loyale tilbedere. – Ruth 1:4, 16, 17.

11. Hvad kan vi lære af Israels forhold til Ammon, Moab og Edom?

¹¹ Hvad kan vi lære af Israels forhold til disse nationer? For det første var det da Israel sænkede paraderne, at de fordærvede religiøse skikke som deres slægtninge fulgte, begyndte at snige sig ind – deriblandt tilbedelsen af moabitternes gud Baal-Peor og ammonitternes gud Molek. (4. Mos. 25:1-3;  1. Kong. 11:7) Noget lignende kunne ske for os. Vi kan komme ud for at ikketroende slægtninge prøver at presse os til at gå på kompromis. Måske har de svært ved at forstå hvorfor vi ikke holder påske, giver eller modtager julegaver eller deltager i andre populære skikke der er knyttet til falsk religion. Det kan være at de i den bedste mening prøver at få os til at slække bare lidt på vores holdninger. Men hvor er det vigtigt at vi aldrig giver efter for sådan et pres! Israels historie viser os tydeligt at selv et lille kompromis kan have katastrofale konsekvenser.

12, 13. Hvilken modstand kan vi komme ud for, og hvad kan der ske hvis vi forbliver loyale?

¹² Vi kan også lære en anden vigtig ting af Israels erfaringer med Ammon, Moab og Edom. Vi kan møde hård modstand fra ikketroende familiemedlemmer. Jesus advarede om at det budskab vi forkynder, vil “skabe splittelse – mellem en mand og hans far og mellem en datter og hendes mor”. (Matt. 10:35, 36) Jehova sagde til israelitterne at de ikke skulle indlede konflikter med deres slægtninge, og vi søger heller ikke konfrontation med vores ikketroende familie. Men vi skal på den anden side heller ikke blive overrasket når vi kommer ud for modstand. – 2. Tim. 3:12.

¹³ Selv hvis familiemedlemmer ikke er direkte modstandere af vores tilbedelse, må vi ikke lade dem blive vigtigere for os end Jehova. Hvorfor ikke? Fordi Jehova fortjener den største plads i vores hjerte. (Læs Matthæus 10:37). Og hvis vi forbliver loyale mod ham, kan nogle i vores familie vise sig at være som Selek, Jitma og Ruth og få lyst til at tilbede Jehova sammen med os. (1. Tim. 4:16) Så vil de få den glæde at tjene den eneste sande Gud og mærke hans kærlige omsorg og beskyttelse.

14, 15. Hvordan behandlede filistrene israelitterne?

¹⁴ Filistrene var udvandret fra øen Kreta til det land Jehova senere lovede at Abraham og hans efterkommere skulle få. Både Abraham og Isak havde kontakt med dem. (1. Mos. 21:29-32; 26:1) Da israelitterne kom ind i det lovede land, var filistrene vokset til en stærk nation med en drabelig hær. De tilbad falske guder som Baal-Zebub og Dagon. (1. Sam. 5:1-4; 2. Kong. 1:2, 3) I perioder tilbad israelitterne også disse guder. – Dom. 10:6.

¹⁵ Fordi israelitterne svigtede Jehova, lod han filistrene undertrykke dem i mange år. (Dom. 10:7, 8; Ezek. 25:15) Filistrene lagde urimelige begrænsninger på israelitterne * og dræbte mange af dem i kamp. (1. Sam. 4:10) Men når israelitterne  angrede og vendte tilbage til Jehova, reddede han dem. Han udfriede sit folk ved hjælp af mænd som Samson, Saul og David. (Dom. 13:5, 24; 1. Sam. 9:15-17; 18:6, 7) Og som Ezekiel forudsagde, blev filistrene ‘straffet strengt’ da babylonierne og senere grækerne invaderede deres land. – Ezek. 25:15-17.

16, 17. Hvad kan vi lære af israelitternes forhold til filistrene?

¹⁶ Hvad kan vi lære af israelitternes forhold til filistrene? Jehovas folk i vores tid har mødt stærk modstand fra nogle af de mest magtfulde nationer der har eksisteret. Men til forskel fra Israel er vi forblevet loyale mod Jehova. Fra tid til anden kan det godt se ud til at fjenderne af den rene tilbedelse vil sejre. I begyndelsen af det 20. århundrede forsøgte myndighederne i USA for eksempel at standse Jehovas folk ved at idømme de ledende brødre årelange fængselsstraffe. Under Anden Verdenskrig forsøgte nazisterne i Tyskland at udrydde Guds folk – de fængslede tusindvis og slog flere hundrede ihjel. Efter krigen indledte Sovjetunionen en langvarig kamp mod Jehovas Vidner hvor de sendte vores brødre i arbejdslejr eller i eksil i fjerne dele af landet.

¹⁷ Regeringer vil måske blive ved med at forbyde vores forkyndelse, fængsle Jehovas tjenere og endda slå nogle af os ihjel. Bør det få os til at give efter for frygt eller at miste troen? Nej! Jehova vil bevare sit loyale folk. (Læs Matthæus 10:28-31). Vi har allerede set flere magtfulde og undertrykkende regeringer forsvinde, mens Jehovas folk er blevet ved med at vokse og trives. Inden længe vil det gå alle menneskeskabte regeringer ligesom det gik filistrene – de vil blive tvunget til at vide hvem Jehova er. Og ligesom filistrene vil de helt ophøre med at eksistere!

18. Hvilken slags imperium var Tyrus centrum for?

¹⁸ Tyrus * var centrum for et af de største handelsimperier i oldtiden. Mod vest havde Tyrus spundet et net af handelsruter på kryds og tværs af Middelhavet. Mod øst havde den et net af ruter der forbandt den med fjerne riger. I århundreder forøgede Tyrus sin enorme rigdom ved at handle med disse fjerntliggende riger. Byens købmænd og handelsmænd blev så rige at de betragtede sig selv som fyrster. – Esa. 23:8.

19, 20. Hvilken forskel var der på Tyrus’ indbyggere og Gibeons indbyggere?

¹⁹ Under kong Davids og kong Salomons styre havde israelitterne nære handelsforbindelser med indbyggerne i Tyrus, der hjalp dem med materialer og håndværkere til byggeriet af Davids palads og senere Salomons tempel. (2. Krøn. 2:1, 3, 7-16) Tyrus oplevede nationen Israel i en god periode. (1. Kong. 3:10-12; 10:4-9) Og tænk bare på den mulighed som tusindvis af indbyggere fra Tyrus havde for at lære om den rene tilbedelse, lære Jehova at kende og se de mange fordele der er ved at tjene den sande Gud!

²⁰ Men Tyrus’ indbyggere greb ikke denne mulighed – de holdt fast ved deres materialistiske indstilling. De gjorde ikke som indbyggerne i den stærke kanaanæiske by Gibeon, der efter blot at have hørt om Jehovas vældige gerninger ønskede at blive hans tjenere. (Jos. 9:2, 3, 22 – 10:2) Faktisk endte indbyggerne i Tyrus med at blive fjender af Guds folk, og de solgte endda nogle af israelitterne som slaver. – Sl. 83:2, 7; Joel 3:4, 6; Amos 1:9.

21, 22. Hvad skete der med Tyrus, og hvorfor?

²¹ Gennem Ezekiel sagde Jehova til disse modstandere: “Jeg kommer imod dig, Tyrus, og jeg vil få mange nationer til at rejse sig imod dig, ligesom havet rejser sine bølger. De  vil ødelægge Tyrus’ mure og rive dens tårne ned, og jeg vil skrabe jorden væk og gøre byen til en lys, nøgen klippe.” (Ezek. 26:1-5) Indbyggerne i Tyrus var sikre på at deres rigdom ville beskytte dem. De følte ligefrem at deres rigdom gav dem samme beskyttelse som øbyens 46 meter høje mur. Her var Salomons advarsel på sin plads: “Den riges velstand er hans befæstede by; i hans fantasi er den som en mur der beskytter ham.” – Ordsp. 18:11.

²² Da babylonierne og senere grækerne opfyldte Ezekiels profeti, gik det op for Tyrus’ indbyggere at det kun var i deres fantasi at deres rigdom og deres mur var en beskyttelse. Efter at have ødelagt Jerusalem belejrede babylonierne Tyrus i 13 år. (Ezek. 29:17, 18) Senere, i 332 f.v.t., opfyldte Alexander den Store en interessant detalje i de profetier Ezekiel udtalte. * Hans hær samlede ruinerne af fastlandsbyen sammen, kastede det hele – sten, træværk og jord – i havet og byggede en dæmning ud til øbyen. (Ezek. 26:4, 12) Alexander brød igennem murene, udplyndrede byen, slog tusindvis af soldater og indbyggere ihjel og solgte titusinder som slaver. Indbyggerne i Tyrus blev tvunget til at kende Jehova da de på den hårde måde lærte at deres ‘store velstand’ ikke var nogen varig beskyttelse. – Ezek. 27:33, 34.

23. Hvad kan vi lære af det der skete med Tyrus’ indbyggere?

²³ Hvad kan vi lære af det der skete med Tyrus’ indbyggere? Vi må aldrig lade “rigdommens bedragende magt” få os til at stole på materielle ting og betragte dem som en beskyttende mur. (Matt. 13:22) Vi kan ikke “være trælle for både Gud og Rigdom”. (Læs Matthæus 6:24). Kun de der tjener Jehova af hele deres sjæl, kan virkelig føle sig trygge. (Matt. 6:31-33; Joh. 10:27-29) Profetierne om afslutningen på denne verdensordning vil blive opfyldt ned til mindste detalje, lige så præcist som profetierne om Tyrus blev opfyldt. De der stoler på deres rigdom, vil blive tvunget til at vide hvem Jehova er, når han ødelægger denne verdens grådige og selviske kommercielle system.

24-26. (a) Hvorfor omtalte Jehova Egypten som “et halmstrå”? (b) Hvordan ignorerede kong Sidkija Jehovas befaling, og hvad førte det til?

²⁴ Fra Josefs tid og helt frem til den tid hvor babylonierne marcherede mod Jerusalem, havde Egypten haft stor politisk indflydelse på det område hvor det lovede land lå. Egyptens århundredlange historie kunne få landet til at virke stærkt og stabilt, som et stort, gammelt træ. Men sammenlignet med Jehova var det svagt – ikke stærkere end “et halmstrå”. – Ezek. 29:6.

 ²⁵ Det stod dog ikke klart for den frafaldne kong Sidkija at Egypten var en svag nation. Gennem profeten Jeremias havde Jehova tilskyndet Sidkija til at underkaste sig Babylons konge. (Jer. 27:12) Sidkija aflagde endda ed i Jehovas navn på at han ikke ville gøre oprør mod Nebukadnesar. Men han ignorerede Jehovas befaling, brød sit løfte til Nebukadnesar og bad Egypten om hjælp i kampen mod babylonierne. (2. Krøn. 36:13; Ezek. 17:12-20) De israelitter der stolede på Egyptens politiske magt, skabte store problemer for sig selv. (Ezek. 29:7) Egypten har måske virket lige så uovervindeligt som ‘et stort havuhyre’. (Ezek. 29:3, 4) Men Jehova sagde at han ville gøre med Egypten hvad en jæger ville gøre med en nilkrokodille – han ville sætte kroge i Egyptens kæber og trække det afsted til ødelæggelse. Det gjorde han da han sendte babylonierne afsted for at indtage landet. – Ezek. 29:9-12, 19.

²⁶ Hvad skete der med den illoyale Sidkija? Fordi denne ‘onde høvding’ gjorde oprør mod Jehova, forudsagde Ezekiel at han ville miste sin krone, og at hans herredømme ville ende katastrofalt. Men Ezekiel gav også håb. (Ezek. 21:25-27) Jehova fik ham til at forudsige at en i den kongelige slægtslinje, en der havde “retten til det”, ville få overdraget tronen. I det næste kapitel skal vi se hvem det viste sig at være.

27. Hvad kan vi lære af israelitternes forhold til Egypten?

 ²⁷ Hvad kan vi lære af israelitternes forhold til Egypten? Jehovas tjenere i dag må undgå at sætte deres lid til politiske systemer og tro at de kan give varig tryghed. Selv i vores tanker må vi undgå at være “en del af verden”. (Joh. 15:19; Jak. 4:4) Det politiske system kan måske virke stærkt, men er i virkeligheden svagt som et halmstrå, ligesom Egypten var. Det ville være meget kortsynet af os at sætte vores lid til dødelige mennesker i stedet for at stole på universets almægtige og suveræne Herre. – Læs Salme 146:3-6.

28-30. Hvilken forskel er der mellem den måde nationerne kommer til at kende Jehova på, og den måde vi kender Jehova på?

²⁸ Adskillige gange i Ezekiels Bog erklærer Jehova om nationerne: “De skal vide at jeg er Jehova.” (Ezek. 25:17) Disse ord blev opfyldt i fortiden da Jehova eksekverede dom over sit folks fjender. Men de vil få en større opfyldelse her i vores tid. Hvordan?

²⁹ Ligesom Guds folk i fortiden er vi omringet af nationer der tror at vi er lige så forsvarsløse som et enligt får. (Ezek. 38:10-13) Kapitel 17 og 18 vil handle om det ondsindede totalangreb nationerne snart vil rette mod Guds folk. Når de gør det, vil de forstå hvem der virkelig har magten. De vil blive tvunget til at kende Jehova – erkende hans suveræne magt – når han udsletter dem i Harmagedonkrigen. – Åb. 16:16; 19:17-21.

³⁰ I modsætning til dem vil vi blive beskyttet af Jehova og velsignet af ham. Hvorfor? Fordi vi allerede har vist at vi kender Jehova. Det har vi gjort ved at stole på ham, adlyde ham og give ham den rene tilbedelse han fortjener. – Læs Ezekiel 28:26.