Et brev fra Det Styrende Råd
Kære trosfælle
Som du ved, handler Bibelen i høj grad om mennesker. Mange af dem var loyale tjenere for Jehova som mødte udfordringer der minder om vores, og som kæmpede med de samme følelser som os. (Jakob 5:17) Nogle var tynget af problemer og bekymringer. Andre blev dybt såret af familiemedlemmer eller trosfæller. Og andre igen var plaget af skyldfølelse fordi de havde begået nogle fejl.
Men betød det at de havde forladt Jehova fuldstændigt? Nej. Mange af dem havde det som salmisten der i en bøn sagde: “Jeg flakker om som et bortkommet får; led efter din tjener, for jeg har ikke glemt dine bud.” (Salme 119:176) Kan du genkende de følelser?
Jehova glemmer aldrig de får der er kommet væk fra folden. Han rækker derimod hånden frem for at hjælpe dem, ofte gennem deres trosfæller. Tænk for eksempel på hvordan Jehova tog sig af sin tjener Job da han pludselig kom ud for adskillige kriser. Job oplevede blandt andet svære økonomiske problemer, dødsfald i den nærmeste familie og alvorlig sygdom. Han oplevede også hvordan nogle af dem der burde have støttet ham, i stedet sårede ham med deres udtalelser. Alt dette fik ham dog ikke til at vende Jehova ryggen, selvom hans tanker i en periode førte ham på vildspor. (Job 1:22; 2:10) Hvordan hjalp Jehova Job?
Det gjorde han blandt andet gennem Elihu, en af Jobs trosfæller. Da Job fortalte hvad der gik ham på, lyttede Elihu opmærksomt. Men Elihu følte sig også tilskyndet til at sige noget. Valgte han nu at kritisere Job eller at give ham skyldfølelse? Så han ned på Job? Bestemt ikke! Tilskyndet af Guds ånd sagde Elihu: “For den sande Gud er jeg som du; også jeg er dannet af ler.” Derefter beroligede han Job og sagde: “Intet pres fra mig vil hvile tungt på dig.” (Job 33:6, 7) I stedet for at lægge endnu flere byrder på Job gav Elihu ham kærligt de råd og den opmuntring han havde brug for.
Vi har udarbejdet denne brochure i samme ånd. Det første vi gjorde, var at undersøge hvad der har fået nogle til at glide væk fra sandheden, og hvad de selv har sagt om deres situation. (Ordsprogene 18:13) Under bøn så vi derefter nærmere på nogle beretninger i Bibelen om hvordan Jehova hjalp sine tjenere i fortiden når de oplevede lignende problemer. Til sidst sammenholdt vi disse beretninger med erfaringer fra nutiden og samlede dem i denne brochure. Vi håber inderligt at du vil tage dig tid til at læse den. Du skal vide at vi elsker dig højt.
Jehovas Vidners Styrende Råd