1. Krønikebog 21:1-30
21 Senere trådte Satan* op imod Israel og æggede+ David til at holde folketælling over Israel.
2 David sagde derfor til Joʹab+ og folkets øverster: „Gå hen og tæl+ Israel fra Beʹer-Sjeʹba+ til Dan+ og bring [resultatet] til mig, så jeg kender tallet på dem.“+
3 Men Joʹab sagde: „Måtte Jehova føje hundrede gange så mange til sit folk som de er.+ Min herre konge, tilhører de ikke alle min herre som tjenere? Hvorfor søger min herre dette?+ Hvorfor skulle han blive årsag til skyld for Israel?“
4 Kongen stod imidlertid fast på sit ord+ over for Joʹab, så Joʹab gik ud+ og rejste omkring i hele Israel, hvorpå han kom hjem til Jerusalem.+
5 Joʹab overgav nu tallet på de mønstrede i folket til David; og hele Israel udgjorde en million* og et hundrede tusind mænd bevæbnede med sværd,+ og Juda udgjorde fire hundrede og halvfjerds tusind mænd bevæbnede med sværd.
6 Leʹvi+ og Benjamin mønstrede han dog ikke iblandt dem,+ for kongens ord havde vakt afsky hos Joʹab.
7 Imidlertid var dette ondt i den [sande] Guds øjne,+ og han slog Israel.
8 Da sagde David til den [sande] Gud: „Jeg har begået en stor synd+ ved at jeg har gjort dette. Så bær dog nu over med din tjeners misgerning,+ for jeg har handlet meget tåbeligt.“+
9 Så talte Jehova til Gad,+ Davids seer,+ og sagde:
10 „Gå hen og tal til David og sig: ’Således har Jehova sagt: „Jeg tilbyder dig tre ting.+ Vælg dig en af dem, og så vil jeg gøre det mod dig.“’“+
11 Gad gik så ind til David+ og sagde til ham: „Således har Jehova sagt: ’Bestem dig for at modtage:
12 enten tre år med hungersnød,+ eller tre måneder hvor du fejes bort foran dine modstandere+ og hvor dine fjenders sværd indhenter [dig], eller tre dage med Jehovas sværd,+ ja, pest,+ i landet, idet Jehovas engel bringer ødelæggelse+ i hele Israels område.’ Og afgør nu hvad jeg skal svare den der sendte mig.“
13 David sagde da til Gad: „Jeg er meget hårdt trængt. Lad mig hellere falde i Jehovas hånd,+ for hans barmhjertighed er meget stor;+ men lad mig ikke falde i menneskers hånd.“+
14 Da bragte Jehova pest+ over Israel, og halvfjerds tusind mand i Israel døde.+
15 Desuden sendte den [sande] Gud en engel til Jerusalem for at lægge den øde;+ men da ødelæggelsen tog fat, så Jehova det og fortrød ulykken,+ så han sagde til engelen der forårsagede ødelæggelsen: „Nu er det nok;+ lad din hånd synke.“ Jehovas engel stod da lige ved jebusitten+ Orʹnans* tærskeplads.+
16 Da David løftede sine øjne, så han Jehovas engel+ stå mellem jorden og himmelen med sit dragne sværd+ i hånden, rakt ud imod Jerusalem. David og de ældste, klædte i sæk,+ faldt straks på deres ansigter,+
17 og David sagde til den [sande] Gud: „Var det ikke mig der gav ordre til at tælle folket, og er det ikke mig* der har syndet og handlet virkelig ondt?+ Men denne hjord,+ hvad har den gjort? Jehova, min Gud, lad dog din hånd komme over mig og mit fædrenehus, men ikke over dit folk,+ som en plage.“
18 Og Jehovas engel sagde til Gad+ at han skulle sige til David at David skulle gå op og rejse Jehova et alter på jebusitten Orʹnans tærskeplads.+
19 Da gik David derop på det ord som Gad havde fremført i Jehovas navn.+
20 I mellemtiden vendte Orʹnan+ tilbage og så engelen; og hans fire sønner der var hos ham gemte sig. Orʹnan var i færd med at tærske hvede.
21 Da David nåede hen til Orʹnan, så Orʹnan op og fik øje på David+ og gik ud fra tærskepladsen og bøjede sig for David med ansigtet mod jorden.
22 Derpå sagde David til Orʹnan: „Giv mig stedet med tærskepladsen, så jeg kan bygge et alter for Jehova på den. Giv mig+ den for den fulde pris,+ så plagen+ blandt folket kan standse.“
23 Da sagde Orʹnan til David: „Tag den+ og lad den tilhøre dig, og måtte min herre kongen gøre hvad der synes godt i hans øjne. Se, jeg giver hornkvæget+ til brændofrene, og tærskeslæden+ til brændsel,+ og hveden som et kornoffer. Jeg giver det hele.“+
24 Men kong David sagde til Orʹnan: „Nej, jeg vil virkelig købe det for den fulde pris;+ jeg vil nemlig ikke frembære noget som er dit for Jehova eller ofre brændofre som ikke koster noget.“
25 Så gav David Orʹnan seks hundrede sekel* guld efter vægt for stedet.+
26 Derpå byggede David et alter+ for Jehova dér og ofrede brændofre og fællesskabsofre og påkaldte Jehova,+ som da svarede ham med ild+ fra himmelen på brændofferalteret.
27 Og Jehova gav ordre til engelen,+ og den stak sit sværd i skeden igen.
28 På det tidspunkt, da David så at Jehova havde svaret ham på jebusitten Orʹnans tærskeplads, fortsatte han med at bringe ofre dér.+
29 Men Jehovas teltbolig, som Moses havde lavet i ørkenen, samt brændofferalteret var på det tidspunkt på højen i Giʹbeon.+
30 Dog havde David ikke kunnet gå hen foran det for at søge Gud,* for han var blevet skræmt+ af Jehovas engels sværd.
Fodnoter
^ El.: „en modstander“. Hebr.: Satanʹ; syr.: Satana’; LXX: „Djævelen“; lat.: Saʹtan.
^ Ordr.: „tusind tusind“.
^ „og er det ikke mig“. Ordr.: „og jeg [er] ham“; hebr.: wa’anī-hu’ʹ. Gr.: kai egōʹ eimiʹ. Udtrykket ’anīʹ hu’, „jeg [er] ham“, bruges her af et menneske, David. Andre steder i M bruges det af Gud i betydningen „det er mig“ el. „jeg er den samme“. Se 5Mo 32:39; Es (41:4; 43:10, 13; 46:4; 48:12; 52:6).
^ Se Till. 8A.
^ „Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ; gr.: ton theonʹ; Sy: „Jehova“; lat.: Deʹum.
