1. Kongebog 2:1-46
2 Nu nærmede dagene sig da David skulle dø,+ og han gav derfor sin søn Salomon følgende påbud:
2 „Jeg går nu al jordens gang,+ så du skal være stærk+ og være en mand+
3 og holde forpligtelsen over for Jehova din Gud ved at vandre på hans veje,+ overholde hans forskrifter, hans bud og hans retsbestemmelser+ og hans vidnesbyrd,* efter det som står skrevet i Mose lov,+ for at du kan handle med indsigt i alt hvad du gør og overalt hvor du vender dig hen,
4 for at Jehova kan opfylde det ord han udtalte om mig+ da han sagde: ’Hvis dine sønner+ vil vogte på deres vej, så de af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl vandrer+ for mit ansigt i sandhed,*+ vil du aldrig komme til at mangle en mand på Israels trone.’+
5 Desuden ved du også selv hvad Joʹab, Zeruʹjas søn, gjorde mod mig+ med det han gjorde mod Israels to hærførere, Abʹner,+ Ners søn, og Amaʹsa,+ Jeʹters søn,+ da han dræbte dem og udgød krigsblod+ i fredstid og fik krigsblod på bæltet der var om hans hofter, og på sandalerne der var på hans fødder.
6 Og du skal handle i overensstemmelse med din visdom+ og ikke lade hans grå hår gå ned i Sheʹol*+ med fred.+
7 Og mod gileaditten Barzilʹlajs+ sønner skal du handle loyalt,* så de er blandt dem der spiser ved dit bord,+ for sådan stod de mig bi+ da jeg flygtede for din broder Abʹsalom.+
8 Og se, du har benjaminitten Sjimʹi,+ Geʹras søn, fra Bahuʹrim,+ hos dig. Han nedkaldte jo ondt over mig med en krænkende forbandelse+ den dag jeg drog til Mahanaʹjim;+ men han kom ned for at møde mig ved Jordan,+ så jeg svor over for ham ved Jehova og sagde: ’Jeg vil ikke lade dig dø ved sværdet!’+
9 Men nu, lad ham ikke gå ustraffet,+ for du er en vís+ mand og ved hvad du skal gøre med ham, så du bringer hans grå+ hår ned til Sheʹol med blod.“+
10 Derpå lagde David sig til hvile hos sine fædre+ og blev begravet i Davidsbyen.+
11 Og de dage hvori David havde regeret over Israel, udgjorde fyrre år.+ I Heʹbron+ regerede han i syv år,+ og i Jerusalem regerede han i treogtredive år.+
12 Og Salomon satte sig på sin fader Davids trone,+ og hans kongedømme blev solidt grundfæstet.+
13 Adoniʹja, Hagʹgits søn, kom nu til Salomons moder Batʹseba.+ Hun sagde da: „Kommer du med fred?“+ hvortil han sagde: „Med fred.“
14 Han sagde videre: „Jeg har noget at tale med dig om.“ Hun sagde da: „Sig frem.“+
15 Han fortsatte: „Du ved at kongemagten ville være blevet min, og at hele Israel havde rettet ansigtet mod mig som den der skulle være konge.+ Men kongemagten overgik til min broder, for det skyldtes Jehova at han fik den.+
16 Og nu er der én ting jeg gerne vil bede dig om; afvis mig ikke.“+ Hun sagde da: „Sig frem.“
17 Han fortsatte: „Jeg beder dig sige til kong Salomon (for han vil ikke afvise dig) at han skal give mig sjunemitten+ Aʹbisjag+ til hustru.“
18 Da sagde Batʹseba: „Godt! Jeg skal tale din sag for kongen.“
19 Batʹseba gik så ind til kong Salomon for at tale Adoniʹjas sag for ham.+ Kongen rejste sig+ da for at gå hende i møde og bøjede sig for hende.+ Derpå satte han sig på sin trone og lod en trone opstille til kongens moder, så hun sad ved hans højre hånd.+
20 Hun sagde nu: „Jeg har en lille ting jeg gerne vil bede dig om; afvis mig ikke.“ Kongen sagde da til hende: „Fremfør din anmodning, moder, for jeg vil ikke afvise dig.“
21 Hun sagde da: „Lad din broder Adoniʹja få sjunemitten Aʹbisjag til hustru.“
22 Da svarede kong Salomon og sagde til sin moder: „Hvorfor beder du dog om sjunemitten Aʹbisjag til Adoniʹja? Bed også om kongedømmet+ til ham, for han er min broder, ældre end jeg,+ ja, til ham og til præsten Ebʹjatar+ og til Joʹab,+ Zeruʹjas+ søn.“
23 Derpå svor kong Salomon ved Jehova idet han sagde: „Måtte Gud gøre således med mig, og måtte han føje mere til,+ om ikke Adoniʹja har talt dette mod sin egen sjæl.+
24 Og nu, så sandt Jehova lever,+ han som har grundfæstet mig+ og sat mig på min fader Davids trone+ og som har rejst mig et hus,+ sådan som han lovede:+ i dag skal Adoniʹja lide døden.“+
25 Og kong Salomon sendte straks bud ved Benaʹja,+ Joʹjadas søn, og han stødte ham ned, og han døde.*+
26 Og til præsten Ebʹjatar+ sagde kongen: „Gå til Aʹnatot,+ til dine marker, for du fortjener at dø;*+ men jeg vil ikke lade dig dø i dag, for du bar den [suveræne] Herre Jehovas+ ark foran min fader David+ og led nød i al den tid min fader led nød.“+
27 Så jog Salomon Ebʹjatar bort, så han ikke kunne være præst for Jehova, og opfyldte således det ord som Jehova havde talt mod Eʹlis hus+ i Siʹlo.+
28 I mellemtiden nåede rygtet frem til Joʹab+ — Joʹab havde nemlig holdt med Adoniʹja,+ men Abʹsalom* havde han ikke holdt med+ — så Joʹab flygtede til Jehovas telt+ og greb fat i alterets horn.+
29 Det blev da meddelt kong Salomon: „Joʹab er flygtet til Jehovas telt, og dér er han ved siden af alteret.“ Da sendte Salomon Benaʹja, Joʹjadas søn, af sted, idet han sagde: „Gå hen og stød ham ned.“+
30 Da Benaʹja kom til Jehovas telt, sagde han til ham: „Således har kongen sagt: ’Kom ud!’“ Men han sagde: „Nej! for her+ vil jeg dø.“ Så sendte Benaʹja bud tilbage til kongen og sagde: „Sådan sagde Joʹab, og sådan svarede han mig.“
31 Da sagde kongen til ham: „Gør som han siger og stød ham ned; og du skal begrave ham og fjerne det blod*+ som Joʹab uretmæssigt har udgydt,+ fra mig og fra min faders hus.
32 Og Jehova vil lade hans blod komme over hans eget hoved,+ for han overfaldt to mænd, retfærdigere og bedre end han,+ og dræbte dem med sværdet uden at min fader David vidste det,+ nemlig Abʹner,+ Ners søn, Israels hærfører,+ og Amaʹsa,+ Jeʹters søn, Judas hærfører.+
33 Og deres blod skal komme over Joʹabs hoved og over hans afkoms hoved evindelig;+ men David+ og hans afkom og hans hus og hans trone skal have fred fra Jehova evindelig.“+
34 Da gik Benaʹja, Joʹjadas søn, op+ og stødte ham ned og lod ham dø;+ og han blev begravet i sit hus i ørkenen.
35 Derpå satte kongen Benaʹja,+ Joʹjadas søn, over hæren i stedet for ham,+ og kongen satte præsten Zaʹdok* i stedet for Ebʹjatar.+
36 Kongen sendte nu bud og tilkaldte Sjimʹi+ og sagde til ham: „Byg dig et hus i Jerusalem og bosæt dig dér, men du må ikke gå bort derfra, hverken til det ene eller det andet sted.
37 Og den dag du går ud og overskrider Keʹdrons Regnflodsdal,+ skal du afgjort vide at du visselig skal dø.+ Dit blod kommer over dit eget hoved.“+
38 Da sagde Sjimʹi til kongen: „Det ord er godt; som min herre kongen har talt, sådan vil din tjener gøre.“ Derpå boede Sjimʹi i Jerusalem i mange dage.
39 Så skete det, efter tre års forløb, at to af Sjimʹis trælle+ løb bort til Aʹkisj,+ Maʹakas søn, kongen i Gat.+ Det fortalte man nu til Sjimʹi idet man sagde: „Se, dine trælle er i Gat.“
40 Da brød Sjimʹi op og sadlede sit æsel og tog til Aʹkisj i Gat for at søge efter sine trælle; Sjimʹi tog altså af sted og hentede sine trælle i Gat.
41 Imidlertid fortalte man Salomon at Sjimʹi var taget fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage,
42 så kongen sendte bud og tilkaldte+ Sjimʹi og sagde til ham: „Tog jeg dig ikke i ed ved Jehova og advarede dig+ idet jeg sagde: ’Den dag du drager ud og rejser et eller andet sted hen, skal du afgjort vide at du visselig skal dø,’ og du sagde til mig: ’Det ord jeg har hørt, er godt’?+
43 Hvorfor har du da ikke overholdt Jehovas ed+ og det påbud som jeg gav dig?“+
44 Og kongen sagde videre til Sjimʹi: „Du kender selv alt det onde som dit hjerte véd at du gjorde mod min fader David,+ og Jehova vil lade din ondskab komme over dit eget hoved.+
45 Men kong Salomon vil være velsignet,+ og Davids trone vil være grundfæstet for Jehovas ansigt evindelig.“*+
46 Derpå gav kongen Benaʹja, Joʹjadas søn, befaling, og han gik ud og stødte ham ned, og han døde.+
Og riget var grundfæstet i Salomons hånd.+
Fodnoter
^ El.: „påmindelser“, „formaninger“.
^ El.: „trofasthed“.
^ „i Sheol“. Hebr.: sje’olʹ; gr.: eis haiʹdou; syr.: lasjiul; lat.: ad inʹferos. Se Till. 4B.
^ El.: „med loyal hengivenhed“.
^ „og Adonija døde den dag“, LXX.
^ Ordr.: „for du er en dødens mand“.
^ „Absalom“, MLXXBVg; LXXSyVgc: „Salomon“.
^ Ordr. plur. om meget blod, udgydt blod.
^ LXX tilføjer: „som ypperstepræst“.
^ El.: „for Jehovas ansigt til fjerne tider“.
