1. Kongebog 21:1-29
21 Efter disse begivenheder skete der følgende: Jizre’elitten Naʹbot havde en vingård som lå i Jizʹre’el+ ved siden af kong Aʹkab af Samaʹrias palads.
2 Aʹkab talte da med Naʹbot og sagde: „Giv+ mig din vingård,+ så jeg kan have den som urtehave,+ for den ligger nær ved mit hus, og lad mig i stedet for den give dig en vingård der er bedre end den. [Eller] hvis du synes bedre om det,+ giver jeg dig penge som betaling for den.“
3 Men Naʹbot sagde til Aʹkab: „Af respekt for Jehova+ kunne det aldrig falde mig ind+ at give dig mine forfædres arvelod.“+
4 Aʹkab gik da ind i sit hus, misfornøjet og nedtrykt over det som jizre’elitten Naʹbot havde udtalt over for ham da han sagde: „Jeg giver dig ikke mine forfædres arvelod.“ Så lagde han sig på sit leje og vendte ansigtet bort+ og spiste ingen mad.
5 Til sidst kom hans hustru Jeʹsabel+ ind til ham, og hun sagde til ham: „Hvordan kan det være at din ånd er nedbøjet+ og du ingen mad spiser?“
6 Da sagde han til hende: „Fordi jeg talte med jizre’elitten Naʹbot og sagde til ham: ’Giv mig din vingård for penge, eller hvis du har lyst, giver jeg dig en anden vingård i stedet for den.’ Men han sagde: ’Jeg giver dig ikke min vingård.’“+
7 Da sagde hans hustru Jeʹsabel til ham: „Er det dig der udøver kongemagten i Israel nu?+ Rejs dig, spis noget mad og lad dit hjerte være vel til mode. Jeg vil give dig jizre’elitten Naʹbots vingård.“+
8 Hun skrev så nogle breve+ i Aʹkabs navn og forseglede dem med hans segl+ og sendte brevene til de ældste+ og til de fornemme i hans by, som boede sammen med Naʹbot.
9 Og hun skrev i brevene:+ „Udråb en faste og sæt Naʹbot øverst blandt folket.
10 Og lad to mænd,+ uslinge,*+ sidde over for ham og lad dem vidne imod ham+ og sige: ’Du har forbandet* Gud og kongen!’+ Før ham så ud og sten ham til døde.“+
11 Mændene i hans by, de ældste og de fornemme som boede i hans by, gjorde da som Jeʹsabel havde sendt bud til dem om, sådan som der stod skrevet i de breve som hun havde sendt til dem.+
12 De udråbte en faste+ og satte Naʹbot øverst blandt folket.
13 Derpå kom de to mænd, uslingene, ind og satte sig over for ham, og mændene, uslingene, vidnede imod ham, Naʹbot, over for folket idet de sagde: „Naʹbot har forbandet* Gud og kongen!“+ Så førte de ham ud uden for byen og dængede ham til med sten så han døde.+
14 Dernæst sendte de bud til Jeʹsabel og sagde: „Naʹbot er blevet stenet til døde.“+
15 Så snart Jeʹsabel nu hørte at Naʹbot var blevet stenet til døde, sagde Jeʹsabel til Aʹkab: „Rejs dig, tag jizre’elitten Naʹbots vingård i besiddelse,+ den som han nægtede at give dig for penge, for Naʹbot er ikke mere i live, men er død.“
16 Så snart Aʹkab hørte at Naʹbot var død, rejste Aʹkab sig for at gå ned til jizre’elitten Naʹbots vingård og tage den i besiddelse.+
17 Da kom Jehovas ord+ til tisjbitten Elias,+ og det lød:
18 „Bryd op, gå ned for at møde Aʹkab, Israels konge, som er i Samaʹria.+ Se, han er i Naʹbots vingård, som han er gået ned for at tage i besiddelse.
19 Og du skal tale til ham og sige: ’Således har Jehova sagt: „Har du både myrdet+ og taget i besiddelse?“’+ Og du skal tale til ham og sige: ’Således har Jehova sagt: „På det sted+ hvor hundene slikkede Naʹbots blod, skal hundene også slikke dit eget blod.“’“+
20 Da sagde Aʹkab til Elias: „Har du fundet mig, min fjende?“+ hvortil denne sagde: „Jeg har fundet dig! ’Fordi du har solgt dig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne,+
21 se, derfor bringer jeg ulykke over dig,+ og jeg vil feje rent efter dig+ og udrydde enhver af Aʹkabs [slægt] som lader vandet op ad en mur,*+ både den hjælpeløse og den uduelige* i Israel.
22 Og jeg vil lade dit hus blive som Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, hus og som Baʹsjas,+ Ahiʹjas søns, hus på grund af den krænkelse som du har krænket [mig] med og derved fået Israel til at synde.’+
23 Og også om Jeʹsabel har Jehova talt og sagt: ’Hundene vil æde Jeʹsabel på Jizʹre’els jordlod.+
24 Den af Aʹkabs [slægt] som dør i byen, vil hundene æde, og den som dør på marken, vil himmelens flyvende skabninger æde.+
25 Ingen overhovedet har været som Aʹkab,+ der solgte sig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, idet hans hustru Jeʹsabel+ æggede+ ham.
26 Han handlede desuden meget afskyeligt ved at vandre efter de uhumske guder,+ efter alt hvad amoritterne havde gjort, dem Jehova havde drevet bort foran Israels sønner.’“+
27 Men så snart Aʹkab hørte disse ord, sønderrev han sine klæder og tog sækkelærred+ på sin krop og fastede og lagde sig til at sove i sækkelærred og vandrede tungsindig om.+
28 Da kom Jehovas ord til tisjbitten Elias, og det lød:
29 „Har du set hvordan Aʹkab har ydmyget sig for mig?+ Fordi han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke lade ulykken komme i hans dage.+ I hans søns dage vil jeg lade ulykken komme over hans hus.“+
Fodnoter
^ „uslinge“. Ordr.: „sønner af belial (uduelighed)“. Hebr.: benē-velījaʹ‛al.
^ „forbandet“ var den oprindelige læsemåde. Teksten blev rettet til „velsignet“. Se Till. 2B.
^ „som lader vandet op ad en mur“. Et hebr. idiom for „en mand“.
