1. Kongebog 22:1-53
22 De blev nu hjemme i tre år uden krig mellem Aʹram og Israel.
2 Men i det tredje år drog kong Joʹsafat*+ af Juda ned til Israels konge.
3 Israels konge sagde så til sine tjenere: „Ved I ikke at Raʹmot-Giʹlead+ tilhører os? Og dog tøver vi med at tage den fra Aʹrams konge.“
4 Derpå sagde han til Joʹsafat: „Går du med i krig ved Raʹmot-Giʹlead?“+ Da sagde Joʹsafat til Israels konge: „Jeg er som du. Mine folk er som dine folk.+ Mine heste er som dine heste.“
5 Joʹsafat sagde imidlertid videre til Israels konge: „Rådspørg+ dog først om Jehovas ord.“
6 Da samlede Israels konge profeterne,+ omkring fire hundrede mand, og sagde til dem: „Skal jeg drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal jeg lade være?“ De sagde da: „Drag derop,+ så vil Jehova* give [den] i kongens hånd.“
7 Men Joʹsafat sagde: „Er der ikke endnu en af Jehovas profeter her, så vi kan spørge om råd gennem ham?“+
8 Da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Der er endnu en mand som man kan rådspørge Jehova gennem,+ men jeg personlig hader ham,+ for han profeterer intet godt om mig, kun dårligt+ — Mikaʹja,* Jimʹlas søn.“ Men Joʹsafat sagde: „Sådan må kongen ikke sige.“+
9 Derpå kaldte Israels konge på en hofmand+ og sagde: „Hent hurtigt Mikaʹja, Jimʹlas søn.“+
10 I mellemtiden sad Israels konge og kong Joʹsafat af Juda hver på sin trone, klædt i [kongelige] klæder,+ på tærskepladsen ved indgangen til Samaʹrias port, mens alle profeterne var i profetisk henrykkelse foran dem.+
11 Zidkiʹja, Kenaʹanas søn, lavede sig nu jernhorn og sagde: „Således har Jehova sagt:+ ’Med disse skal du stange aramæerne til du har gjort ende på dem.’“+
12 Og alle de andre profeter profeterede ligesådan idet de sagde: „Drag op til Raʹmot-Giʹlead, og det vil lykkes for dig, og Jehova vil give [den] i kongens hånd.“+
13 Og sendebudet der var gået hen for at tilkalde Mikaʹja, talte til ham og sagde: „Hør her! Profeternes ord har enstemmigt lovet godt* for kongen. Lad nu dine ord være som deres og giv løfte om noget godt.“+
14 Hertil sagde Mikaʹja: „Så sandt Jehova lever:+ Hvad Jehova siger mig, dét vil jeg tale.“+
15 Da han kom hen til kongen, sagde kongen til ham: „Mikaʹja, skal vi drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal vi lade være?“ Han sagde da til ham: „Drag derop, og det vil lykkes for dig, og Jehova vil give den i kongens hånd.“+
16 Da sagde kongen til ham: „Hvor mange gange skal jeg tage dig i ed på at du ikke siger mig andet end sandheden i Jehovas navn?“+
17 Han sagde da: „Jeg så hele Israel spredt+ på bjergene som en hjord der ingen hyrde har.+ Og Jehova sagde: ’Disse har ingen herre.* Lad dem vende tilbage, hver til sit hus, i fred.’“+
18 Da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Var det ikke det jeg sagde dig: ’Han profeterer intet godt om mig, kun dårligt’!“+
19 Derpå fortsatte [Mikaʹja]: „Hør derfor Jehovas ord:+ Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himmelens hær stå rede hos ham, til højre og venstre for ham.+
20 Og Jehova sagde: ’Hvem vil narre Aʹkab, så han drager op og falder ved Raʹmot-Giʹlead?’ Da sagde den ene ét, og den anden sagde noget andet.+
21 Til sidst kom en ånd+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ’Jeg kan narre ham.’ Da sagde Jehova til ham: ’Hvordan?’+
22 Og han sagde: ’Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Hertil sagde han: ’Du kan narre ham, og du vil også kunne gennemføre det.+ Gå ud og gør sådan.’+
23 Og se, nu har Jehova lagt en løgnens ånd i munden på alle dine profeter her,+ men selv har Jehova lovet ulykke over dig.“+
24 Da gik Zidkiʹja, Kenaʹanas søn, hen og slog Mikaʹja på kinden+ og sagde: „Ad hvilken [vej] er Jehovas ånd gået fra mig for at tale med dig?“+
25 Hertil sagde Mikaʹja: „Ja, det får du at se den dag hvor du går ind i det allerinderste+ kammer for at gemme dig.“+
26 Derpå sagde Israels konge: „Tag Mikaʹja og bring ham tilbage til byøversten Aʹmon og til kongens søn Joʹasj,+
27 og sig: ’Således har kongen sagt:+ „Anbring denne i arresthuset+ og giv ham nedsat ration af brød at spise,+ og nedsat ration af vand, indtil jeg kommer velbeholdent hjem.“’“+
28 Da sagde Mikaʹja: „Hvis du virkelig kommer velbeholdent tilbage, har Jehova ikke talt ved* mig.“+ Og han tilføjede: „Hør, I folkeslag, alle sammen.“+
29 Israels konge og kong Joʹsafat af Juda drog så op til Raʹmot-Giʹlead,+
30 og da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Jeg vil forklæde mig og gå* i kamp;+ men tag du dine egne klæder på!“+ Så forklædte+ Israels konge sig og gik i kamp.+
31 Aʹrams konge havde i mellemtiden påbudt sine toogtredive øverster+ for stridsvognene og sagt: „I må ikke kæmpe med nogen, lille eller stor, undtagen med Israels konge alene!“+
32 Så snart øversterne for stridsvognene så Joʹsafat, sagde de ved sig selv: „Det må være Israels konge.“+ De drejede så af mod ham for at kæmpe, og Joʹsafat råbte om hjælp.+
33 Så snart øversterne for stridsvognene så at det ikke var Israels konge, vendte de om og fulgte ikke efter ham mere.+
34 Men der var en mand som spændte sin bue og uforsætligt ramte Israels konge mellem brynjeskørtets lameller og brynjen. Han sagde da til sin vognstyrer:+ „Vend [vognen] og bring mig ud af lejren, for jeg er hårdt såret.“
35 Kampen voksede imidlertid i styrke den dag, og kongen måtte holdes oprejst i stridsvognen over for aramæerne, og han døde+ om aftenen; og blodet fra såret løb ned i bunden af stridsvognen.+
36 Da gik der et højt råb* gennem lejren omkring ved solnedgang: „Hver til sin by og hver til sit land!“+
37 Således døde kongen. Så blev han ført* til Samaʹria, og de begravede kongen i Samaʹria.+
38 Men da de skyllede vognen ved Samaʹrias dam, slikkede hundene hans blod+ (mens de prostituerede badede sig dér) i overensstemmelse med det ord som Jehova havde udtalt.+
39 Men resten af Aʹkabs historie og alt hvad han gjorde, og elfenbenshuset+ som han byggede og alle byerne som han byggede, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.
40 Derpå lagde Aʹkab sig til hvile hos sine fædre,+ og hans søn Ahazʹja*+ blev konge i hans sted.
41 Men Joʹsafat,+ Aʹsas søn, var blevet konge over Juda i kong Aʹkab af Israels fjerde år.
42 Joʹsafat var femogtredive år gammel da han blev konge, og han regerede i femogtyve år i Jerusalem; og hans moders navn var Azuʹba; [hun var] en datter af Sjilʹhi.
43 Han vandrede helt i sin fader Aʹsas spor uden at vige derfra, idet han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne.+ Blot offerhøjene forsvandt ikke.* Folket bragte stadig slagtofre og røgofre på offerhøjene.+
44 Joʹsafat holdt desuden fred med Israels konge.+
45 Men resten af Joʹsafats historie, de store bedrifter han øvede og hvordan han førte krig, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie.
46 Og resten af de mandlige tempelprostituerede,+ dem der var tilbage fra hans fader Aʹsas dage, fjernede han fra landet.+
47 Der var imidlertid ingen konge i Eʹdom;+ en præfekt [fungerede som] konge.+
48 Joʹsafat havde lavet tarsisskibe+ til at rejse til Oʹfir efter guld; men de kom ikke af sted, for skibene led skibbrud ved Ezʹjon-Geʹber.+
49 Da var det Aʹkabs søn Ahazʹja sagde til Joʹsafat: „Lad mine tjenere rejse med dine tjenere i skibene,“ men Joʹsafat ville ikke.+
50 Så lagde Joʹsafat sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham hos hans fædre i hans forfader Davids by;+ og hans søn Joʹram+ blev konge i hans sted.
51 Ahazʹja,+ Aʹkabs søn, blev konge over Israel i Samaʹria i kong Joʹsafat af Judas syttende år, og han regerede i to år over Israel.
52 Og han gjorde hvad der var ondt+ i Jehovas øjne og vandrede i sin faders spor+ og i sin moders spor+ og i Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, spor, han som havde fået Israel til at synde.+
53 Han dyrkede således Baʹal+ og bøjede sig for ham og krænkede+ Jehova, Israels Gud, nøjagtig som hans fader havde gjort.
Fodnoter
^ Betyder „Jehova er dommer“. Hebr.: Jehōsjafatʹ.
^ Et af de 134 steder hvor soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
^ Betyder „hvem er som Jehova?“ Hebr.: Mīkhaʹjehu.
^ Ordr.: „[er] én mund [med] godt“.
^ El.: „herrer“. Hebr.: ’adhonīmʹ, plur. af ’adhōnʹ, majestætsflertal.
^ Ordr.: „[Der vil være] en forklæden sig og gåen ind“. På hebr. er verbalformen af de to verber infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person. TLXXSy: „Jeg vil forklæde (helt tilhylle) mig og gå ind“; Vg: „Grib våbnene og gå ind“.
^ El.: „Da gik herolden“, med støtte i LXX.
^ „blev han ført“, Vg; MSy: „kom han“; LXX: „kom de“.
^ Betyder „Jehova har grebet fat (holdt fast)“. Hebr.: ’Achazjaʹhu.
^ „forsvandt ikke“, M; LXXSyVg: „fjernede han ikke“.
