1. Korinther 14:1-40
14 Jag efter kærligheden; dog vedbliv med nidkært at stræbe efter de åndelige gaver,+ men fortrinsvis efter at profetere.+
2 For den der taler tungetale, taler ikke til mennesker men til Gud, for ingen forstår det;+ han taler hellige hemmeligheder+ ved ånden.
3 Men den der profeterer, opbygger+ og opmuntrer og trøster mennesker med sin tale.
4 Den der taler tungetale, opbygger sig selv, men den der profeterer, opbygger en menighed.
5 Nu ville jeg ønske at I alle talte i tunger,+ men jeg foretrækker at I profeterer.+ Ja, den der profeterer er større end den der taler i tunger,+ medmindre han da oversætter det, så at menigheden kan få opbyggelse.
6 Men hvis jeg på dette tidspunkt, brødre, kom og talte i tunger til jer, hvad gavn ville jeg da gøre jer, medmindre jeg talte til jer enten med en åbenbaring*+ eller med kundskab+ eller med en profeti eller med en belæring?
7 Som det er med de livløse ting* der afgiver lyd,+ hvad enten det er en fløjte eller en harpe: hvis ikke de laver et interval mellem tonerne, hvordan kan man da vide hvad der spilles på fløjten eller harpen?
8 Nej, og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp?+
9 På samme måde også med jer: hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå,+ hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo hen i vejret.+
10 Der er så og så mange slags sproglyde i verden, og dog er ingen [slags] uden mening.
11 Hvis jeg nu ikke forstår betydningen af sproglyden, vil jeg være en fremmed for den der taler,+ og den der taler vil være en fremmed for mig.
12 Således skal I også selv, da I så nidkært tragter efter ånden[s gaver],*+ søge at få dem i overflod til menighedens opbyggelse.+
13 Lad derfor den der taler tungetale bede om at han må kunne oversætte det.+
14 For hvis jeg taler tungetale i min bøn, er det min ånd[s gave] der beder,+ men min forstand er ufrugtbar.
15 Hvad skal der da gøres? Jeg vil bede med ånden[s gave], men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil lovsynge+ med ånden[s gave], men jeg vil også lovsynge med forstanden.+
16 Hvordan skal ellers den der indtager den ukyndiges plads, når du lovpriser med en ånd[ens gave], kunne sige amen+ til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger?
17 Sandt nok siger du tak på en smuk måde, men den anden opbygges ikke.+
18 Jeg takker Gud for at jeg taler mere i tunger end alle I andre.+
19 Men alligevel vil jeg i en menighed hellere sige fem ord med min forstand, for at jeg også kan undervise andre mundtligt, end ti tusind ord i tungetale.+
20 Brødre, vær ikke børn i forstandighed,+ men vær spædbørn i slethed;+ vær derimod fuldvoksne i forstandighed.+
21 I loven står der skrevet: „’Med fremmedes tungemål og med fremmedes læber*+ vil jeg tale til dette folk,+ og selv da vil de ikke give agt på mig,’ siger Jehova.“*+
22 Tungetalen er altså til et tegn,+ ikke for de troende, men for de ikketroende,+ mens den profetiske tale ikke er for de ikketroende, men for de troende.+
23 Når derfor hele menigheden kommer sammen og alle taler i tunger,+ og ukyndige eller ikketroende kommer ind, vil de så ikke sige at I er vanvittige?
24 Men hvis alle profeterer, og en ikketroende eller en ukyndig kommer ind, retledes han af alle,+ han bedømmes indgående af alle;
25 hans hjertes hemmeligheder bliver gjort kendt,+ og så vil han falde på sit ansigt* og tilbede Gud og bekende: „Gud er virkelig iblandt jer.“+
26 Hvad skal der da gøres, brødre? Når I kommer sammen, har én en salme,* en anden har en belæring, en anden har en åbenbaring, en anden har en tungetale, en anden har en fortolkning.+ Lad alt ske til opbyggelse.+
27 Og hvis nogen taler tungetale, så lad det være begrænset til to eller højst tre, og efter tur; og lad en eller anden oversætte det.+
28 Men hvis der ingen oversætter er, så lad ham tie i menigheden og tale til sig selv+ og til Gud.
29 Og lad to eller tre profeter+ tale, og lad de andre tyde meningen.+
30 Men hvis en anden+ som sidder der, får en åbenbaring, så lad den første tie.
31 For I kan alle profetere,+ en ad gangen, så alle kan lære og alle blive opmuntret.+
32 Og profeternes ånd[s gaver]* skal beherskes af profeterne.
33 For Gud er ikke uordenens+ men fredens [Gud].+
Som i alle de helliges menigheder:
34 lad kvinderne tie i menighederne,+ for det er dem ikke tilladt at tale, men lad dem underordne sig,+ sådan som også loven+ siger.
35 Hvis der er noget de ønsker at få at vide, så lad dem spørge deres mænd hjemme, for det er til skam+ for en kvinde at tale i en menighed.
36 Eller er det fra jer at Guds ord er udgået,+ eller er det kun til jer det er kommet?
37 Hvis nogen mener han er profet eller har fået ånden som gave,* så lad ham anerkende det jeg skriver til jer, for* det er Herrens bud.+
38 Men hvis nogen er uvidende, så lad ham forblive uvidende.
39 Derfor, mine brødre, bliv ved med nidkært at stræbe efter at profetere,+ og forbyd dog ikke tungetalen.+
40 Men lad alt ske sømmeligt og med orden.*+
Fodnoter
^ Ordr.: „en afdækning (afsløring)“. Gr.: apokalyʹpsei.
^ El.: „sjælløse ting“. Gr.: aʹpsycha.
^ Ordr.: „I er nidkære efter ånder“.
^ Se Till. 1D.
^ El.: „Med fremmede (anderledes) tungemål og med fremmedes (anderledes folks) læber“.
^ El.: „kaste sig ned“.
^ El.: „en hellig sang“.
^ Ordr.: „profeternes ånder“.
^ Ordr.: „eller [er] åndelig“.
^ El.: „at“.
