1. Mosebog 32:1-32
32 Jakob, derimod, fortsatte på sin vej, og da traf Guds engle* på ham.+
2 Og Jakob sagde, så snart han så dem: „Dette er Guds lejr!“+ Derfor gav han det sted navnet Mahanaʹjim.*+
3 Derpå sendte Jakob sendebud+ foran sig til sin broder Esau, til Seʹirs land,+ Eʹdoms område,+
4 og han gav dem følgende påbud, idet han sagde: „Således skal I sige til min herre,+ til Esau: ’Således har din tjener Jakob sagt: „Hos Laʹban har jeg boet som udlænding og opholdt mig indtil nu.+
5 Og jeg fik okser og æsler, får og tjenere og tjenestepiger,+ og jeg sender bud for at meddele min herre det, så jeg kan finde yndest i dine øjne.“’“+
6 Omsider vendte sendebudene tilbage til Jakob og sagde: „Vi kom til din broder Esau, og han er også på vej for at møde dig, og fire hundrede mand sammen med ham.“+
7 Da blev Jakob meget bange og angst.+ Derfor delte han folket som var med ham, samt småkvæget og hornkvæget og kamelerne i to lejre,+
8 og han sagde: „Hvis Esau skulle komme til den ene lejr og overfalde den, så vil der dog være en lejr tilbage som kan undslippe.“+
9 Derpå sagde Jakob: „Min fader Abrahams Gud og min fader Isaks Gud,+ Jehova, du som siger til mig: ’Vend tilbage til dit land og til dine slægtninge og jeg vil gøre godt mod dig,’+
10 jeg er uværdig til al den loyale hengivenhed* og al den troskab* som du har vist din tjener,+ for med blot min stav gik jeg over Jordan dér, og nu er jeg blevet til to lejre.+
11 Udfri mig, beder jeg dig,+ af min broders hånd, af Esaus hånd, for jeg er bange for at han kommer og overfalder mig,+ moder sammen med børn.
12 Men du har jo sagt: ’Jeg vil visselig gøre godt mod dig og gøre dit afkom* som havets sandskorn, der ikke kan tælles, så talrige er de.’“+
13 Og han tilbragte så den nat dér. Og af det han havde, tog han en gave til sin broder Esau:+
14 to hundrede geder og tyve bukke, to hundrede hunfår og tyve væddere,
15 tredive diegivende kameler og deres føl, fyrre køer og ti tyre, tyve hunæsler og ti fuldvoksne hanæsler.+
16 Så overgav han hver flok for sig i sine tjeneres hånd og sagde til sine tjenere: „Gå over foran mig, og læg afstand mellem flokkene.“+
17 Endvidere gav han den første følgende påbud, idet han sagde: „Når min broder Esau møder dig og spørger dig: ’Hvem tilhører du, og hvor skal du hen, og hvem tilhører de dér foran dig?’
18 så skal du sige: ’[De tilhører] din tjener, Jakob. En gave er det,+ sendt til min herre,+ til Esau, og se, han kommer også selv bag efter os.’“
19 Og han gav det samme påbud til både den anden og den tredje og alle dem der fulgte efter flokkene, idet han sagde: „Sådan skal I tale til Esau når I træffer ham.+
20 Og I skal også sige: ’Se, din tjener Jakob kommer bag efter os.’“+ For han sagde til sig selv: „Jeg kan måske forsone ham ved hjælp af den gave der går foran mig,+ og derefter vil jeg se hans ansigt. Måske han vil tage venligt imod mig.“+
21 Så gik gaven over [vadestedet], foran ham, men selv tilbragte han den nat i lejren.+
22 Senere i løbet af den nat stod han op og tog sine to hustruer+ og sine to tjenestepiger+ og sine elleve drenge+ og gik over Jabʹboks+ vadested.
23 Altså tog han dem og bragte dem over regnflodsdalen,*+ og derpå bragte han det han havde, over.
24 Til sidst var Jakob alene tilbage. Så gav en mand sig til at brydes med ham indtil daggryet brød frem.+
25 Da han så at han ikke havde fået overtaget over ham,+ rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gik af led mens han brødes med ham.+
26 Så sagde han: „Lad mig gå,* for daggryet er brudt frem.“ Hertil sagde han: „Jeg lader dig ikke gå før du har velsignet mig.“+
27 Da sagde han til ham: „Hvad er dit navn?“ hvortil han sagde: „Jakob.“
28 Så sagde han: „Dit navn skal ikke mere være Jakob men Israel,*+ for du har kæmpet*+ med Gud og med mennesker og til sidst fået overtaget.“
29 Derpå spurgte Jakob, idet han sagde: „Jeg beder dig, fortæl mig dit navn.“ Men han sagde: „Hvorfor spørger du dog om mit navn?“+ Så velsignede han ham dér.
30 Derfor gav Jakob stedet navnet Peʹniel,*+ for, som han sagde, „jeg har set Gud ansigt til ansigt, og dog blev min sjæl udfriet“.+
31 Da stod solen op over ham netop som han passerede Peʹnuel, men han haltede på hoften.+
32 Det er grunden til at Israels sønner den dag i dag ikke spiser hoftenervens sene,* som sidder på hofteskålen, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål, ved hoftenervens sene.+
Fodnoter
^ Betyder „to lejre“.
^ „den loyale hengivenhed“. På hebr. plur.
^ El.: „den sandhed“. Hebr.: ha’æmæthʹ.
^ El.: „din sæd“, „dine efterkommere“.
^ El.: „wadi’en“, „flodlejet“, som nu var vandførende.
^ Ordr.: „Send mig bort“.
^ Betyder „Gud kæmper“ el. „en der kæmper med (holder fast ved) Gud“. Hebr.: Jisra’elʹ.
^ El.: „har holdt fast (ved)“, „har anstrengt dig“, if. BDB, s. 975.
^ Betyder „Guds ansigt“. Hebr.: Penī’elʹ.
^ „hoftenervens sene“. Hebr.: gīdh hannasjæhʹ. Måske blot: „hoftenerven“, nervus ischiadicus.
