1. Mosebog 43:1-34
43 Og hungersnøden var streng i landet.+
2 Så snart de var færdige med at spise de kornvarer de havde bragt med fra Ægypten,+ sagde deres fader derfor til dem: „Vend tilbage, køb lidt føde til os.“+
3 Da sagde Juda til ham:+ „Manden erklærede udtrykkeligt over for os: ’I skal ikke se mit ansigt igen medmindre jeres broder er med jer.’+
4 Hvis du sender vores broder med os,+ vil vi rejse ned og købe føde til dig.
5 Men hvis du ikke sender ham, vil vi ikke rejse derned, for manden har jo sagt til os: ’I skal ikke se mit ansigt igen medmindre jeres broder er med jer.’“+
6 Da udbrød Israel:+ „Hvorfor har I voldt mig skade ved at fortælle manden at I havde endnu en broder?“
7 Da sagde de: „Manden spurgte udtrykkeligt om os og vore slægtninge, idet han sagde: ’Lever jeres fader endnu?+ Har I en broder til?’ og vi fortalte ham det så i overensstemmelse med disse kendsgerninger.+ Hvordan kunne vi overhovedet vide at han ville sige: ’Bring jeres broder herned’?“+
8 Til sidst sagde Juda til sin fader Israel: „Send drengen med mig,+ så vi kan bryde op og tage af sted og blive i live, både vi og du og vore små børn,+ og ikke dø.+
9 Jeg selv vil stå inde for ham.+ Af min hånd må du kræve ham.+ Hvis jeg ikke bringer ham til dig og stiller ham for dit ansigt, så har jeg syndet imod dig for altid.*
10 Hvis vi blot ikke havde tøvet, kunne vi nu have været dernede og tilbage igen hele to gange.“+
11 Så sagde deres fader Israel til dem: „Hvis det da må være således,+ så gør dette: Tag nogle af landets bedste varer med i jeres lastsække og bring dem ned til manden som en gave:+ lidt balsam*+ og lidt honning,+ ladanum og harpiksholdig bark,+ pistacienødder og mandler.+
12 Tag også dobbelt så mange penge* med jer; ja, de penge der var lagt tilbage i åbningen til jeres paksække, skal I tage med jer tilbage.+ Måske var det en fejltagelse.+
13 Og tag jeres broder med og bryd op, vend tilbage til manden.
14 Og måtte Gud den Almægtige* lade jer finde barmhjertighed for mandens ansigt,+ så han giver jer jeres anden broder og Benjamin fri. Men jeg, hvis jeg skal være barnløs, så skal jeg være barnløs!“+
15 Følgelig tog mændene denne gave med, og de tog dobbelt så mange penge med sig, samt Benjamin. Så brød de op og begav sig på vej ned til Ægypten og fik foretræde for Josef.+
16 Da Josef så Benjamin sammen med dem, sagde han straks til den mand som forestod hans hus: „Før mændene til huset og slagt nogle dyr og tilbered dem,+ for mændene skal spise sammen med mig ved middagstid.“
17 Straks gjorde manden sådan som Josef havde sagt.+ Og manden førte så mændene til Josefs hus.
18 Da blev mændene bange fordi de var blevet ført til Josefs hus,+ og sagde: „Det er på grund af de penge der kom med tilbage i vore paksække første gang, at vi føres herhen, for at de kan falde over os og angribe os og gøre os til trælle og tage vore æsler!“+
19 Derfor trådte de hen til manden som forestod Josefs hus, og talte til ham ved indgangen til huset
20 og sagde: „Undskyld, min herre! Vi kom virkelig herned første gang for at købe føde.+
21 Men dengang vi kom til overnatningsstedet+ og åbnede vore paksække, se, da lå hver enkelts penge i åbningen til hans paksæk, vore penge i deres fulde vægt. Derfor vil vi gerne give dem tilbage med egen hånd.+
22 Og vi har bragt flere penge med os herned for at købe føde. Vi ved virkelig ikke hvem der har lagt vore penge i vore paksække.“+
23 Da sagde han: „Tag det roligt. Vær ikke bange.+ Jeres Gud og jeres faders Gud har givet jer en skat i jeres paksække.+ Jeres penge er indkommet til mig.“ Derpå førte han Siʹmeon ud til dem.+
24 Manden førte så mændene ind i Josefs hus og sørgede for vand så de kunne få deres fødder vasket,+ og sørgede for foder til deres æsler.+
25 Så gjorde de gaven+ klar til Josefs ankomst ved middagstid, for de havde hørt at det var dér de skulle holde måltid.+
26 Da Josef gik ind i huset, bragte de gaven som de havde med sig, ind til ham i huset og kastede sig til jorden for ham.+
27 Derpå spurgte han om det stod godt til med dem* og sagde:+ „Står det godt til med jeres fader,* den gamle mand som I talte om? Lever han endnu?“+
28 Hertil sagde de: „Det står godt til med din tjener, vores fader. Han lever endnu.“ Så bøjede de sig og kastede sig ned.+
29 Da han løftede sine øjne og så sin broder Benjamin, sin moders søn,+ sagde han: „Er dette jeres yngste broder, som I talte til mig om?“+ Og han tilføjede: „Måtte Gud vise dig sin gunst,+ min søn.“
30 Josef måtte imidlertid skynde sig bort, for hans følelser for broderen var blevet sat i heftig bevægelse,+ så han søgte [et sted] at græde, og han gik ind i det inderste kammer og græd dér.+
31 Derpå vaskede han sit ansigt og gik ud, og han beherskede sig og sagde:+ „Sæt måltidet frem.“+
32 De satte det da frem, særskilt for ham og særskilt for dem og særskilt for de ægyptere som spiste sammen med ham; ægypterne kan nemlig ikke spise et måltid sammen med hebræerne, for det er en vederstyggelighed for ægypterne.+
33 Og de sad foran ham, den førstefødte i overensstemmelse med sin ret som førstefødt,+ og den yngste i overensstemmelse med sin unge alder; og mændene stirrede forbløffede på hinanden.
34 Derpå lod han portioner bære fra sig hen til dem, men Benjamins portion var fem gange større end alle de andres portioner.+ Således gjorde de sig til gode og drak i fuldt mål sammen med ham.+
Fodnoter
^ „for altid“. Ordr.: „alle dagene“.
^ Dvs. balsam fra Gilead.
^ Ordr.: „dobbelt så meget sølv“.
^ „Og . . . Gud den Almægtige“. Hebr.: we’Elʹ Sjaddajʹ. Hverken ’El, „Gud“, el. Sjaddajʹ, „Almægtig“, er forsynet med den bestemte artikel.
^ Ordr.: „Har jeres fader fred (velfærd)?“
^ Ordr.: „spurgte han dem om fred (velfærd)“.
