1. Mosebog 44:1-34
44 Senere gav han manden som forestod hans hus+ følgende påbud, idet han sagde: „Fyld mændenes paksække med føde, så meget som de kan bære, og læg hver enkelts penge i åbningen til hans paksæk.+
2 Men du skal lægge mit bæger, sølvbægeret, i åbningen til den yngstes paksæk sammen med pengene for hans kornvarer.“ Han handlede så i overensstemmelse med de ord som Josef havde udtalt.+
3 Det var lys morgen da mændene blev sendt af sted,+ både de og deres æsler.
4 De gik ud af byen. De var ikke kommet langt da Josef sagde til manden som forestod hans hus: „Bryd op! Sæt efter mændene og indhent dem og sig til dem: ’Hvorfor har I gengældt godt med ondt?+
5 Er det ikke det [bæger] som min herre drikker af og bruger når han med kyndighed tager varsler?+ I har handlet slet ved det I har gjort.’“
6 Da han indhentede dem, overbragte han dem disse ord.
7 Men de sagde til ham: „Hvorfor taler min herre sådan? Det er utænkeligt at dine tjenere skulle gøre noget som dette.
8 De penge som vi fandt i åbningen til vore paksække, bragte vi jo tilbage til dig fra Kaʹna’ans land.+ Hvordan skulle vi da kunne stjæle sølv eller guld fra din herres hus?+
9 Den af dine trælle* som det findes hos, skal dø, og vi andre, vi vil være trælle for min herre.“+
10 Da sagde han: „Nu vel, lad det blive som I har sagt.+ Derfor, den som det findes hos, skal være træl for mig,+ men I andre, I vil være uden skyld.“
11 Da løftede de hurtigt hver især sin paksæk ned på jorden og åbnede hver sin paksæk,
12 hvorpå han søgte omhyggeligt. Han begyndte med den ældste og sluttede med den yngste. Til sidst blev bægeret fundet i Benjamins paksæk.+
13 Da rev de deres kapper itu,+ og hver løftede sin byrde op på sit æsel igen, og så vendte de tilbage til byen.
14 Og Juda+ og hans brødre gik ind i Josefs hus, og han var der endnu; og de faldt til jorden foran ham.+
15 Da sagde Josef til dem: „Hvad er det for en gerning I har gjort? Vidste I ikke at sådan en mand som jeg, tager varsler med kyndighed?“+
16 Da udbrød Juda: „Hvad kan vi sige til min herre? Hvorledes kan vi tale? Og hvordan kan vi retfærdiggøre os?+ Den [sande] Gud har opdaget dine trælles misgerning.+ Se, vi er min herres trælle,+ både vi og han i hvis hånd bægeret blev fundet!“
17 Men han sagde: „Det er utænkeligt at jeg skulle gøre dette!+ Den mand i hvis hånd bægeret blev fundet, han skal være træl for mig.+ Men I andre, drag I op i fred til jeres fader.“+
18 Da trådte Juda hen til ham og sagde: „Undskyld, min herre, lad dog din træl tale et ord i min herres påhør,+ og lad ikke din vrede+ blusse op imod din træl; du er jo som Farao.*+
19 Min herre* spurgte sine trælle: ’Har I en fader eller en broder?’
20 Så sagde vi til min herre: ’Vi har en gammel fader, og der er en søn, hans alderdoms [søn], den yngste.+ Og hans broder er død, så han er den eneste der er tilbage efter sin moder,+ og hans fader elsker ham.’
21 Så sagde du til dine trælle: ’Bring ham ned til mig, så jeg kan fæste mit øje på ham.’+
22 Men vi sagde til min herre: ’Drengen kan ikke forlade sin fader. Og forlod han sin fader, da ville denne dø.’+
23 Da sagde du til dine trælle: ’Hvis ikke jeres yngste broder kommer med jer herned, får I ikke mit ansigt at se mere.’+
24 Da vi så var draget op til din træl, min fader, fortalte vi ham min herres ord.
25 Senere sagde vores fader: ’Vend tilbage, køb lidt føde til os.’+
26 Men vi sagde da: ’Vi kan ikke tage derned. Hvis vores yngste broder er med os, så vil vi godt tage derned, for vi kan ikke se mandens ansigt hvis vores yngste broder ikke er med os.’+
27 Da sagde din træl, min fader, til os: ’I ved jo selv at min hustru kun fødte mig to sønner.+
28 Senere gik den ene bort fra mig og jeg sagde da: „Ak, han er uden tvivl blevet sønderrevet!“+ og jeg har ikke set ham siden.
29 Og tog I også denne bort fra mig og der hændte ham en dødelig ulykke, da ville I bringe mine grå hår ned til Sheʹol+ med ulykke.’
30 Og nu, så snart jeg kommer til din træl, min fader, og drengen ikke er med os — og hans sjæl er bundet til dennes sjæl+ —
31 da vil han dø så snart han ser at drengen ikke er der, og dine trælle vil bringe din træls, vores faders, grå hår ned til Sheʹol* med sorg.
32 For din træl påtog sig at stå inde for+ drengen så længe han var borte fra sin fader, idet jeg sagde: ’Hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig, så vil jeg have syndet imod min fader for altid.’*+
33 Og nu, beder jeg dig, lad din træl blive her i stedet for drengen som træl for min herre, så drengen kan drage op sammen med sine brødre.+
34 For hvordan skulle jeg kunne drage op til min fader uden at drengen er med mig? Ellers kommer jeg til at se den ulykke der vil ramme min fader.“+
Fodnoter
^ El.: „tjenere“.
^ Ordr.: „for som du som Farao“.
^ Hebr.: ’adhonīʹ af ’adhōnʹ.
^ „til Sheol“. Hebr.: sje’oʹlah; gr.: eis haiʹdou; syr.: lasjiul; lat.: ad inʹferos. Se Till. 4B.
^ „for altid“. Ordr.: „alle dagene“.
