1. Mosebog 8:1-22

8  Så huskede Gud+ Noa og alle de vilde dyr og alle husdyrene der var med ham i arken,+ og Gud lod en vind* gå hen over jorden, og vandene begyndte at synke.+  Og dybets* kilder+ og himmelens sluser*+ blev lukket til, og således blev skylregnen fra himmelen holdt tilbage.  Og vandene blev ved med gradvis at trække sig tilbage* fra jorden; og efter et hundrede og halvtreds dages forløb aftog vandene således.+  Og i den syvende måned,* på den syttende dag i måneden, lagde arken+ sig til hvile på Aʹrarats+ bjerge.  Og vandene var i gradvis aftagen* indtil den tiende måned.* I den tiende måned, på den første i måneden, kom bjergenes toppe til syne.+  Og efter fyrre dages forløb åbnede Noa arkens vindue+ som han havde lavet.  Derpå sendte han en ravn+ ud, og den blev ved med at flyve udenfor, frem og tilbage,* indtil vandene var tørret bort fra jorden.  Senere sendte han en due+ ud fra sig for at se om vandene var svundet på jordens flade.  Men duen fandt ikke noget hvilested for sin fod, så den vendte tilbage til ham i arken, for vandene lå endnu over hele jordens flade.+ Han rakte da sin hånd ud og tog den og bragte den ind til sig i arken. 10  Derpå ventede han yderligere syv dage, og så sendte han endnu en gang duen ud fra arken. 11  Da kom duen [tilbage] til ham ved aftenstid, og se, der var et friskplukket olivenblad+ i dens næb, og således fik Noa at vide at vandene var svundet på jorden.+ 12  Derpå ventede han yderligere syv dage. Så sendte han duen ud, men den kom ikke mere tilbage til ham.+ 13  Og det var i det seks hundrede og første år,+ i den første måned,* på den første dag i måneden, at vandene var tørret bort fra jorden; så fjernede Noa arkens dække og så sig om, og se, jordens flade var tørlagt.+ 14  Og i den anden måned, på den syvogtyvende dag i måneden, var jorden blevet fuldstændig tør.+ 15  Så talte Gud til Noa og sagde: 16  „Gå ud af arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer sammen med dig.+ 17  Hver levende skabning der er hos dig af al slags kød,+ bestående af de flyvende skabninger+ og af husdyrene+ og af alle de myldrende smådyr der bevæger sig på jorden,+ skal du føre ud med dig, og det skal vrimle med dem på jorden, og de skal blive frugtbare og talrige på jorden.“+ 18  Så gik Noa ud, og hans sønner+ og hans hustru og hans sønners hustruer sammen med ham. 19  Alle vilde dyr, alle dyr af dem der myldrer omkring, og alle flyvende skabninger, alt hvad der bevæger sig på jorden, gik efter deres slægter ud af arken.+ 20  Derpå byggede Noa et alter+ for Jehova og tog nogle af alle de rene dyr+ og af alle de rene flyvende skabninger+ og bragte brændofre på alteret.+ 21  Og Jehova fornemmede da en formildende* duft,+ og Jehova sagde i sit hjerte:+ „Aldrig mere vil jeg nedkalde ondt over jorden+ for menneskets skyld, for menneskehjertets tilbøjelighed+ er ond fra ungdommen af;+ og aldrig mere vil jeg slå alt levende ihjel, sådan som jeg lige har gjort.+ 22  Herefter skal, i alle de dage jorden består,* såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre.“+

Fodnoter

Hebr.: ruʹach. Tidligere oversat „virksom kraft“, „brise“, „ånd“.
El.: „vandbaldakinens“. Se 7:11, fdn. til „dybs“.
El.: „vinduer“.
„Og . . . blev ved med gradvis at trække sig tilbage“. Ordr.: „Og . . . blev ved med at trække sig tilbage, en gåen og en trækken sig tilbage“. Imperfektum efterfulgt af to verber i infinitivus absolutus om det vedvarende.
„syvende måned“. Svarer til abib (el. nisan) måned, den første måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Abib svarer til sidste halvdel af marts og første halvdel af april. Se Till. 8B.
„tiende måned“. Svarer til måneden tammuz, den fjerde måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Tammuz svarer til sidste halvdel af juni og første halvdel af juli. Se Till. 8B.
„var i gradvis aftagen“. Ordr.: „var i bortgåen og aftagen“. Infinitivus absolutus.
Ordr.: „blev ved med at gå (flyve) ud, en gåen ud og en venden tilbage“. Jf. v. 3, fdn.
„første måned“. Svarer til måneden etanim (el. tisjri), den syvende måned i jødernes religiøse år efter udgangen af Ægypten. Etanim svarer til sidste halvdel af september og første halvdel af oktober. Se Till. 8B.
El.: „dulmende“, „beroligende“.
Ordr.: „alle jordens dage“.