1. Thessaloniker 2:1-20
2 I ved jo selv, brødre, hvordan vort besøg+ hos jer ikke har været forgæves,+
2 men hvordan vi, efter at vi først havde lidt+ og var blevet forsmædeligt behandlet+ i Filipʹpi+ (som I ved), ved hjælp af vor Gud tog mod til os* til at fremholde+ Guds gode nyhed for jer med megen kamp.
3 Den tilskyndelse vi giver, kommer nemlig ikke som følge af vildfarelse eller som følge af urenhed+ eller med svig,
4 men ligesom vi er blevet prøvet af Gud og fundet egnede til at få den gode nyhed betroet,+ således taler vi, ikke for at behage+ mennesker men Gud, som prøver vore hjerter.+
5 Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale+ (som I ved), eller med et dække*+ for havesyge,+ Gud er vidne!
6 Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker,+ nej, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi som Kristi apostle kunne være en bekostelig byrde.*+
7 Tværtimod, vi optrådte med nænsomhed* i jeres midte, som når en ammende moder plejer+ sine børn.
8 Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer,+ besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle,*+ fordi I var blevet os kære.+
9 I husker sikkert, brødre, vort slid og slæb. Det var mens vi arbejdede+ nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde,+ at vi forkyndte jer Guds gode nyhed.
10 I kan bevidne, og det kan Gud også, hvor loyalt og retfærdigt og udadleligt+ vi har optrådt over for jer som tror.
11 I overensstemmelse hermed ved I godt hvordan vi blev ved med at tilskynde+ hver enkelt af jer, som en fader+ sine børn, og trøste jer og vidne for jer,
12 med det formål at I stadig skulle vandre+ Gud værdigt, ham som kalder+ jer til sit rige+ og sin herlighed.
13 Ja, det er grunden til at vi også takker Gud uophørligt,+ for da I modtog Guds ord,+ som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord,+ men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord, der* også virker i jer som tror.+
14 For, brødre, I blev efterlignere af de Guds menigheder som er i Judæa og som er i samhørighed med Kristus Jesus, for også I begyndte at lide+ under jeres egne landsmænd det samme som også de [lider] under jøderne,
15 der endog har dræbt Herren Jesus+ og profeterne+ og forfulgt os.+ Desuden behager de ikke Gud, og de er imod alle mennesker[s interesser],
16 idet de prøver at hindre+ os i* at tale til folk fra nationerne så disse kan blive frelst,+ med det resultat at de altid gør deres synders mål fuldt.+ Men hans vrede* er endelig* kommet over dem.+
17 Med hensyn til os selv, brødre, da vi for en kort tid* var berøvet jer,* i det ydre, ikke i hjertet, stræbte vi mere end sædvanligt, med et stærkt ønske, efter at se jeres ansigt.+
18 Derfor ønskede vi at komme til jer, ja jeg, Paulus, både en første og en anden gang, men Satan hindrede os.
19 For hvad er vort håb eller vor glæde eller vor jubels krone+ — er det ikke netop jer? — over for vor Herre Jesus ved hans nærværelse?*+
20 I, ja I, er vor herlighed og glæde.
Fodnoter
^ El.: „blev frimodige“.
^ Ordr.: „påskud“.
^ „være en bekostelig byrde“. El.: „gøre vor myndighed (betydningsfuldhed) gældende“.
^ „optrådte med nænsomhed“; AVgSyh,p; אBC*D*Vgc: „blev spædbørn (umyndige)“.
^ El.: „vort eget liv“.
^ El.: „han der“.
^ El.: „til det sidste“.
^ „vreden“, אAB; DVg: „Guds vrede“.
^ El.: „de bliver ved med at forbyde os“.
^ El.: „for en times tid“. Ordr.: „hen imod en fastsat tid på en time“.
^ Ordr.: „var blevet gjort forældreløse fra jer“.
^ Se Till. 5B.
