2. Krønikebog 24:1-27
24 Joʹasj* var syv år gammel da han blev konge,+ og han regerede i fyrre år i Jerusalem.+ Og hans moders navn var Zibʹja; [hun var] fra Beʹer-Sjeʹba.+
2 Joʹasj+ gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne+ i alle præsten Joʹjadas dage.+
3 Joʹjada tog endvidere to hustruer til ham, og han blev fader til sønner og døtre.+
4 Efter nogen tid lå det nu Joʹasj på hjerte at istandsætte Jehovas hus,+
5 så han samlede præsterne+ og levitterne og sagde til dem: „Gå ud til Judas byer og foretag en indsamling af penge fra hele Israel til reparation+ af jeres Guds hus år efter år;+ og I skal skynde jer med sagen.“ Levitterne skyndte sig dog ikke.+
6 Derpå tilkaldte kongen overhovedet Joʹjada og sagde til ham:+ „Hvorfor har du ikke krævet levitterne til regnskab for indsamlingen fra Juda og Jerusalem af Jehovas tjener Moses’ hellige afgift,+ ja, Israels menigheds [hellige afgift], til Vidnesbyrdets telt?+
7 For den ugudelige Atalʹjas sønner+ brød ind i den [sande] Guds hus,+ og alle de hellige+ ting i Jehovas hus brugte de tilmed på ba’alerne.“+
8 Så gav kongen besked, og man lavede en kiste+ og anbragte den udenfor ved porten til Jehovas hus.
9 Derpå udsendte de et opråb i Juda og Jerusalem om at bringe Jehova den hellige afgift+ som den [sande] Guds tjener* Moses+ havde pålagt Israel i ørkenen.
10 Da frydede alle fyrsterne+ og hele folket sig,+ og de kom og kastede [pengene] i kisten+ indtil alle havde givet.
11 Når så tiden var inde, blev kisten af levitterne+ bragt til kongens tilsyn, og så snart man så at der var mange penge,+ kom kongens sekretær+ og den overordnede præsts tilsynsmand og tømte kisten og bar den tilbage til sin plads. Således gjorde de dag for dag, så de samlede mange penge sammen.
12 Derpå gav kongen og Joʹjada dem til dem der udførte arbejdet+ med tjenesten ved Jehovas hus,+ og de lejede stenhuggere+ og håndværkere+ til at istandsætte Jehovas hus,+ og også jern- og kobbersmede til at reparere Jehovas hus.+
13 Så gik de der udførte arbejdet i gang,+ og udbedringsarbejdet skred frem ved deres hånd, så de fik den [sande] Guds hus til at stå med den rette konstruktion og gjorde det stærkt.
14 Og så snart de var færdige, kom de til kongen og Joʹjada med resten af pengene, hvorpå man lavede redskaber for dem til Jehovas hus, redskaber til tjenesten+ og til ofringerne, samt bægre+ og guld-+ og sølvredskaber; derpå sørgede de til stadighed for at ofre brændofre+ i Jehovas hus alle Joʹjadas dage.
15 Men Joʹjada blev gammel og mæt af dage+ og døde; et hundrede og tredive år gammel var han ved sin død.
16 Så begravede man ham i Davidsbyen sammen med kongerne,+ for han havde handlet vel i Israel+ og i forbindelse med den [sande] Gud og hans hus.
17 Men efter Joʹjadas død gik Judas fyrster+ ind og bøjede sig for kongen. Da hørte kongen på dem,+
18 og de forlod deres forfædres Gud Jehovas hus og dyrkede de hellige pæle+ og gudebillederne,+ så der kom harme over Juda og Jerusalem på grund af den skyld de pådrog sig ved dette.+
19 Men Jehova blev ved med at sende profeter+ iblandt dem for at føre dem tilbage til sig; og de blev ved med at vidne* imod dem uden at de lyttede.+
20 Og Guds ånd+ iklædte+ sig præsten Joʹjadas+ søn Zekarʹja,+ så han stod frem oven for folket og sagde til dem: „Således har den [sande] Gud sagt: ’Hvorfor overtræder I Jehovas bud, så intet vil lykkes for jer?+ Fordi I har forladt Jehova, så vil han forlade jer.’“+
21 Da sammensvor de sig mod ham+ og stenede+ ham på kongens bud i forgården til Jehovas hus.
22 Og kong Joʹasj huskede ikke den loyale hengivenhed som hans fader Joʹjada havde vist ham,+ men dræbte hans søn, som sagde idet han døde: „Måtte Jehova se det og kræve til regnskab.“+
23 Da nu året var omme+ drog en kampstyrke fra Aʹram+ op imod ham+ og invaderede Juda og Jerusalem og udryddede alle folkets fyrster+ af folket; og alt deres bytte sendte de til kongen af Damaskus.+
24 Det var ganske vist med et lille antal mænd aramæernes kampstyrke havde invaderet,+ men Jehova havde givet en meget stor kampstyrke i deres hånd,+ fordi man havde forladt Jehova, sine forfædres Gud; og over Joʹasj eksekverede de straffedomme.+
25 Og da de drog af sted fra ham (for de efterlod ham alvorligt syg),+ sammensvor+ hans egne tjenere sig mod ham på grund af præsten Joʹjadas+ sønners* blod;+ de dræbte ham så på hans leje, og således døde han.+ Derpå begravede de ham i Davidsbyen,+ men de begravede ham ikke i kongegravene.+
26 Og følgende var de som havde sammensvoret sig mod ham: Zaʹbad,+ søn af ammonitterinden Sjimʹat, og Joʹzabad, søn af moabitterinden Sjimʹrit.
27 Hvad i øvrigt angår hans sønner og det omfattende budskab mod ham+ og grundfæstelsen+ af den [sande] Guds hus, se, derom står der skrevet i udlægningen* af Kongernes Bog.+ Hans søn Amazʹja+ blev så konge i hans sted.
Fodnoter
^ „den [sande] Guds tjener“. Hebr.: ‛ævædh-ha’Ælohīmʹ; Sy: „Jehovas tjener“. Se Till. 1F.
^ „blev ved med at vidne“. Lat.: protestanʹtes.
^ „sønners“, MSy; LXXVg: „søns“. Måske benytter M her majestætsflertal for at fremhæve Jojadas søn Zekarjas betydning som både profet og præst.
