2. Krønikebog 7:1-22
7 Så snart Salomon nu var færdig med at bede,+ kom der ild ned fra himmelen+ og fortærede brændofferet+ og slagtofrene, og Jehovas herlighed+ fyldte huset.
2 Og præsterne kunne ikke gå ind i Jehovas hus fordi Jehovas herlighed havde fyldt Jehovas hus.+
3 Og alle Israels sønner så til da ilden kom ned og Jehovas herlighed var over huset, og de knælede+ på brolægningen med ansigtet mod jorden og bøjede+ sig og takkede Jehova: „For han er god,+ for hans loyale hengivenhed varer evindelig.“+
4 Og kongen og hele folket ofrede et slagtoffer for Jehovas ansigt.+
5 Og kong Salomon ofrede som slagtoffer toogtyve tusind stykker hornkvæg og et hundrede og tyve tusind stykker småkvæg.+ Således indviede+ kongen og hele folket den [sande] Guds hus.
6 Og præsterne+ stod på deres poster, og levitterne+ [stod] med instrumenterne til ledsagelse af sangen+ til Jehova, dem kong David+ havde lavet til takkesangen til Jehova: „For hans loyale hengivenhed varer evindelig,“ når David lod dem medvirke ved lovsangen; og præsterne blæste i trompeter+ over for dem, mens alle israelitterne stod op.
7 Derpå helligede+ Salomon det midterste af forgården som var foran Jehovas hus, for dér skulle han ofre brændofrene+ og fedtstykkerne af fællesskabsofrene; kobberalteret+ som Salomon havde lavet, kunne nemlig ikke rumme brændofferet og kornofferet+ og fedtstykkerne.+
8 Og Salomon fejrede samtidig højtiden+ i syv dage, og hele Israel med ham,+ en meget stor menighed*+ [fra et område der strakte sig] fra indgangen til Haʹmat+ indtil Ægyptens Regnflodsdal.+
9 Men på den ottende dag holdt de et højtidsstævne,+ for indvielsen af alteret havde de fejret i syv dage og højtiden i syv dage.
10 Og på den treogtyvende dag i den syvende måned sendte han folket af sted til deres hjem, mens de frydede+ sig og var vel til mode i hjertet over det gode+ som Jehova havde gjort mod David og mod Salomon og mod sit folk Israel.+
11 Således blev Salomon færdig med Jehovas hus+ og kongens hus;+ og alt hvad Salomon i sit hjerte havde sat sig for at gøre med hensyn til Jehovas hus og sit eget hus, var lykkedes for ham.
12 Jehova viste sig+ nu for Salomon om natten og sagde til ham: „Jeg har hørt din bøn,+ og jeg har udvalgt+ mig dette sted til offerhus.+
13 Når jeg lukker himmelen så der ikke kommer regn,+ og når jeg byder græshopperne fortære landet,+ og hvis jeg sender pest blandt mit folk,+
14 og mit folk,+ som mit navn+ er nævnt over, ydmyger+ sig og beder+ og søger mit ansigt+ og vender om fra deres onde veje,+ da vil jeg høre det i himmelen+ og tilgive deres synd+ og helbrede deres land.+
15 Nu vil mine øjne+ være åbne og mine ører+ lydhøre for bøn på dette sted.
16 Og nu udvælger+ og helliger jeg dette hus for at mit navn+ kan være dér til fjerne tider;+ og mine øjne og mit hjerte vil være der alle dage.+
17 Og du selv, hvis du vandrer for mit ansigt som din fader David vandrede,+ idet du handler efter alt det som jeg har påbudt dig,+ og du overholder mine forordninger+ og mine retsbestemmelser,+
18 så vil jeg rejse dit kongedømmes trone,+ sådan som jeg sagde da jeg sluttede [pagt] med din fader David:+ ’Du skal aldrig mangle en mand til at herske over Israel.’+
19 Men hvis I vender om+ og forlader mine forskrifter+ og mine bud+ som jeg har forelagt jer, og I går hen og dyrker andre guder+ og bøjer jer for dem,+
20 så vil jeg rykke dem op fra den jord som jeg har givet dem;+ og dette hus som jeg har helliget+ for mit navn, vil jeg kaste bort fra mit ansigt,+ og jeg vil gøre det til et mundheld+ og til en spotteglose blandt alle folkeslagene.+
21 Og hvad angår dette hus som da er blevet en ruindynge,*+ vil enhver der går forbi det stirre i forfærdelse+ og sige: ’Af hvilken grund har Jehova gjort sådan mod dette land og mod dette hus?’+
22 Og man vil sige: ’Fordi de forlod Jehova,+ deres forfædres Gud, som førte dem ud af Ægyptens land,+ og derpå holdt sig til andre guder+ og bøjede sig for dem og dyrkede dem.+ Derfor har han bragt hele denne ulykke over dem.’“+
