2. Kongebog 3:1-27
3 Og Aʹkabs søn Joʹram+ blev konge over Israel i Samaʹria i kong Joʹsafat af Judas attende år, og han regerede i tolv år.
2 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ dog ikke som sin fader+ og som sin moder, og han fjernede den hellige støtte+ for Baʹal som hans fader havde lavet.+
3 Kun holdt han sig til Jeroʹboams, Neʹbats søns, synder,+ hvormed han havde fået Israel til at synde.+ Han veg ikke fra dem.
4 Og kong Meʹsja+ af Moʹab var fåreavler, og han betalte Israels konge et hundrede tusind vædderlam og et hundrede tusind uklippede væddere.*
5 Men så snart Aʹkab døde,+ gjorde Moʹabs konge oprør+ mod Israels konge.
6 Kong Joʹram drog derfor på den dag ud fra Samaʹria og mønstrede+ hele Israel.
7 Han gik endvidere hen og sendte bud til kong Joʹsafat af Juda idet han sagde: „Moʹabs konge har gjort oprør imod mig. Går du med mig i krig mod Moʹab?“ Hertil sagde han: „Jeg drager derop!+ Jeg er som du; mine folk er som dine folk;+ mine heste er som dine heste.“
8 Og han sagde videre: „Ad hvilken vej skal vi drage derop?“ Han sagde da: „Ad vejen gennem Eʹdoms Ørken.“+
9 Israels konge og Judas konge og Eʹdoms konge+ tog så af sted, og da de havde gået en vej rundt der tog syv dage, var der intet vand til lejren og til dyrene i deres følge.
10 Omsider sagde Israels konge: „Ak, hvor sørgeligt at Jehova har tilkaldt disse tre konger for at overgive dem i Moʹabs hånd!“+
11 Da sagde Joʹsafat:+ „Er der ikke en af Jehovas profeter her,+ så vi kan rådspørge Jehova gennem ham?“+ En af Israels konges tjenere svarede da og sagde: „Elisa,+ Sjaʹfats søn, er her, han som hældte vand på Elias’ hænder.“+
12 Hertil sagde Joʹsafat: „Jehovas ord er hos ham.“ Så gik Israels konge og Joʹsafat og Eʹdoms konge ned til ham.
13 Elisa sagde imidlertid til Israels konge: „Hvad har jeg med dig at gøre?*+ Gå hen til din faders profeter+ og til din moders profeter.“ Men Israels konge sagde til ham: „Nej, for Jehova har tilkaldt disse tre konger for at overgive dem i Moʹabs hånd.“+
14 Hertil sagde Elisa: „Så sandt Hærstyrkers Jehova lever,+ for hvis ansigt jeg står:* havde det ikke været fordi jeg nærer agtelse for kong Joʹsafat af Juda,+ ville jeg hverken se på dig eller lægge mærke til dig.+
15 Men hent mig nu en som kan spille på strenge.“+ Og så snart han som kunne spille på strenge spillede, kom Jehovas hånd+ over [Elisa]
16 og han sagde: „Således har Jehova sagt: ’Der må laves* grøft ved grøft*+ i denne regnflodsdal,
17 for således har Jehova sagt: „I vil ikke se nogen blæst og ikke se noget regnskyl; dog skal denne regnflodsdal fyldes med vand,+ og I skal drikke,+ I og jeres kvæghjorde og jeres dyr.“’
18 Og dette vil være en let sag i Jehovas øjne,+ og han vil give Moʹab i jeres hånd.+
19 Og I skal slå hver befæstet by+ og hver udvalgt by, og hvert godt+ træ skal I fælde,+ og alle vandkilder skal I tilstoppe, og hver god jordlod skal I ødelægge med sten.“
20 Og om morgenen,+ netop som man ofrede kornofferet,+ se, da kom der vand i retning fra Eʹdom, og landet blev fyldt med vand.
21 Alle moabitterne havde i mellemtiden hørt at kongerne var draget op for at føre krig imod dem, så de sammenkaldte [en hær] af alle, lige fra de var gamle nok til at spænde bælte+ og opefter, hvorpå de tog opstilling ved grænsen.
22 Da de stod op tidligt om morgenen og solen skinnede på vandet, så moabitterne fra den modsatte side vandet rødt som blod,
23 så de sagde: „Det er blod! Kongerne er sikkert blevet dræbt med sværdet idet de har slået hinanden ihjel. Så nu: Til byttet,+ Moʹab!“
24 Men da de kom til Israels lejr, rejste israelitterne+ sig straks og slog moabitterne så de flygtede foran dem.+ Derpå rykkede de ind i Moʹab* og slog moabitterne.*
25 Og byerne rev de ned,+ og på hver god jordlod kastede de hver især en sten og fyldte den, og hver vandkilde stoppede de til,+ og hvert godt træ fældede de,+ indtil de kun havde ladt Kir-Haʹresets+ sten tilbage i den; men slyngekasterne omringede [byen] og beskød den.
26 Da Moʹabs konge så at kampen var for hård for ham, tog han syv hundrede mænd bevæbnede med sværd med sig for at bryde igennem til Eʹdoms konge,+ men de kunne ikke.
27 Så tog han sin førstefødte søn som skulle være konge efter ham og ofrede+ ham som brændoffer på muren. Da kom der stor harme over Israel, så de drog bort fra ham og vendte tilbage til deres land.
Fodnoter
^ El.: „ulden af et hundrede tusind væddere“.
^ Ordr.: „Hvad [er der] til mig og til dig?“ Et hebr. idiom; et afvisende spørgsmål som udtrykker modvilje. Se Till. 7B.
^ El.: „for hvem jeg står til tjeneste“.
^ „Der må laves“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
^ Ordr.: „grøfter, grøfter“.
^ Ordr.: „i det“.
^ „Derpå rykkede de ind i Moab og slog moabitterne idet de rykkede ind“, ved en korrektion af M i overensstemmelse med LXX.
