2. Kongebog 4:1-44
4 Og en kvinde, en af profetsønnernes+ hustruer, råbte til Elisa og sagde: „Din tjener, min mand, er død, og du ved selv at din tjener var en der frygtede+ Jehova, men kreditoren+ er kommet for at tage mine to børn med sig som trælle.“
2 Da sagde Elisa til hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?+ Fortæl mig hvad du har i huset.“ Hertil sagde hun: „Din tjenestepige har intet andet i huset end en lille kande olie.“+
3 Da sagde han: „Gå hen og bed andre, alle dine naboer, om nogle kar, tomme kar. Du skal ikke tage for få.
4 Og du skal gå ind og lukke døren efter dig og dine sønner, og du skal hælde [olie] op i alle disse kar, og de fyldte skal du sætte til side.“
5 Hun gik da bort fra ham.
Så lukkede hun døren efter sig og sine sønner, [og] mens de bragte [karrene] hen til hende, hældte hun op.+
6 Så snart karrene nu var fulde, sagde hun til sin søn: „Bring et kar mere hen til mig!“+ Men han sagde til hende: „Der er ikke flere kar!“ Da standsede olien.+
7 Hun gik så hen og fortalte det til den [sande] Guds mand, og han sagde: „Gå hen og sælg olien og betal din gæld;+ du og dine sønner kan så leve af resten.“+
8 En dag da Elisa drog over til Sjuʹnem,+ var der en velstående kvinde dér som nødte+ ham til at spise et måltid. Og hver gang han kom forbi, tog han ind dér for at spise et måltid.
9 Hun sagde da til sin mand:+ „Hør engang! Jeg ved at det er en hellig Guds mand+ som til stadighed kommer forbi hos os.
10 Lad os dog lave et lille tagkammer+ på muren og sætte en løjbænk og et bord og en stol og en lampestander+ til ham dér. Når han så kommer til os, kan han trække sig tilbage dertil.“+
11 En dag kom han så derind og trak sig tilbage til tagkammeret og lagde sig dér.
12 Han sagde da til sin medhjælper Gehaʹzi:+ „Kald på sjuʹnemkvinden+ her!“ Så kaldte han på hende, og hun kom og stillede sig foran ham,
13 hvorpå han sagde til ham: „Sig nu til hende: ’Se, du har haft alt dette besvær for vores skyld.+ Hvad kan der gøres for dig?+ Er der noget at tale til kongen+ om for dig, eller til den øverste+ for hæren?’“ Hertil sagde hun: „Jeg bor blandt mit eget folk.“+
14 Han sagde videre: „Men hvad kan der gøres for hende?“ Så sagde Gehaʹzi: „Hun har jo i hvert fald ingen søn,+ og hendes mand er gammel.“
15 Da sagde han: „Kald på hende.“ Så kaldte han på hende, og hun kom og stillede sig i døråbningen,
16 hvorpå han sagde: „Ved denne fastsatte tid til næste år* har du en søn i din favn.“+ Men hun sagde: „Nej, herre, du den [sande] Guds mand! Lyv ikke for din tjenestepige.“
17 Kvinden blev imidlertid gravid og fødte en søn+ til den fastsatte tid året efter, sådan som Elisa havde sagt til hende.+
18 Barnet voksede så op; men en dag da han gik ud til sin fader hos høstfolkene,+
19 sagde han til sin fader: „Mit hoved, mit hoved!“+ Han sagde da til medhjælperen: „Bær ham hen til hans moder.“+
20 Han tog ham så op og bragte ham til hans moder. Han sad nu på hendes knæ indtil middag; så døde han.+
21 Hun gik da op og lagde ham på den [sande] Guds mands+ løjbænk+ og lukkede døren ind til ham og gik ud.
22 Derpå kaldte hun på sin mand og sagde: „Jeg beder dig sende mig en af medhjælperne og et af hunæslerne, så jeg hurtigt kan komme hen til den [sande] Guds mand og komme tilbage.“+
23 Men han sagde: „Hvorfor tager du hen til ham i dag? Det er hverken nymåne+ eller sabbat.“ Hun sagde imidlertid: „Det er som det skal være.“
24 Så lagde hun sadel på hunæselet+ og sagde til sin medhjælper: „Før [æselet] af sted og gå! Hold ikke igen for min skyld under rideturen, medmindre jeg siger det til dig.“
25 Hun tog så af sted og kom til den [sande] Guds mand på Karʹmels Bjerg, og så snart den [sande] Guds mand så hende på afstand, sagde han til sin medhjælper Gehaʹzi:+ „Se, dér er sjuʹnemkvinden!
26 Tag dog og løb hende i møde og sig til hende: ’Har du det godt? Har din mand det godt? Har barnet det godt?’“ Hertil sagde hun: „Det står godt til.“
27 Da hun kom hen til den [sande] Guds mand på bjerget, greb hun fat i hans fødder,+ og da Gehaʹzi nærmede sig for at skubbe hende bort,+ sagde den [sande] Guds+ mand: „Lad hende være,+ for hendes sjæl i hende er bitter,+ og Jehova har skjult+ det for mig og ikke fortalt mig det.“
28 Hun sagde så: „Har jeg bedt min herre om en søn? Sagde jeg ikke: ’Du må ikke indgive mig falsk håb’?“+
29 Han sagde da til Gehaʹzi:+ „Spænd et bælte om hofterne+ og tag min stok+ i hånden og gå. Hvis du træffer nogen, må du ikke hilse på ham;+ og hvis nogen hilser på dig, må du ikke svare ham. Og du skal lægge min stok over drengens ansigt.“+
30 Da sagde drengens moder: „Så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever,+ forlader jeg dig ikke!“+ Så rejste han sig og fulgte med hende.*
31 Gehaʹzi gik i mellemtiden i forvejen for dem, men da han lagde stokken over drengens ansigt kom der ikke en lyd og der var ingen reaktion.+ Så vendte han tilbage for at møde ham, og han fortalte ham det idet han sagde: „Drengen vågnede ikke.“+
32 Omsider kom Elisa til huset, og dér lå drengen død på hans løjbænk.+
33 Så gik han ind og lukkede døren bag dem begge+ og bad til Jehova.+
34 Derpå steg han op og lagde sig oven på barnet,+ idet han anbragte sin mund over hans mund og sine øjne over hans øjne og sine hænder over hans hænder og bøjede sig over ham, og barnets legeme blev da varmt.
35 Så gik han atter en tur i huset, én gang til den ene, og én gang til den anden side, hvorpå han steg op og bøjede sig over ham. Da nyste* drengen syv gange, hvorpå drengen åbnede øjnene.+
36 Han kaldte så på Gehaʹzi og sagde: „Kald på sjuʹnemkvinden+ her!“ Han kaldte da på hende, og hun kom ind til ham. Derpå sagde han: „Tag din søn!“+
37 Da kom hun ind og faldt ned for hans fødder og bøjede sig til jorden;+ derpå løftede hun sin søn op og gik ud.+
38 Og Elisa vendte tilbage til Gilʹgal,*+ og der var hungersnød+ i landet. Mens profetsønnerne+ nu sad foran ham,+ sagde han til sin medhjælper:+ „Sæt den store gryde over og kog en stuvning til profetsønnerne.“+
39 En gik derfor ud på marken for at samle katostplanter;+ da fandt han en vild ranke og samlede nogle vilde græskar fra den, idet han fik sin klædning fuld; så gik han hen og skar dem i skiver i gryden med stuvningen, for de kendte dem ikke.
40 De øste derpå op til mændene så de kunne spise, men så snart de spiste af stuvningen, råbte de op og sagde: „Døden er i gryden,+ du den [sande] Guds mand!“+ og de kunne ikke spise den.
41 Han sagde da: „Hent noget mel.“ Derpå kastede han det i gryden og sagde: „Øs op til folkene så de kan spise.“ Og der var ikke noget farligt i gryden.+
42 Og der var en mand som kom fra Baʹal-Sjaliʹsja,+ og han kom med+ brød af den første modne afgrøde til den [sande] Guds mand:+ tyve bygbrød+ og nymodent korn i sin brødtaske. Og han sagde: „Giv det til folkene så de kan spise.“+
43 Hans tjener sagde imidlertid: „Hvordan kan jeg sætte det her frem for hundrede mand?“+ Men han sagde: „Giv det til folkene så de kan spise, for således har Jehova sagt: ’Man skal spise og levne.’“*+
44 Så satte han det frem for dem, og de spiste og levnede, i overensstemmelse med Jehovas ord.+
Fodnoter
^ Ordr.: „og gik efter hende“. I stedet for at sige „med (sammen med) hende“, sagde hebræerne ofte: „bag hende“ el. „efter hende“.
^ El.: „blinkede (med øjnene)“.
^ „Man skal spise og levne.“ På hebr. er verberne infinitivus absolutus, som ikke har relation til nogen tid el. person.
