2. Kongebog 6:1-33
6 Profetsønnerne+ sagde engang til Elisa: „Hør her! Det sted+ hvor vi bor hos dig er for trangt+ til os.
2 Lad os dog gå hen til Jordan og derfra hente en bjælke hver og lave os+ et sted dér hvor vi kan bo.“ Han sagde da: „Gå bare!“
3 Men en af dem sagde: „Vær så god at gå med dine tjenere.“ Han sagde da: „Jeg går med.“
4 Så gik han med dem, og de kom til Jordan og gav sig til at hugge træer om.+
5 Mens en af dem nu var ved at fælde sin bjælke, faldt øksehovedet*+ i vandet. Han råbte da og sagde: „Ak, herre,+ og det var lånt!“+
6 Den [sande] Guds mand sagde imidlertid: „Hvor faldt det?“ Så viste han ham stedet. Derpå skar han et stykke træ af og kastede det derhen og fik øksehovedet til at flyde.+
7 Han sagde nu: „Tag det selv op.“ Han rakte så hånden ud og tog det.
8 Aʹrams konge+ var imidlertid kommet i krig med Israel. Han holdt derfor råd med sine tjenere+ og sagde: „På det og det sted skal I slå lejr med mig.“*+
9 Da sendte den [sande] Guds mand+ bud til Israels konge og sagde: „Tag dig i agt for at drage forbi dette sted,+ for aramæerne kommer ned dér.“+
10 Israels konge sendte da bud til det sted som den [sande] Guds mand havde sagt ham.+ Således advarede+ han ham, og han tog sig i agt for det, ikke blot én eller to gange.
11 Aʹrams konge oprørtes derfor i sit hjerte over denne sag,+ og han kaldte på sine tjenere og sagde til dem: „Kan I ikke fortælle mig hvem det er hos os der er for Israels konge?“+
12 En af hans tjenere sagde da: „Ingen, min herre konge; det er derimod profeten Elisa+ i Israel der fortæller+ Israels konge de ord som du taler i dit sovekammer.“+
13 Da sagde han: „I skal gå hen og se hvor han er, så jeg kan sende bud og tage ham.“+ Siden meddelte man ham: „Se, han er i Doʹtan.“+
14 Så sendte han heste og stridsvogne og en vældig kampstyrke+ derhen, og de kom om natten og indesluttede byen.
15 Da den [sande] Guds mands tjener+ stod tidligt op og gik ud, se, da var en kampstyrke med heste og stridsvogne i færd med at omringe byen. Da sagde hans medhjælper til ham: „Ak, herre,+ hvad skal vi dog gøre?“
16 Men han sagde: „Vær ikke bange,+ for der er flere med os end med dem.“+
17 Derpå bad+ Elisa og sagde: „Jehova, luk dog hans øjne op+ så han kan se!“ Da lukkede Jehova medhjælperens øjne op så han så, og se, bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne+ af ild.+
18 Da de kom ned imod ham, bad Elisa til Jehova og sagde: „Slå dog denne nation* med blindhed.“+ Så slog Jehova dem med blindhed på Elisas ord.
19 Elisa sagde nu til dem: „Det er ikke denne vej, og det er ikke denne by. Følg mig, så skal jeg føre jer til den mand I søger.“ Derpå førte han dem til Samaʹria.+
20 Men så snart de var kommet til Samaʹria sagde Elisa: „Jehova, luk øjnene op på disse, så de kan se!“+ Da lukkede Jehova deres øjne op og de så, og se, de var midt inde i Samaʹria.
21 Israels konge sagde nu til Elisa så snart han så dem: „Skal jeg slå [dem] ihjel, skal jeg slå [dem] ihjel,+ min fader?“+
22 Men han sagde: „Du må ikke slå [dem] ihjel. Slår du dem ihjel som du har taget til fange med dit sværd og din bue?+ Sæt mad og vand frem for dem så de kan spise og drikke+ og drage bort til deres herre.“
23 Så dækkede man op til et stort festmåltid for dem, og de spiste og drak. Derpå lod han dem gå, og de drog af sted til deres herre. Og der kom ikke mere aramaiske røverbander+ ind i Israels land.
24 Men efter dette samlede Ben-Haʹdad, Aʹrams konge, hele sin lejr og drog op og belejrede+ Samaʹria.
25 Der blev da en stor hungersnød i Samaʹria,+ og se, deres belejring af den varede så længe at et æselhoved+ kostede firs sølvstykker og en kvart kab* duegødning+ fem sølvstykker.
26 Mens Israels konge nu gik forbi på muren, råbte en kvinde til ham og sagde: „Kom [mig] til undsætning, herre konge!“+
27 Han sagde da: „Kommer Jehova dig ikke til undsætning, hvorfra skulle jeg så få mulighed for at komme dig til undsætning?+ Fra tærskepladsen eller fra vin- og oliepersen?“
28 Og kongen sagde videre til hende: „Hvad er der i vejen?“ Hun sagde da: „Den kvinde dér sagde til mig: ’Kom med din søn så vi kan spise ham i dag, så spiser vi min søn i morgen.’+
29 Vi kogte+ da min søn og spiste ham.+ Så sagde jeg til hende dagen efter: ’Kom med din søn så vi kan spise ham.’ Men hun skjulte sin søn.“
30 Så snart kongen hørte kvindens ord, sønderrev+ han sine klæder, og idet han gik forbi på muren, så folkene [ham], og se, indenunder havde han sækkelærred på kroppen.
31 Han sagde nu: „Måtte Gud gøre således med mig, og måtte han føje mere til, om Elisas, Sjaʹfats søns, hoved bliver på ham i dag!“+
32 Imens sad Elisa i sit hus, og de ældste* sad sammen med ham.+ [Kongen] sendte så en mand forud for sig. Før sendebudet kom hen til [Elisa], sagde denne til de ældste: „Har I set at denne søn af en morder+ har sendt bud for at fjerne mit hoved? Se, så snart sendebudet kommer, skal I lukke døren og trænge ham tilbage med døren. Er lyden+ af hans herres fødder ikke bag ham?“
33 Mens han endnu talte med dem, se, da kom sendebudet* ned til ham, og [kongen]* sagde: „Se, denne ulykke er fra Jehova.+ Hvorfor skulle jeg vente længere på Jehova?“+
Fodnoter
^ Ordr.: „jernet“.
^ „skal I slå lejr med mig“, ved en lille korrektion af M.
^ El.: „disse hedninger“.
^ En kab svarer til 1,22 l.
