2. Korinther 1:1-24
1 Paulus, en Kristi Jesu apostel+ ved Guds vilje, og Timoʹteus,+ vor broder, til Guds menighed som er i Korinth, sammen med alle de hellige+ som er i hele Achaiʹa:*+
2 Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.+
3 Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader,+ den inderlige barmhjertigheds Fader+ og al trøsts Gud,+
4 som trøster os i al vor trængsel,+ så vi kan trøste+ dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud.+
5 For ligesom lidelserne for Messias kommer til os i overflod,+ således er der også ved Messias en overflod af den trøst vi får.+
6 Men hvad enten vi er i trængsel, da er det til trøst og frelse for jer;+ eller vi trøstes, da er det til trøst for jer, en trøst som bevirker at I holder ud under de samme lidelser som vi også lider.+
7 Og vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.+
8 For vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for i [provinsen] Asien,+ at vi var under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv.+
9 Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole+ på os selv, men på den Gud som oprejser de døde.+
10 Fra noget så stort som døden befriede han os og vil han befri os;+ og vort håb til ham er at han også fremdeles vil befri os.+
11 I kan også hjælpe til med jeres bøn for os,+ for at mange må sige tak+ på vore vegne for det der så venligt er givet os som følge af mange [bedende] ansigter.+
12 For det vi er stolte af er dette, som vor samvittighed vidner om,+ at det er med hellighed og med en oprigtighed der er af Gud, ikke med kødelig visdom+ men med Guds ufortjente godhed, vi har færdedes i verden, og specielt hos jer.
13 For vi skriver jo ikke andet til jer end det som I udmærket kender* eller også anerkender, og som jeg håber I fortsat vil anerkende til det sidste,+
14 sådan som I også, til en vis grad, har anerkendt at vi for jer er en grund til stolthed,+ ligesom I også vil være det for os på vor Herre Jesu dag.+
15 Med denne tillid havde jeg så tidligere i sinde at komme til jer+ for at I kunne få endnu+ en [anledning til] glæde,
16 og efter et ophold hos jer at tage til Makedoʹnien,+ og fra Makedoʹnien at komme tilbage til jer+ og blive fulgt på vej+ af jer til Judæa.
17 Hengav jeg mig nu til letsindighed ved at have et sådant forsæt?+ Eller det jeg sætter mig for, er det noget jeg sætter mig for efter kødet,+ så at der hos mig gives både et „ja, ja“ og et „nej, nej“?+
18 Så sandt man kan stole på Gud, vor tale til jer er ikke „ja“ og dog „nej“.*
19 For Guds søn,+ Kristus Jesus, som er blevet forkyndt iblandt jer ved os, det vil sige ved mig og Silvaʹnus og Timoʹteus,+ blev ikke „ja“ og dog „nej“, men „ja“ er blevet „ja“ i hans tilfælde.+
20 For uanset hvor mange Guds løfter+ er, så er de blevet „ja“ ved hjælp af ham.*+ Og derfor [siges] der gennem ham amen+ til Gud, [ham] til ære gennem os.
21 Men han som garanterer at I og vi tilhører Kristus, og han som har salvet+ os, er Gud.
22 Han har også sat sit segl+ på os og har som forskud+ på det der skal komme,* givet os ånden+ i vore hjerter.
23 Nu kalder jeg Gud til vidne+ mod min egen sjæl på at det er for at skåne jer+ at jeg endnu ikke er kommet til Korinth.
24 Ikke at vi er herrer+ over jeres tro, men vi er medarbejdere+ på jeres glæde, for det er ved [jeres] tro+ I står.+
Fodnoter
^ Romersk provins i det sydlige Grækenland med Korinth som hovedstad.
^ Ordr.: „det som I læser“.
^ El.: „’ja’ og ’nej’ i samme åndedrag“. Ordr.: „ja og nej“. Gr.: Nai kai Ou; lat.: EST et NON; J17,18(hebr.): Hen waLo’ʹ.
^ „ved hjælp af ham“. El.: „i ham“.
