2. Mosebog 10:1-29
10 Da sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao, for det er mig der har gjort hans og hans tjeneres hjerte upåvirkeligt,+ for at jeg kan gøre disse mine tegn foran ham,*+
2 og for at du kan forkynde for din søn og din sønnesøn hvordan jeg har faret frem med strenghed mod Ægypten og hvilke tegn jeg har iværksat iblandt dem;+ og I skal vide at jeg er Jehova.“+
3 Så gik Moses og Aron ind til Farao og sagde til ham: „Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: ’Hvor længe vil du vægre dig ved at indordne dig under mig?+ Send mit folk bort så det kan dyrke mig.
4 For hvis du fortsat vægrer dig ved at sende mit folk bort, se, [så] fører jeg i morgen græshopper ind over dine grænser.+
5 Og de skal dække jordens flade* så man ikke vil kunne se jorden; og de skal æde resten af hvad der er undsluppet, det der er tilbage til jer efter haglen, og de skal æde hvert spirende træ I har, på marken.+
6 Og dine huse og alle dine tjeneres huse og alle Ægyptens huse vil være fyldt i en grad som dine fædre og dine fædres fædre ikke har set fra den dag de blev til på jorden indtil i dag.’“+ Så vendte han sig og gik ud fra Farao.+
7 Derpå sagde Faraos tjenere til ham: „Hvor længe skal denne mand være som en snare for os?+ Send disse mennesker bort så de kan dyrke Jehova deres Gud. Ved du endnu ikke at Ægypten er gået til grunde?“+
8 Så blev Moses og Aron ført tilbage til Farao, og han sagde til dem: „Rejs, dyrk Jehova jeres Gud.+ Hvem specielt* er det der rejser?“
9 Da sagde Moses: „Med vore unge og vore gamle vil vi rejse. Med vore sønner og vore døtre,+ med vore får og vort kvæg vil vi rejse,+ for vi har en højtid for Jehova.“+
10 Derpå sagde han til dem: „Lad det ske sådan. Jehova være med jer om jeg sender jer og jeres små børn bort!+ Se, I har tværtimod noget ondt for øje.*+
11 Sådan bliver det ikke! Rejs blot, I som er voksne mænd, og dyrk Jehova, for det er jo det I søger at opnå.“ Derpå drev man dem bort fra Farao.+
12 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd+ ud over Ægyptens land efter græshopperne, så de kan komme op over Ægyptens land og æde alle planter i landet, alt hvad haglen har ladet blive tilbage.“+
13 Straks rakte Moses sin stav ud over Ægyptens land, og Jehova førte en østenvind*+ ind over landet hele den dag og hele natten. Morgenen kom, og østenvinden bar græshopperne med sig.
14 Og græshopperne kom over hele Ægyptens land og slog sig ned i hele Ægyptens område.+ Det var en meget svær [plage].+ Før dem var der aldrig på den måde kommet nogen græshopper som dem, og efter dem vil der aldrig komme nogen på den måde.
15 De dækkede til sidst hele jordens flade,+ og landet blev mørkt [af dem];+ og de åd alle planter i landet og al frugt på træerne som haglen havde levnet;+ og der var intet grønt levnet på træerne eller på markens planter i hele Ægyptens land.+
16 Så tilkaldte Farao i hast Moses og Aron og sagde: „Jeg har syndet mod Jehova jeres Gud og mod jer.+
17 Så tilgiv+ dog nu min synd kun denne ene gang og bønfald+ Jehova jeres Gud, så han blot fjerner denne dødbringende plage* fra mig.“
18 Derpå gik han ud fra Farao og bønfaldt Jehova.+
19 Da lod Jehova [vinden] slå om til en meget stiv vestenvind, og den bar græshopperne bort og drev dem ud i Det Røde Hav.* Ikke en eneste græshoppe blev ladt tilbage i hele Ægyptens område.
20 Dog lod Jehova Faraos hjerte forhærdes,+ og han sendte ikke Israels sønner bort.
21 Da sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd op mod himmelen,+ så der kan komme mørke over Ægyptens land og man kan føle mørket.“
22 Straks rakte Moses sin hånd op mod himmelen, og så kom der et dystert mørke over hele Ægyptens land i tre dage.+
23 De kunne ikke se hinanden, og ingen rejste sig fra sin plads i tre dage; men hos alle Israels sønner var der lys hvor de boede.+
24 Derpå tilkaldte Farao Moses og sagde: „Rejs, dyrk Jehova.+ Kun jeres får og jeres kvæg vil blive holdt tilbage. Jeres små børn kan også rejse med jer.“+
25 Men Moses sagde: „Du må også give os slagtofre og brændofre med, da vi skal frembære dem for Jehova vor Gud.+
26 Og vore egne hjorde vil også rejse med os.+ Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem vil vi tage nogle at dyrke* Jehova vor Gud med,+ og vi ved ikke selv hvad vi skal dyrke Jehova med, før vi kommer dertil.“+
27 Så lod Jehova Faraos hjerte forhærdes, og han indvilligede ikke i at sende dem bort.+
28 Derfor sagde Farao til ham: „Gå væk fra mig!+ Vogt dig! Prøv ikke at se mit ansigt igen, for den dag du ser mit ansigt, skal du dø.“+
29 Hertil sagde Moses: „Sådan har du talt. Jeg vil ikke prøve at se dit ansigt igen.“+
Fodnoter
^ „disse (mine) tegn iblandt dem“, TJSy; LXX: „disse tegn på dem“.
^ Ordr.: „øje“.
^ Ordr.: „Hvem og hvem?“
^ Ordr.: „der er . . . noget ondt foran jeres ansigter“.
^ „denne dødbringende plage“. Ordr.: „denne død“.
^ Ordr.: „Sivhavet“, „Rørhavet“, måske: „Tanghavet“.
