2. Mosebog 16:1-36
16 Senere brød de op fra Eʹlim,+ og hele Israels sønners forsamling kom til sidst til Sins Ørken,+ som ligger imellem Eʹlim og Sinaj, på den femtende dag i den anden måned efter at de var gået ud af Ægyptens land.
2 Og hele Israels sønners forsamling gav sig til at knurre imod Moses og Aron i ørkenen.+
3 Og Israels sønner sagde til dem: „Hvis blot vi var døde+ for Jehovas hånd i Ægyptens land mens vi sad ved kødgryderne,+ mens vi spiste brød til vi var mætte, for I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne menighed dø af sult.“+
4 Da sagde Jehova til Moses: „Se, jeg lader brød regne ned til jer fra himmelen;+ og folket skal gå ud og samle hvad der er brug for dag for dag,+ for at jeg kan sætte dem på prøve med hensyn til om de vil vandre efter min lov eller ej.+
5 Og på den sjette dag,+ når de tilbereder det de bringer ind, skal det vise sig at være det dobbelte af hvad de daglig plejer at samle op.“+
6 Så sagde Moses og Aron til alle Israels sønner: „I aften skal I vide at det er Jehova der har ført jer ud af Ægyptens land.+
7 Og i morgen tidlig skal I se Jehovas herlighed,+ for han har hørt jeres knurren mod Jehova. Og hvad er vi, at I knurrer imod os?“
8 Og Moses fortsatte: „Det vil ske når Jehova i aften giver jer kød at spise og i morgen tidlig brød at mætte jer med, for Jehova har hørt jeres knurren hvormed I har knurret imod ham. Og hvad er vi? Jeres knurren er ikke imod os, men imod Jehova.“+
9 Derpå sagde Moses til Aron: „Sig til hele Israels sønners forsamling: ’Træd frem for Jehova, for han har hørt jeres knurren.’“+
10 Og så snart Aron havde talt til hele Israels sønners forsamling, vendte de sig mod ørkenen, og se, Jehovas herlighed viste sig i skyen.+
11 Og Jehova talte videre til Moses og sagde:
12 „Jeg har hørt Israels sønners knurren.+ Tal til dem og sig: ’Mellem de to aftener* vil I få kød at spise, og i morgen tidlig vil I få brød at mætte jer med;+ og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.’“+
13 Og det skete om aftenen at der kom vagtler,+ og de dækkede efterhånden lejren, og næste morgen var der kommet et lag dug rundt om lejren.+
14 Og da laget af dug fordampede,* se, da lå der på ørkenens flade noget fint skælagtigt* noget,+ fint som rim+ på jorden.
15 Da Israels sønner så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?“* For de vidste ikke hvad det var. Derfor sagde Moses til dem: „Det er det brød som Jehova har givet jer til føde.+
16 Dette har Jehova påbudt: ’Saml noget af det op, enhver så meget som man kan spise. I skal tage en omer*+ til hver person,* efter antallet af de sjæle som hver af jer har i sit telt.’“
17 Og sådan gjorde Israels sønner; de gav sig til at samle det op, idet nogle samlede meget og andre samlede lidt.
18 Da de målte det med omermålet, havde den der havde samlet meget, ikke overskud, og den der havde samlet lidt, ikke underskud.+ De havde hver især samlet så meget op som man kunne spise.
19 Så sagde Moses til dem: „Ingen må levne noget af det til i morgen tidlig.“+
20 Men de hørte ikke efter Moses. Da nogle mænd levnede noget af det til næste morgen, gik der orm i det, og det stank;+ og Moses harmedes på dem.+
21 Og de samlede det op morgen+ efter morgen, hver især så meget som man kunne spise. Når solen blev hed, smeltede det.
22 Men på den sjette dag skete det at de havde samlet dobbelt så meget brød op,+ to omer til én person. Så kom alle høvdingerne* i forsamlingen og fortalte det til Moses.
23 Da sagde han til dem: „Det er som Jehova har sagt. I morgen vil det være sabbatshøjtid, en hellig sabbat for Jehova.+ Hvad I kan bage, skal I bage, og hvad I kan koge, skal I koge,+ og alt det overskydende skal I lægge til side og opbevare til i morgen tidlig.“
24 Så lagde de det til side til næste morgen, sådan som Moses havde påbudt; og det stank ikke, og der var heller ikke maddiker i det.+
25 Da sagde Moses: „Spis det i dag, for i dag er det sabbat+ for Jehova. I dag vil I ikke finde det på marken.
26 I seks dage kan I samle det op, men på den syvende dag er det sabbat.+ På den vil der ikke være noget.“
27 Dog var der på den syvende dag nogle i folket der alligevel gik ud for at samle noget op, men de fandt intet.
28 Da sagde Jehova til Moses: „Hvor længe vil I vægre jer ved at holde mine bud og mine love?+
29 Mærk jer at Jehova har givet jer sabbatten.+ Det er derfor at han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Hver bør blive på sin plads.+ Ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag.“
30 Så holdt folket sabbat* på den syvende dag.+
31 Og Israels hus gav det herefter navnet „manna“.* Og det var hvidt som korianderfrø, og dets smag var som flade kager med honning.+
32 Da sagde Moses: „Dette har Jehova påbudt: ’Fyld et omermål med det til opbevaring i denne og kommende generationer,+ for at man kan se det brød som jeg lod jer spise i ørkenen da jeg førte jer ud af Ægyptens land.’“+
33 Så sagde Moses til Aron: „Tag en krukke og kom en omerfuld manna deri og stil den foran Jehova til opbevaring i denne og kommende generationer.“+
34 Sådan som Jehova havde påbudt Moses, stillede Aron den så foran Vidnesbyrdet*+ til opbevaring.
35 Og Israels sønner spiste manna i fyrre år,+ indtil de kom til et land der var beboet.+ De spiste manna indtil de kom til grænseområdet til Kaʹna’ans land.+
36 I øvrigt er en omer en tiendedel efa.*
Fodnoter
^ Ordr.: „steg op“.
^ El.: „knirkende“.
^ „Hvad er det?“ Hebr.: man hu’; syr.: manav.
^ Ordr.: „hovedskal“.
^ Ca. 2,2 liter.
^ El.: „Så gav folket sig til at hvile“.
^ „manna“. Syr.: manna’; MSamLXXVg: man.
^ El.: „Formaningen“, dvs. Vidnesbyrdets ark (kisten hvori vigtige dokumenter opbevaredes). Se 30:6.
^ En efa svarer til ca. 22 l.
