2. Mosebog 17:1-16
17 Så brød hele Israels sønners forsamling op fra Sins Ørken+ og drog fra lejrplads til lejrplads efter Jehovas ordre,*+ og de slog derpå lejr i Reʹfidim.+ Men der var intet vand folket kunne drikke.
2 Og folket yppede kiv med Moses og sagde:+ „Giv os vand så vi kan drikke.“ Men Moses sagde til dem: „Hvorfor ypper I kiv med mig? Hvorfor bliver I ved med at sætte Jehova på prøve?“+
3 Men folket tørstede efter vand dér, og folket knurrede mod Moses og sagde: „Hvorfor har du dog ført os op fra Ægypten for at lade os og vore sønner og vore* hjorde dø af tørst?“+
4 Til sidst råbte Moses til Jehova og sagde: „Hvad skal jeg gøre med dette folk? Lidt til, så stener de mig!“+
5 Da sagde Jehova til Moses: „Gå hen foran folket+ og tag nogle af Israels ældste med dig og din stav som du slog Nilen med.+ Tag den i hånden, og gå så.
6 Se! Jeg står foran dig dér på klippen ved Hoʹreb.* Og du skal slå på klippen, og der skal springe vand ud af den, og folket skal drikke det.“+ Moses gjorde da således for øjnene af Israels ældste.
7 Og han gav stedet navnet Masʹsa*+ og Meʹriba,*+ fordi Israels sønner havde yppet kiv og fordi de havde sat Jehova på prøve+ og sagt: „Er Jehova iblandt os eller ej?“+
8 Så kom amalekitterne*+ og gik i kamp mod Israel i Reʹfidim.+
9 Da sagde Moses til Josua:*+ „Udvælg os nogle mænd og ryk ud,+ kæmp mod amalekitterne. I morgen stiller jeg mig på toppen af højen, med den [sande] Guds stav i hånden.“+
10 Så gjorde Josua sådan som Moses havde sagt til ham,+ for at kæmpe mod amalekitterne; og Moses, Aron og Hur+ gik op på toppen af højen.
11 Og det var sådan at når Moses løftede hånden, havde israelitterne overtaget;+ men når han tog hånden ned, havde amalekitterne overtaget.
12 Da Moses’ hænder blev tunge, tog de en sten og lagde under ham, og han satte sig på den; og Aron og Hur holdt hans hænder oppe, den ene fra den ene side, og den anden fra den anden side, så hans hænder forblev i samme stilling* indtil solen gik ned.
13 Således nedkæmpede Josua Aʹmalek og hans folk med sværdets æg.+
14 Derpå sagde Jehova til Moses: „Skriv dette i bogen så det huskes,+ og fremsæt det i Josuas påhør: ’Jeg vil fuldstændig udslette Aʹmaleks minde under himmelen.’“+
15 Derpå byggede Moses et alter og gav det navnet Jehova-Nisʹsi*
16 og sagde: „Fordi en hånd er [udrakt] mod Jahs+ trone,+ har Jehova krig* med Aʹmalek fra generation til generation.“+
Fodnoter
^ Ordr.: „mund“.
^ „os . . . vore . . . vore“. Ordr.: „mig . . . mine . . . mine“; det er „folket“ der taler.
^ „Horeb“. Ikke bjerget hvor De Ti Bud blev givet, men bjerglandet omkring Sinaj Bjerg, også kaldet Sinaj Ørken.
^ Betyder „prøve“, „prøvelse“.
^ Betyder „strid“, „kiv“.
^ El.: „Amalek“ med kollektiv betydning.
^ El.: „Jehosjua“. Hebr.: Jehōsjuʹa‛, „Jehova er frelse“; gr.: ’Ιησοῦ (Iēsouʹ, „Jesus“).
^ Ordr.: „og hans hænder var fasthed (ubevægelighed)“.
^ „Jehova-Nissi“. Betyder „Jehova er mit signal (min signalstang)“, idet nissiʹ betragtes som afledt af nes, „signal“, „signalstang“; LXX: „Jehova er min tilflugt“, idet nissiʹ betragtes som afledt af nus, „flygte (søge tilflugt)“; Vg: „Jehova er min ophøjelse“, idet nissiʹ betragtes som afledt af nasasʹ, „ophøje (løfte op)“.
^ „For med skjult hånd fører Jehova krig (mod Amalek)“, LXX; Vgc: „For Jehovas trones hånd og Jehovas krig vil være (mod Amalek)“.
