2. Mosebog 5:1-23
5 Og derefter gik Moses og Aron ind og sagde til Farao:+ „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Send mit folk bort så det kan holde højtid for mig i ørkenen.’“+
2 Men Farao sagde: „Hvem er Jehova,+ at jeg skulle adlyde* hans røst og sende Israel bort?+ Jeg kender overhovedet ikke Jehova,+ og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“+
3 Men de sagde videre: „Hebræernes Gud har sat sig i forbindelse med os.+ Vi vil gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe slagtofre til Jehova vor Gud;+ ellers vil han måske ramme os med pest* eller med sværd.“+
4 Da sagde Ægyptens konge til dem: „Hvordan kan det være at I, Moses og Aron, får folket til at skulke* fra deres arbejdsopgaver?+ Gå til jeres byrder!“+
5 Og Farao fortsatte: „Se! Landets folk er mange nu,+ og I får dem til at holde op med* at bære deres byrder.“+
6 Straks samme dag gav Farao arbejdsfogederne over folket, og dets formænd,+ følgende påbud, idet han sagde:
7 „I må ikke som tidligere samle halm til at give folket at lave teglsten+ af. Lad dem selv gå hen og samle sig halm.
8 Men den fastsatte mængde teglsten som de lavede tidligere, skal I stadig pålægge dem [at lave]. I må ikke skære ned på noget for dem, for de er slappe.+ Det er derfor de råber op og siger: ’Vi vil rejse; vi vil bringe slagtofre til vor Gud!’+
9 Lad tjenesten hvile tungt på folkene og lad dem arbejde med den, og lad dem ikke give agt på falske ord.“+
10 Så gik folkets arbejdsfogeder+ og dets formænd ud og sagde til folket: „Sådan har Farao sagt: ’Jeg giver jer ikke mere halm.
11 Gå selv, hent jer halm hvor I kan finde den, for der vil ikke blive skåret det mindste ned på jeres tjeneste.’“+
12 Så spredtes folket over hele Ægyptens land for at samle halmstubbe til at bruge som strå.
13 Og arbejdsfogederne blev ved med at presse på,+ idet de sagde: „Gør jeres arbejdsopgaver færdige, hvad der kræves dag for dag, som da der var halm.“+
14 Senere blev Israels sønners formænd,+ som Faraos arbejdsfogeder* havde sat over dem, pryglet,+ idet man sagde til dem: „Hvorfor har I ikke gjort jeres foreskrevne arbejde med at lave teglsten+ færdigt som tidligere, såvel i går som i dag?“+
15 Så gik Israels sønners formænd+ ind og råbte til Farao, idet de sagde: „Hvorfor handler du således med dine tjenere?
16 Man giver ikke dine tjenere halm, og alligevel siger man til os: ’Lav teglsten!’ Og her bliver dine tjenere pryglet, mens det er dit eget folk der har skylden.“+
17 Men han sagde: „Slappe er I, slappe!+ Det er derfor I siger: ’Vi vil rejse; vi vil bringe slagtofre til Jehova.’+
18 Gå nu hen [og] pas jeres arbejde! Selv om der ikke vil blive givet jer noget halm, skal I alligevel levere den fastsatte mængde teglsten.“+
19 Da så Israels sønners formænd sig selv ulykkeligt stillet da man sagde:+ „I må ikke skære det mindste ned på den mængde teglsten der kræves af jer dag for dag.“+
20 Derpå traf de Moses og Aron,+ som stod der for at møde dem da de kom ud fra Farao.
21 Straks sagde de til dem: „Måtte Jehova se på jer og dømme,+ da I har gjort lugten af os til en stank+ for Farao og for hans tjenere og derved lagt et sværd i deres hånd til at dræbe os med.“+
22 Så vendte Moses sig til Jehova+ og sagde: „Jehova,* hvorfor har du voldt dette folk ondt?+ Hvorfor har du dog sendt mig?+
23 Fra det tidspunkt jeg gik ind til Farao for at tale i dit navn,+ har han jo handlet ondt mod dette folk,+ og du har på ingen måde udfriet dit folk.“+
Fodnoter
^ El.: „høre efter“.
^ El.: „byldepest“. LXX: „død (dødbringende pest)“.
^ El.: „Hvorfor vil I, Moses og Aron, få folket til at skulke . . .?“
^ „holde op med“. El.: „hvile (holde sabbat) fra“.
^ El.: „mænd som drev dem til arbejdet“.
^ Et af de 134 steder hvor soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
