2. Mosebog 8:1-32
8 * Da sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao og sig til ham: ’Sådan har Jehova sagt: „Send mit folk bort så det kan dyrke mig.+
2 Men hvis du fortsat vægrer dig ved at sende det bort, se, [så] plager jeg hele dit område med frøer.+
3 Og Nilen skal vrimle af frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit hus og dit sovekammer og på dit leje og i dine tjeneres huse og på dit folk og i dine ovne og i dine dejtrug.+
4 Og frøerne vil kravle op på dig selv og på dit folk og på alle dine tjenere.“’“+
5 * Senere sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: ’Ræk din hånd med din stav+ ud over floderne, Nilkanalerne og de rørbevoksede damme og få frøerne til at kravle op over Ægyptens land.’“
6 Så rakte Aron sin hånd ud over Ægyptens vande, og frøerne kravlede op og dækkede Ægyptens land.
7 Dog gjorde magerne det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster og fik frøerne til at kravle op over Ægyptens land.+
8 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: „Bønfald Jehova,+ så han fjerner frøerne fra mig og mit folk, da jeg vil sende folket bort så det kan bringe slagtofre til Jehova.“+
9 Da sagde Moses til Farao: „Hav du den ære frem for mig at sige* hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine tjenere og dit folk for at udrydde frøerne [og fjerne dem] fra dig og dine huse. Kun i Nilen vil de være tilbage.“
10 Hertil sagde han: „I morgen.“ Så sagde han: „Det skal ske efter dit ord, for at du kan vide at der ingen er som Jehova, vor Gud,+
11 idet frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse og dine tjenere og dit folk. Kun i Nilen vil de være tilbage.“+
12 Derpå gik Moses og Aron ud fra Farao, og Moses råbte til Jehova+ på grund af frøerne som Han havde bragt over Farao.
13 Så handlede Jehova efter Moses’ ord,+ og frøerne døde efterhånden [og forsvandt] fra husene, gårdspladserne og markerne.
14 Og man gav sig til at hobe dem op i bunkevis, og landet kom til at stinke.+
15 Da Farao så at der var indtrådt en lettelse, gjorde han sit hjerte upåvirkeligt;*+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.+
16 Da sagde Jehova til Moses: „Sig til Aron: ’Ræk din stav+ ud og slå jordens støv, og det skal blive til myg i hele Ægyptens land.’“
17 Og de gjorde da sådan. Altså rakte Aron sin hånd med staven ud og slog jordens støv, og da kom myggene* over mennesker og dyr. Alt støvet på jorden blev til myg i hele Ægyptens land.+
18 Og magerne prøvede at gøre det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster+ for at få myg frem, men de kunne ikke.+ Og myggene kom over mennesker og dyr.
19 Derfor sagde magerne til Farao: „Det er Guds+ finger!“+ Men Faraos hjerte forblev forhærdet,+ og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt.
20 Da sagde Jehova til Moses: „Stå tidligt op i morgen og stil dig op foran Farao.+ Se! Han er på vej ud til vandet! Og du skal sige til ham: ’Sådan har Jehova sagt: „Send mit folk bort så det kan dyrke mig.*+
21 Men hvis du ikke sender mit folk bort, se, [så] sender jeg klæger*+ over dig og dine tjenere og dit folk og ind i dine huse; og ægypternes huse skal være fulde af klæger, og også den jord som de er på.
22 Og på den dag giver jeg Goʹsens land, hvor mit folk befinder sig, en særstilling, så der ingen klæger er dér;+ for at du kan vide at jeg er Jehova midt i landet.*+
23 Og jeg sætter skel mellem mit folk og dit folk.+ I morgen vil dette tegn finde sted.“’“
24 Og Jehova gjorde da sådan; og store sværme af klæger trængte ind i Faraos hus og hans tjeneres huse og hele Ægyptens land.+ Landet blev efterhånden ødelagt som følge af klægerne.+
25 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: „Gå, bring slagtofre til jeres Gud* [her] i landet.“+
26 Men Moses sagde: „Det går ikke an at gøre dette, for som slagtoffer vil vi bringe Jehova vor Gud noget der er vederstyggeligt for ægypterne.+ Sæt at vi, for øjnene af ægypterne, som slagtoffer bringer noget der er en vederstyggelighed for dem; vil de så ikke stene os?
27 Vi vil rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og bringe Jehova vor Gud slagtofre, sådan som han har sagt os.“+
28 Da sagde Farao: „Jeg vil sende jer bort,+ og I skal bringe Jehova jeres Gud slagtofre i ørkenen.+ Kun må I ikke rejse alt for langt bort. Gå i forbøn for mig.“+
29 Da sagde Moses: „Se, jeg går nu bort fra dig, og jeg skal gå i forbøn hos Jehova, og klægerne skal forsvinde fra Farao, hans tjenere og hans folk i morgen. Kun må Farao ikke igen føre [os] bag lyset ved ikke at sende folket bort for at bringe slagtofre til Jehova.“+
30 Derpå gik Moses ud fra Farao og gik i forbøn hos Jehova.+
31 Så handlede Jehova efter Moses’ ord,+ og klægerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk.+ Ikke én var tilbage.
32 Dog gjorde Farao også denne gang sit hjerte upåvirkeligt, og han sendte ikke folket bort.+
Fodnoter
^ Er i MLXX 7:26.
^ I MLXX begynder kapitel 8 her.
^ „Hav . . . at sige“. Muligvis: „Oplys mig om“.
^ „gjorde han . . . upåvirkeligt“, i overensstemmelse med Sam. I M er verbalformen en infinitivus absolutus, som ikke indeholder noget tidsmoment.
^ El.: „moskitoerne“. Hebr.: hakkinnamʹ. Flavius Josefus (Jødernes Oldtidshistorie, 2. bog, kap. XIV, 3. afsnit) siger at der var tale om lus, hvilket dog ikke er særlig sandsynligt, selv om Talmud bruger ordet kinnīmʹ om lus.
^ „så det kan dyrke (tjene, tilbede) mig“. Hebr.: weja‛avdhuʹnī; gr.: hiʹna moi latreuʹsōsin, „for at de kan yde mig hellig tjeneste“. Se 3:12, fdn.
^ „stikfluer“, LXX.
^ El.: „at jeg, Jehova, er midt i landet (midt på jorden)“.
^ „til jeres Gud“. Hebr.: lE’lohēkhæmʹ; TJLXXBagsterSy: „til Jehova, jeres Gud“.
