2. Mosebog 9:1-35
9 Så sagde Jehova til Moses: „Gå ind til Farao og sig til ham:+ ’Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: „Send mit folk bort, så det kan dyrke mig.
2 Men hvis du fortsat vægrer dig ved at sende det bort og du stadig holder fast på det,+
3 se! [så] kommer Jehovas hånd+ over dine hjorde+ som er på marken. Over hestene, æslerne, kamelerne, hornkvæget og småkvæget vil der komme en meget svær pest.+
4 Og Jehova vil gøre forskel på Israels hjorde og Ægyptens hjorde, og intet af det der tilhører Israels sønner vil dø.“’“+
5 Endvidere angav Jehova en fastsat tid, idet han sagde: „I morgen vil Jehova gøre dette i landet.“+
6 Altså gjorde Jehova dette den følgende dag, og alle slags [dyr] af ægypternes hjorde* døde;+ men af Israels sønners hjorde døde ikke et eneste [dyr].
7 Da sendte Farao bud, og se, ikke så meget som ét [dyr] af Israels hjorde var dødt. Alligevel forblev Faraos hjerte upåvirkeligt,+ og han sendte ikke folket bort.
8 Derpå sagde Jehova til Moses og Aron: „Tag begge jeres hænder fulde af sod fra en brændovn,+ og Moses skal slynge det op mod himmelen for øjnene af Farao.
9 Og det skal blive til fint støv over hele Ægyptens land, og det skal blive til bylder der bryder ud i blærer+ på mennesker og dyr i hele Ægyptens land.“
10 Så tog de sod fra en brændovn og trådte frem for Farao, og Moses slyngede det op mod himmelen, og det blev til bylder med blærer+ der brød ud på mennesker og dyr.
11 Og magerne kunne ikke træde frem for Moses på grund af bylderne, for der var kommet bylder på magerne og på alle ægypterne.+
12 Men Jehova lod Faraos hjerte forhærdes, og han hørte ikke på dem, ganske som Jehova havde sagt til Moses.+
13 Da sagde Jehova til Moses: „Stå tidligt op i morgen og stil dig op foran Farao+ og sig til ham: ’Sådan har Jehova, hebræernes Gud, sagt: „Send mit folk bort, så det kan dyrke mig.+
14 For denne gang sender jeg alle mine plager mod dit hjerte og mod dine tjenere og dit folk, for at du kan vide at der ingen er som jeg på hele jorden.+
15 For nu kunne jeg have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, så du var blevet udslettet fra jorden.+
16 Men netop af denne grund har jeg ladet dig bestå:*+ for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.*+
17 Optræder du stadig hovmodigt* imod mit folk ved ikke at sende det bort?+
18 Se, i morgen ved denne tid lader jeg det regne med en meget svær haglbyge, hvis lige ikke har været i Ægypten fra den dag det blev grundlagt og indtil nu.+
19 Og nu, send bud, bring dine hjorde og alt hvad der er dit på marken i ly. Alle mennesker og dyr der befinder sig på marken og ikke bliver samlet i hus, dem vil haglen+ styrte ned over, og de skal dø.“’“
20 Enhver der frygtede Jehovas ord blandt Faraos tjenere lod sine tjenere og sine hjorde flygte ind i husene,+
21 men den der ikke fæstede sit hjerte ved Jehovas ord, efterlod sine tjenere og sine hjorde på marken.+
22 Så sagde Jehova til Moses: „Ræk din hånd+ op mod himmelen, så der kan komme hagl+ over hele Ægyptens land, over mennesker og dyr og alle markens planter i Ægyptens land.“
23 Så rakte Moses sin stav op mod himmelen; og Jehova sendte torden og hagl,+ og ild fór ned mod jorden, og Jehova blev ved med at lade det regne med hagl over Ægyptens land.
24 Således kom der hagl, med ild flakkende imellem haglene. [Haglbygen] var meget svær; dens lige havde ikke været i hele Ægyptens land fra det tidspunkt det blev en nation.+
25 Og haglen slog efterhånden ned over hele Ægyptens land. Haglen slog alt hvad der var på marken ned, både mennesker og dyr, og alle slags planter* på marken; og den splintrede alle slags træer* på marken.+
26 Kun i Goʹsens land, hvor Israels sønner var, kom der ingen hagl.+
27 Til sidst sendte Farao bud og tilkaldte Moses og Aron og sagde til dem: „Jeg har syndet denne gang.+ Jehova er retfærdig,+ og jeg og mit folk har uret.*
28 Bønfald Jehova om at det må være nok med denne torden og hagl fra Gud.+ Så vil jeg sende jer bort, og I skal ikke blive her længere.“
29 Så sagde Moses til ham: „Så snart jeg kommer ud af byen vil jeg brede mine hænder ud mod Jehova.+ Tordenen skal holde op, og haglen skal ikke fortsætte længere, for at du kan vide at jorden tilhører Jehova.+
30 Men om dig og dine tjenere ved jeg allerede at I end ikke da vil frygte for Jehova Gud.“+
31 Og hørren og byggen var blevet slået ned, for byggen stod i aks og hørren i knop.+
32 Men hveden og spelten*+ var ikke blevet slået ned, for de er senere.
33 Moses gik så bort fra Farao, ud af byen, og bredte sine hænder ud mod Jehova, og tordenen og haglen holdt op, og regnen strømmede ikke mere ned over jorden.+
34 Da Farao så at regnen og haglen og tordenen var holdt op, syndede han igen og gjorde sit hjerte upåvirkeligt,+ både han og hans tjenere.
35 Og Faraos hjerte forblev forhærdet, og han sendte ikke Israels sønner bort, ganske som Jehova havde sagt ved Moses.*+
Fodnoter
^ El.: „og alle ægypternes hjorde“.
^ El.: „har jeg bevaret dig“, „har jeg ladet dig blive i live“. Ordr.: „har jeg ladet dig blive stående“. Jf. 21:21, fdn. til „forbliver i live“.
^ „Og med det formål er du blevet bevaret, for at jeg kan vise min styrke i forbindelse med dig, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden,“ LXX. Jf. Ro 9:17.
^ „Endnu ophøjer du dig“, J. W. Watts, A Distinctive Translation of Exodus, 1977.
^ El.: „alle planter“.
^ El.: „alle træer“, „hvert træ“.
^ El.: „er de ugudelige“.
^ En ringere hvedesort der dyrkedes i oldtidens Ægypten.
^ Ordr.: „ved Moses’ hånd“.
