2. Samuel 18:1-33
18 David mønstrede nu folkene som var med ham og satte tusindførere og hundredførere over dem.+
2 Derpå sendte David en tredjedel+ af folkene af sted under Joʹabs+ ledelse, og en tredjedel under Joʹabs broder Aʹbisjajs,+ Zeruʹjas søns, ledelse, og en tredjedel under gittitten Itʹtajs+ ledelse. Kongen sagde desuden til folkene: „Jeg vil også selv drage ud med jer.“
3 Men folkene sagde: „Du må ikke drage ud,+ for selv om vi bliver nødt til at flygte, vil man ikke bekymre sig om os;+ og selv om halvdelen af os dør, vil man ikke bekymre sig om os, for du er lige så meget værd som ti tusind af os;+ og lige nu er det bedre hvis du vil være os til hjælp+ fra byen.“
4 Kongen sagde da til dem: „Jeg vil gøre hvad der synes bedst i jeres øjne.“+ Kongen blev så stående ved siden af porten,+ mens alle folkene drog ud i formationer på hundrede og tusind.+
5 Kongen gav derpå Joʹab og Aʹbisjaj og Itʹtaj følgende påbud: „For min skyld må I gå skånsomt+ frem mod den unge mand Abʹsalom.“ Og alle folkene hørte at kongen gav alle øversterne dette påbud angående Abʹsalom.
6 Folkene drog nu ud på åben mark for at møde Israel, og der blev kamp i Eʹfraims skov.*+
7 Men folkene fra Israel+ led nederlag+ dér over for Davids tjenere, og det blev et stort nederlag for dem dér den dag: tyve tusind [faldne].
8 Og kampen dér bredte sig efterhånden over hele landets flade. Skoven fortærede desuden flere af folkene end sværdet gjorde den dag.
9 Da traf Abʹsalom på Davids tjenere. Og Abʹsalom red på et muldyr, men muldyret kom ind under grenværket på et meget stort træ, sådan at hans hoved sad fast i det store træ og han blev hængende mellem himmel og jord,+ mens muldyret under ham løb videre.
10 En mand så det imidlertid og fortalte det til Joʹab+ og sagde: „Hør, jeg så Abʹsalom hænge i et stort træ.“
11 Da sagde Joʹab til manden som fortalte ham det: „Du så det altså; hvorfor slog du ham da ikke til jorden på stedet? Så havde jeg måttet give dig ti sølvstykker og et bælte.“+
12 Men manden sagde til Joʹab: „Om jeg så fik vejet tusind sølvstykker op i hånden, ville jeg ikke række hånden ud mod kongens søn, for det var i vort påhør* kongen gav dig og Aʹbisjaj og Itʹtaj påbudet: ’Hvem I end er, pas på den unge mand Abʹsalom.’+
13 Ellers havde jeg handlet bedragerisk mod hans sjæl, og slet intet af sagen ville kunne skjules for kongen,+ og du selv ville holde dig udenfor.“
14 Hertil sagde Joʹab: „Jeg vil ikke lade mig opholde her hos dig på denne måde!“ Derpå tog han tre spyd* i hånden og jog+ dem i Abʹsaloms hjerte, mens han endnu var i live midt+ i det store træ.*
15 Så omringede ti unge mænd som var Joʹabs våbendragere, Abʹsalom og slog ham ihjel, og lod ham således lide døden.+
16 Joʹab blæste da i hornet,+ så folkene vendte tilbage fra forfølgelsen af Israel, for Joʹab holdt folkene tilbage.
17 De tog så Abʹsalom og kastede ham i en stor grube i skoven og rejste en meget stor stendysse over ham.+ Men hele Israel flygtede, hver til sit hjem.*
18 Nu havde Abʹsalom, mens han var i live, taget sig en støtte som han rejste,+ den som er i Kongedalen,+ for han sagde: „Jeg har ingen søn til at bevare mindet om mit navn.“+ Han kaldte derfor støtten ved sit eget navn,+ og man kalder den Abʹsaloms Mindesmærke den dag i dag.
19 Nu sagde Zaʹdoks søn Ahiʹma’az:+ „Lad dog mig løbe hen og bringe kongen nyheden, for Jehova har som dommer udfriet ham af hans fjenders hånd.“+
20 Men Joʹab sagde til ham: „Du er ikke den der skal bringe nyheden i dag. Du kan bringe en nyhed en anden dag, men i dag skal du ikke bringe nyheden, eftersom* det er kongens søn der er død.“+
21 Derpå sagde Joʹab til en kusjit:+ „Gå, fortæl kongen hvad du har set.“ Kusjitten bøjede sig da for Joʹab og løb.
22 Men Zaʹdoks søn Ahiʹma’az sagde endnu en gang til Joʹab: „Ske hvad der vil; lad dog også mig løbe, efter kusjitten.“ Joʹab sagde imidlertid: „Hvorfor skulle du dog løbe, min søn, når der ingen nyhed er til dig?“
23 [Men han svarede:]* „Ske hvad der vil; lad mig løbe.“ Han sagde da til ham: „Løb!“ Ahiʹma’az løb da ad vejen gennem [Jordan]egnen*+ og overhalede kusjitten.
24 Mens David nu sad mellem de to porte,+ gik vagtposten+ op på taget over porten, ved muren, og da han løftede sine øjne og så, se, da kom en mand løbende alene.
25 Vagtposten råbte da til kongen og fortalte det, hvorpå kongen sagde: „Hvis han er alene, har han nyt at fortælle.“ Han kom imidlertid stadig nærmere.
26 Vagtposten så nu en anden mand komme løbende, så vagtposten råbte til portvagten og sagde: „Se! Der kommer [endnu] en mand løbende alene!“ Kongen sagde da: „Det er også en der bringer nyt.“
27 Vagtposten sagde videre: „Jeg kan se at den førstes måde at løbe på ligner Zaʹdoks søn Ahiʹma’az’+ måde at løbe på.“+ Hertil sagde kongen: „Han er en god mand,+ og han kommer med godt nyt.“+
28 Ahiʹma’az råbte nu til kongen og sagde: „Alt vel!“* Derpå bøjede han sig for kongen med ansigtet mod jorden og sagde: „Velsignet+ være Jehova din Gud som har overgivet+ de mænd der løftede deres hånd mod min herre kongen!“
29 Kongen sagde imidlertid: „Hvordan har den unge mand Abʹsalom det?“ Hertil sagde Ahiʹma’az: „Jeg så en voldsom tummel netop som Joʹab sendte kongens tjener og din tjener af sted, men jeg ved ikke hvad det var.“+
30 Kongen sagde da: „Gå til side, stil dig dér.“ Han gik da til side og blev stående.
31 Og se, kusjitten+ kom ind. Kusjitten sagde nu: „Måtte min herre kongen tage imod nyt, for i dag har Jehova som dommer udfriet dig fra alle dem der rejser sig mod dig.“+
32 Kongen sagde imidlertid til kusjitten: „Hvordan har den unge mand Abʹsalom det?“ hvorpå kusjitten sagde: „Måtte min herre kongens fjender og alle som har rejst sig imod dig med ondt i sinde, blive som den unge mand.“*+
33 Da blev kongen rystet og gik op i tagkammeret+ over porten og græd; og således sagde han idet han gik: „Min søn Abʹsalom, min søn, min søn+ Abʹsalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Abʹsalom, min søn, min søn!“+
Fodnoter
^ „Efraims“, MLXXVg; LXXLagarde: „Mahanajims“.
^ Ordr.: „vore ører“.
^ El.: „spydskafter“. Ordr.: „stave“.
^ Ordr.: „i det store træs hjerte“.
^ Ordr.: „telt“.
^ „eftersom“. M: ki-‛aleʹ, men vokalpunkterne svarer til læsemåden ki-‛al-kenʹ, som nogle hebr. mss. har. NV følger altså qere (som det læses), ikke kethib (som det skrives). Jf. Dom 20:13, fdn.
^ „Men han svarede“, LXXSyVg.
^ „Alt vel!“ Hebr.: sjalōmʹ, „fred!“ Jf. spørgsmålet i v. 29, 32: „Hvordan har . . . det?“ Ordr.: „[Er der] fred til . . .?“
^ I MLXX slutter kap. 18 her.
