Hebræerne 10:1-39
10 For da loven har en skygge+ af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan [mennesker] aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem [med dem], fuldkomne.+
2 Ville man ellers ikke have ophørt med at frembære [ofrene], idet de der yder hellig tjeneste* ville være blevet renset én gang for alle og ikke mere ville have nogen bevidsthed om synder?+
3 Med disse ofre gives der tværtimod, år efter år, en påmindelse om synder,+
4 for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.+
5 Derfor siger han da han kommer ind i verden: „’Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke,+ men du beredte mig et legeme.+
6 Du fandt ikke behag i brændofre* og i synd[ofre].’+
7 Så sagde jeg: ’Se, jeg er kommet (i bogrullen* er der skrevet om mig)+ for at gøre din vilje, min Gud.’“+
8 Efter først at have sagt: „Du ønskede ikke og fandt heller ikke behag i slagtofre og kornofre og brændofre og synd[ofre]“+ — som frembæres ifølge loven+ —
9 så siger han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.“*+ Han afskaffer det første for at han kan stadfæste det andet.+
10 Ved den nævnte „vilje“+ er vi blevet helliget+ ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret+ én gang+ for alle.
11 Og hver præst står+ dag efter dag+ og yder offentlig tjeneste og frembærer de samme slagtofre mange gange, da disse aldrig rigtigt kan tage synder bort.+
12 Men denne [mand] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig+ og taget sæde ved Guds højre hånd,+
13 og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder.+
14 For med ét offer+ har han gjort dem der helliges, fuldkomne+ for bestandig.
15 Desuden vidner den hellige ånd+ også for os, for efter at den har sagt:
16 „’Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage,’ siger Jehova.* ’Jeg giver mine love i deres hjerter, og i deres sind skriver jeg dem,’“+
17 siger den derefter:* „Og jeg vil aldrig huske deres synder og deres lovløse gerninger mere.“+
18 Og hvor der er tilgivelse+ for disse, behøves der ikke længere et offer for synd.+
19 Derfor, brødre, da vi ved Jesu blod har frimodighed* til at gå ind+ på det hellige sted,*+
20 [ad vejen] som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget,+ det vil sige hans kød,+
21 og da vi har en stor præst over Guds hus,+
22 så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed+ og vore legemer badet med rent vand.+
23 Lad os uden vaklen holde fast+ ved den offentlige bekendelse* af vort håb,+ for trofast+ er han som gav løftet.
24 Og lad os give agt på hinanden for at anspore+ til kærlighed og gode gerninger,+
25 og ikke forsømme at komme sammen,+ som nogle har for skik, men opmuntre+ hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.+
26 For hvis vi med vilje øver synd+ efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden,+ er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage,+
27 men en frygtelig forventning om dom+ og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.+
28 Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn.+
29 Hvor meget strengere straf+ mener I da ikke den fortjener som har trådt+ på Guds søn og regnet pagtens blod+ hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd?+
30 Vi kender jo ham der har sagt: „Hævnen er min; jeg vil gengælde;“*+ og endvidere: „Jehova* vil dømme sit folk.“+
31 Det er frygteligt at falde i [den] levende Guds hænder.+
32 Bliv imidlertid ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst,+ udholdt megen kamp under lidelser,+
33 idet I snart ved skældsord og trængsler blev gjort til et skuespil,*+ og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse.+
34 For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede,+ idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.+
35 Kast derfor ikke jeres frimodighed i tale bort;+ den har en stor løn+ at få udbetalt.
36 For I behøver udholdenhed+ for at I, efter at have gjort Guds vilje,+ kan erfare [opfyldelsen af] løftet.+
37 For endnu „en ganske kort tid“,+ og „han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve“.+
38 „Men min retfærdige skal leve som følge af tro“,+ og „hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham“.+
39 Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde,+ men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.+
Fodnoter
^ „yder hellig tjeneste“. Gr.: latreuʹontas; J18(hebr.): ha‛ovedhīmʹ, „de der tjener (dyrker, tilbeder)“. Se 2Mo 3:12, fdn.
^ „brændofre“. Gr.: holokautōʹmata; lat.: holocaustoʹmata. Brændofre er slagtofre som opbrændes helt.
^ El.: „skriftrullen“.
^ „din vilje“. Gr.: to theʹlēmaʹ sou; lat.: voluntaʹtem tuʹam; J17,18,22(hebr.): retsōnekhaʹ.
^ Se Till. 1D.
^ „siger den derefter“, VgmssSyh(margen) og kursivhåndskrifterne (minusklerne) 104, 323, 945, 1739, 1881, m.fl.
^ El.: „frimodighed i tale“.
^ El.: „den offentlige erklæring“. Ordr.: „bekendelsen“.
^ Se Till. 1D.
^ „jeg vil gengælde“, P46א*D*ItSyp; אcADcSyh: „’jeg vil gengælde,’ siger Herren“; J3,7,8,11-16,24: „’jeg vil gengælde,’ siger Jehova“.
^ El.: „blev udstillet som i et teater“. Gr.: theatrizoʹmenoi.
