Matthæus 18:1-35
18 I den time kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvem er egentlig størst i himlenes rige?“+
2 Han kaldte så et lille barn hen til sig og stillede det midt iblandt dem+
3 og sagde: „Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn,+ kommer I slet ikke ind i himlenes rige.+
4 Så enhver der vil ydmyge+ sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige;+
5 og enhver som tager imod et sådant lille barn på grundlag af mit navn, tager [også] imod mig.+
6 Men enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten+ der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.+
7 Ve verden på grund af snublestenene! Jo, snublestenene må nødvendigvis komme,+ men ve det menneske ved hvem snublestenen+ kommer!
8 Hvis din hånd eller din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig;+ det er bedre for dig at gå invalid eller halt ind til livet end at have to hænder eller to fødder og blive kastet i den evige ild.+
9 Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig; det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at have to øjne og blive kastet i ilden i Gehenʹna.*+
10 Se til at I ikke foragter en af disse små; jeg skal nemlig sige jer at deres engle+ i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.*+
11 * ——
12 Hvad mener I? Hvis det sker at en mand har hundrede får og et af dem farer vild,+ vil han så ikke forlade de nioghalvfems i bjergene og gå ud for at søge efter det ene der er faret vild?+
13 Og hvis det sker at han finder det, ja, jeg siger jer, han fryder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild.+
14 På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.+
15 Men hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl* mellem dig og ham alene.+ Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.+
16 Men hvis han ikke hører, så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag* kan blive stadfæstet* ved to eller tre vidners mund.+
17 Hvis han ikke hører* på dem, så sig det til menigheden.* Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne+ og som en skatteopkræver.+
18 Jeg skal sige jer en sandhed: Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet* i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst* i himmelen.+
19 Igen siger jeg jer en sandhed: Hvis to af jer her på jorden er enige om et eller andet vigtigt at bede om, så vil min Fader som er i himlene lade det ske for dem.+
20 For hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn,+ dér er jeg midt iblandt dem.“+
21 Så kom Peter hen og sagde til ham: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham?+ Indtil syv gange?“+
22 Jesus sagde til ham: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.*+
23 Himlenes rige er derfor som et menneske, en konge,+ der ønskede at gøre regnskabet+ op med sine trælle.
24 Da han begyndte at gøre det op, blev en mand der skyldte ham ti tusind talenter [= 60.000.000 denarer],* ført ind.
25 Men da han ikke havde så han kunne betale, befalede hans herre at han, hans hustru, hans børn og alt hvad han ejede, skulle sælges, og [gælden] betales.+
26 Da kastede trællen sig ned og bøjede sig ærbødigt for ham, idet han sagde: ’Vær tålmodig med mig, og jeg skal betale alt tilbage til dig.’
27 Da fik denne træls herre inderligt ondt af ham og lod ham slippe+ og eftergav* ham gælden.+
28 Men denne træl gik ud og fandt en af sine medtrælle som skyldte ham hundrede denarer;*+ og idet han greb ham og var ved at kvæle ham sagde han: ’Betal hvad du skylder.’
29 Så kastede hans medtræl sig ned og bønfaldt ham, idet han sagde: ’Vær tålmodig+ med mig, og jeg skal betale dig.’
30 Det ville han imidlertid ikke, men han tog hen og fik ham kastet i fængsel indtil han betalte hvad han skyldte.
31 Da nu hans medtrælle så hvad der var sket, blev de meget bedrøvede, og de gik hen og forklarede deres herre alt hvad der var sket.+
32 Så kaldte hans herre ham til sig og sagde til ham: ’Onde træl, jeg har eftergivet* dig hele denne gæld da du bønfaldt mig.
33 Burde du da ikke til gengæld have vist barmhjertighed+ mod din medtræl, sådan som jeg viste dig barmhjertighed?’+
34 Og vred+ som hans herre nu var blevet, overgav han ham til fangevogterne,* indtil han betalte alt hvad han skyldte.
35 På samme måde+ vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“+
Fodnoter
^ Se Till. 4C.
^ El.: „hele tiden har adgang til min himmelske Fader“.
^ Mangler i אBSys; DWVgSyc,pArm: „Menneskesønnen er nemlig kommet for at frelse det bortkomne“. (Jf. Lu 19:10.)
^ Ordr.: „retled ham“.
^ El.: „enhver udtalelse“, „alt hvad der er sagt“.
^ Ordr.: „kan stå (fast)“.
^ El.: „til forsamlingen“. Gr.: tēi ekklēsiʹai; J17(hebr.): ’æl-haqqahalʹ.
^ „ikke hører“. El.: „overhører (dem)“, „ikke giver agt“.
^ El.: „noget som allerede er blevet bundet“, perf. ptc. i passiv.
^ El.: „noget som allerede er blevet løst“, perf. ptc. i passiv.
^ En sølvtalent var lig med 6000 denarer. Se Till. 8A.
^ El.: „tilgav“.
^ Se Till. 8A.
^ El.: „tilgivet“.
^ El.: „bødlerne“, „bøddelknægtene“. Gr.: tois basanistaisʹ; lat.: tortoʹribus.
