Matthæus 22:1-46
22 Som yderligere svar talte Jesus igen til dem i billeder idet han sagde:+
2 „Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge, der holdt en bryllupsfest+ for sin søn.
3 Og han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten,+ men de ville ikke komme.+
4 Han sendte igen andre trælle ud+ idet han sagde: ’Sig til de indbudte: „Se! Min middag har jeg tilberedt,+ mine tyre og mit fedekvæg er slagtet, og alt er parat. Kom til bryllupsfesten.“’+
5 Men de viste ingen interesse og gik deres vej, én ud på sin mark, en anden til sin forretning;+
6 og de andre greb hans trælle, behandlede dem forsmædeligt og dræbte dem.+
7 Men kongen blev vred, og han sendte sine hære ud og udryddede disse mordere og brændte deres by af.+
8 Så sagde han til sine trælle: ’Ja, bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige.+
9 Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og indbyd alle dem* I finder, til bryllupsfesten.’+
10 Så gik disse trælle ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode;+ og bryllupssalen blev fyldt med folk der lå til bords.+
11 Da kongen kom ind for at inspicere gæsterne, fik han dér øje på en mand som ikke var iført en bryllupsklædning.+
12 Han sagde så til ham: ’Ven, hvordan er du kommet herind uden at have en bryllupsklædning på?’+ Vedkommende blev som stum.
13 Så sagde kongen til sine tjenere:* ’Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal han græde og skære tænder.’*+
14 Mange er nemlig indbudt, men få er udvalgt.“+
15 Så gik farisæerne hen og lagde råd op for at fange ham i ord.+
16 Og de sendte deres disciple hen til ham, sammen med tilhængere af Herodes’ parti,*+ og de sagde: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre.+
17 Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren,* eller er det ikke?“+
18 Men Jesus, som var klar over deres ondskab, sagde: „Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere?+
19 Vis mig kopskattens mønt.“ De kom til ham med en denar.*
20 Og han sagde til dem: „Hvis billede* og indskrift er dette?“+
21 De sagde: „Kejserens.“ Så sagde han til dem: „Tilbagebetal* da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“+
22 Da de hørte [dette], blev de forundrede, og de forlod ham og gik deres vej.+
23 Nogle saddukæere — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse* — kom samme dag hen til ham og spurgte ham:+
24 „Lærer, Moses har sagt: ’Hvis en mand dør uden at have børn, skal hans broder tage hans hustru til ægte og oprejse afkom til sin broder.’+
25 Nu var der syv brødre hos os; og den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder.+
26 Sådan gik det også med den anden og den tredje, til sidst dem alle syv.+
27 Til allersidst døde kvinden.
28 Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle haft hende.“+
29 Som svar sagde Jesus til dem: „I tager fejl fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft;+
30 for i opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke,+ men de er som engle i himmelen.
31 Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde:+
32 ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’?+ Han er ikke dødes men levendes Gud.“*+
33 Da folkeskarerne hørte [dette], blev de helt forbløffede over hans lære.+
34 Efter at farisæerne havde hørt at han havde bragt saddukæerne til tavshed, samlede de sig i én gruppe.
35 Og en af dem, en lovkyndig,+ spurgte for at prøve ham:
36 „Lærer, hvilket er det største bud i loven?“+
37 Han sagde til ham: „’Du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’+
38 Dette er det største og første bud.
39 Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’+
40 På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“+
41 Mens farisæerne nu var samlede spurgte Jesus dem:+
42 „Hvad mener I om Messias? Hvis søn er han?“ De sagde til ham: „Davids.“+
43 Han sagde til dem: „Hvordan kan det da være at David under inspiration*+ kalder ham ’Herre’, idet han siger:
44 ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder“’?+
45 Når David kalder ham ’Herre’, hvordan er han så hans søn?“+
46 Og ingen var i stand til at svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen mere stille ham spørgsmål.+
Fodnoter
^ El.: „så mange som“.
^ El.: „til tjenerne“. Gr.: tois diakoʹnois; lat.: miniʹstris; J22(hebr.): lamsjarethīmʹ.
^ El.: „sammen med herodianerne“.
^ El.: „til Cæsar“. Gr.: Kaiʹsari; lat.: Caeʹsari; J22(hebr.): laqQēsarʹ.
^ „billede“. Gr.: eikōnʹ; lat.: imaʹgo; J22(hebr.): haddemuthʹ, „billedet“.
^ Ordr.: „Giv . . . tilbage“. Gr.: Apoʹdote; lat.: redʹdite; J17,22(hebr.): tenuʹ.
^ „opstandelse“. Gr.: anaʹstasin (af anaʹ, „op“, og staʹsis, „det at stå“); lat.: resurrectioʹnem; J17(hebr.): techījathʹ hammethīmʹ, „genoplivelse af de døde“.
^ „Han er . . . Gud“, B; J18: „Jehova er . . . Gud“.
^ Se Till. 1D.
^ Ordr.: „i ånd[en]“. Gr.: en pneuʹmati; lat.: in spiʹritu; J17,18(hebr.): baruʹach, „i ånden“.
^ Se Till. 1D.
