Prædikeren 5:1-20
5 Vogt dine fødder+ når du går hen til den [sande] Guds hus; og træd hellere frem* for at høre+ end for at give et slagtoffer som tåberne gør,+ for de erkender ikke at de handler ondt.*+
2 Vær ikke hastig med din mund; og lad ikke dit hjerte+ være hurtigt til at fremføre et ord for den [sande] Gud.+ For den [sande] Gud er i himmelen,+ men du er på jorden. Af den grund skal dine ord være få.+
3 For en drøm kommer som følge af meget slid,+ og en tåberøst som følge af mange ord.+
4 Når du aflægger et løfte til Gud, så tøv ikke med at holde det,+ for [Han har] ikke behag i tåber.+ Hvad du lover, skal du holde.+
5 Det er bedre at du ikke lover,+ end at du lover uden at holde.+
6 Tillad ikke din mund at få dit kød til at synde,*+ og sig ikke foran engelen*+ at det var en fejltagelse.+ Hvorfor skulle den [sande] Gud harmes over din røst og ødelægge dine hænders værk?+
7 For som følge af meget [slid] er der drømme,+ og der er en mængde tomhed og ord. Men frygt den [sande] Gud.+
8 Hvis du ser den der har få midler blive undertrykt og ret og retfærdighed blive brudt med magt+ i en provins, skal du ikke være forbløffet over det der foregår,+ for en der står over den højtstående+ vogter [på ham],+ og der er nogle der står over dem [begge].*
9 Og udbyttet af jorden er for alle;+ selv en konge tjenes på marken.+
10 Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, [bliver det] heller ikke af indtægt.*+ Også det er tomhed.+
11 Når der er mange gode ting, er der [også] mange til at ernære sig af dem.+ Og han der ejer dem, hvad har han ud af det, bortset fra at han kan se [på dem] med sine øjne?+
12 Søvnen er sød+ for den der gør tjeneste, uanset om han har lidt eller meget at spise; men den riges velstand tillader ham ikke at sove.
13 Der er et alvorligt onde jeg har set under solen: rigdom der lægges til side til ejermanden,* til skade for ham selv.+
14 Og den rigdom går til grunde ved et ulykkeligt slid,+ og han bliver fader til en søn når der slet intet er i hans hånd.+
15 Ganske som man kom frem af sin moders liv — nøgen vil man igen gå bort,+ som da man kom; og slet intet kan man bære med sig for sin møje, gå bort med i sin hånd.+
16 Og også dette er et alvorligt onde: nøjagtig som man kom, sådan går man bort; og hvilken fordel har den der med møje [jager] efter vind?+
17 Alle sine dage spiser han tilmed i mørke, med megen græmmelse,+ syg som han er og harmfuld.
18 Se! Det som jeg har set er det bedste, det som er smukt, er at man spiser og drikker og nyder godt af al den møje+ som man har under solen i det antal levedage som den [sande] Gud har givet en, for det er den del man har.
19 Også hvert menneske som den [sande] Gud giver rigdom og jordisk gods,+ samtidig med at han sætter ham i stand til at spise deraf+ og tage sin del og fryde sig over [frugten af] sin møje.+ Dette er Guds gave.+
20 For da husker han ikke så meget på sine levedage, eftersom den [sande] Gud lader [ham] være optaget* af sit hjertes fryd.+
Fodnoter
^ „træd hellere frem“. På hebr. er verbalformen en infinitivus absolutus der er brugt som bydemåde.
^ I MTLXXSyVg slutter kap. 4 her med dette v. som v. 17.
^ „Tillad ikke din munds ord at bestemme Gehennas dom over dit kød“, T.
^ „engelen“, MTVg; LXXSy: „Gud“.
^ El.: „og der er den Højeste over dem [begge]“.
^ Ordr.: „og hvem elsker overflod uden indtægt?“
^ Ordr.: „til dens ejermænd“, majestætsflertal. Hebr.: liv‛alawʹ.
^ „lader [ham] være optaget“. Måske: „svarer [ham] (med hans hjertes fryd)“, ved en anden afledning af det hebr. vb.
