Apostlenes Gerninger 21:1-40
21 Da vi nu havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, fulgte vi en lige kurs og kom til Kos, og den følgende [dag] til Rhoʹdos, og derfra til Paʹtara.
2 Og da vi havde fundet en båd som skulle over til Føniʹkien, gik vi om bord og sejlede bort.
3 Efter at vi havde fået Cypern+ i sigte, lod vi den bag os på venstre side og sejlede videre til Syrien+ og lagde ind til Tyʹrus, for dér skulle båden udlosse [sin] ladning.+
4 Vi søgte og fandt disciplene og blev syv dage her. Men ved ånden+ sagde de igen og igen til Paulus at han ikke skulle sætte sin fod i Jerusalem.
5 Da så vore dage dér var til ende, gik vi ud og begav os på vej, og alle, sammen med kvinderne og børnene, fulgte de os på vej helt uden for byen. Og vi knælede+ på stranden og bad,
6 og sagde så farvel+ til hinanden, og vi gik om bord i båden, men de vendte tilbage til deres hjem.
7 Vi fuldførte så sørejsen fra Tyʹrus og kom til Ptolemaʹis, og vi hilste på brødrene og blev én dag hos dem.
8 Den næste dag tog vi af sted og ankom til Cæsareʹa,+ og vi tog ind i huset hos evangelieforkynderen* Filip, som var en af de syv,+ og vi blev hos ham.
9 Denne mand havde fire døtre, jomfruer, som profeterede.+
10 Mens vi nu blev der i adskillige dage kom en profet ved navn Aʹgabus+ ned fra Judæa,
11 og han kom til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine egne fødder og hænder og sagde: „Således siger den hellige ånd: ’Den mand som dette bælte tilhører vil jøderne binde+ på denne måde i Jerusalem og overgive+ i hænderne på folk fra nationerne.’“
12 Da vi hørte dette, begyndte både vi og de der var fra stedet dér, at bønfalde ham om ikke at gå op til Jerusalem.+
13 Så svarede Paulus: „Hvad er det I gør ved at græde+ og gøre mit hjerte svagt?+ I kan være forvissede om at jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø+ i Jerusalem for Herren Jesu navn.“
14 Da han ikke ville lade sig overtale, gav vi op med ordene: „Lad Jehovas* vilje+ ske.“
15 Og efter disse dage forberedte vi os til rejsen og begav os så på vej op til Jerusalem.+
16 Og nogle af disciplene fra Cæsareʹa+ tog også med os for at føre os til den mand i hvis hjem vi skulle være gæster, en vis Mnaʹson fra Cypern, en af de første disciple.
17 Da vi kom til Jerusalem+ tog brødrene med glæde imod os.+
18 Og den følgende [dag] gik Paulus sammen med os ind til Jakob;+ og alle de ældste* var til stede.*
19 Og han hilste på dem og begyndte i detaljer at berette+ om det Gud havde gjort blandt nationerne ved hans tjeneste.+
20 Efter at have hørt dette begyndte de at herliggøre Gud, og de sagde til ham: „Du ser, broder, hvor mange tusind* der er blandt jøderne som har fået tro, og de er alle nidkære for loven.+
21 Men de har hørt det rygte om dig at du har lært alle jøderne blandt nationerne frafald* fra Moses,+ idet du har sagt at de ikke skal omskære+ deres børn og heller ikke gå efter skikkene [som er påbudt].
22 Hvad er der da at gøre ved det? Under alle omstændigheder vil de høre at du er kommet.
23 Gør derfor dette som vi siger dig: Vi har fire mænd med et løfte på sig.
24 Tag disse mænd med+ og rens dig ceremonielt sammen med dem og dæk deres udgifter,+ så de kan få hovedet raget.+ Så vil enhver vide at der intet er om de rygter de har hørt om dig, men at du vandrer regelret, idet du også selv holder loven.+
25 Med hensyn til de troende fra nationerne så har vi udsendt* [et brev] med den afgørelse at de skal holde sig fra det der er ofret til afguder+ såvel som fra blod+ og det kvalte*+ og fra utugt.“+
26 Så tog Paulus mændene med sig den næste dag og rensede sig ceremonielt+ sammen med dem og gik ind i templet for at give besked om de ceremonielle renselsesdage der skulle gå+ før offeret+ kunne bringes for hver enkelt af dem.+
27 Da nu de syv+ dage var ved at være til ende, så jøderne fra Asien ham i templet, og de begyndte at bringe hele folkemængden i forvirring,+ og de lagde hånd på ham
28 idet de råbte: „Israelitiske mænd, hjælp! Dette er den mand som overalt underviser enhver imod folket+ og loven og dette sted, og dertil kommer at han endog har ført grækere ind i templet og vanhelliget dette hellige sted.“+
29 De havde nemlig tidligere set Troʹfimus+ fra Eʹfesus i byen sammen med ham, og de mente at Paulus havde ført ham ind i templet.
30 Og hele byen var sat i bevægelse,+ og folket stimlede sammen, og de greb fat i Paulus og trak ham uden for templet.+ Og straks blev dørene lukket.
31 Og mens de søgte at dræbe ham, kom en anmeldelse op til militærtribunen* over hærafdelingen om at hele Jerusalem var i forvirring;+
32 og han tog med det samme soldater og centurioner* med og løb ned til dem.+ Da de fik øje på militærtribunen+ og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.
33 Så kom militærtribunen derhen og greb fat i ham og befalede at han skulle bindes med to lænker;+ og han begyndte at forhøre sig om hvem han kunne være og hvad han havde gjort.
34 Men nogle i mængden gav sig til at råbe ét, og andre noget andet.+ Da han ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af uroen, befalede han at han skulle føres til soldaternes kvarter.+
35 Men da han kom op på trappen blev situationen sådan at han måtte bæres af soldaterne på grund af mængdens voldsomhed;
36 for folkemængden blev ved at følge efter og råbe: „Væk med ham!“*+
37 Da nu Paulus skulle til at føres til soldaternes kvarter, sagde han til militærtribunen: „Har jeg lov til at sige noget til dig?“ Han sagde: „Kan du græsk?
38 Er du da ikke den ægypter som for nogen tid siden stiftede et oprør+ og førte de fire tusind dolkmænd* ud i ørkenen?“
39 Så sagde Paulus: „Nej, jeg er jøde,+ fra Tarsus+ i Kiliʹkien, borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.“
40 Efter at han havde givet lov til det, gjorde Paulus, der stod på trappen, tegn+ med hånden til folket. Da der var blevet udbredt tavshed, talte han til dem på det hebraiske sprog+ idet han sagde:
Fodnoter
^ El.: „missionæren“. Gr.: tou euaggelistouʹ; lat.: evangeliʹstae.
^ Se Till. 1D.
^ El.: „de ældre mænd“.
^ El.: „kom derhen“.
^ Ordr.: „myriader“, „titusinder“.
^ „frafald“. Gr.: apostasiʹan (af verbet afiʹstēmi, „stille sig borte fra“). Substantivet indeholder betydningen „det at svigte, forlade, falde fra, gøre oprør“. Se Jos 22:22; 2Kr 29:19; 2Ts 2:3.
^ „udsendt“, BD; P74אAVg: „skrevet“.
^ El.: „det der er dræbt uden at blodet er løbet fra“.
^ El.: „chiliarken“, en befalingsmand med kommando over 1000 soldater.
^ „centurioner“, befalingsmænd med kommando over 100 soldater.
^ El.: „Dræb ham!“
^ El.: „snigmordere“. Ordr.: „sikariske mænd“, „sikariere“. Gr.: anʹdras tōn sikariʹōn.
