Daniel 4:1-37
4 „Kong Nebukadneʹzar til alle folkeslag, folkestammer og tungemål som bor på hele jorden:+ Måtte jeres fred blive stor.+
2 De tegn og undere som den højeste Gud har gjort med mig, behager det mig at bekendtgøre.+
3 Hvor store hans tegn, og hvor mægtige hans undere!+ Hans rige er et rige der varer evindelig,+ og hans herredømme varer generation efter generation.+
4 * Mens jeg, Nebukadneʹzar, levede sorgløst+ i mit hus og trivedes i mit palads,+
5 havde jeg en drøm som gjorde mig bange;+ og tankebillederne [der opstod hos mig] mens jeg lå på min seng og mit hoveds syner forfærdede mig.+
6 Jeg udstedte så en befaling om at alle Babylons vismænd skulle føres ind til mig, så de kunne gøre mig bekendt med drømmens tydning.+
7 Da kom magerne, besværgerne, kaldæerne+ og astrologerne+ ind, og jeg fremførte over for dem hvad drømmen var, men de gjorde mig ikke bekendt med dens tydning.+
8 Til sidst kom så Daniel ind til mig, han hvis navn er Beltʹsazzar+ efter min guds navn,+ og i hvem de hellige guders ånd* er,+ og over for ham fremførte jeg hvad drømmen var:
9 ’Beltʹsazzar, øverste for magerne,+ da jeg ved at hellige guders ånd er i dig+ og at slet ingen hemmelighed* volder dig besvær,+ så sig [mig] synerne i den drøm som jeg har haft, og dens tydning.+
10 Jeg så altså mit hoveds syner mens jeg lå på min seng,+ og se, der var et træ+ midt på jorden, og det var umådelig højt.+
11 Træet voksede og blev stærkt, og det var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og det kunne ses* helt til jordens ende.+
12 Dets løv var smukt, og dets frugter var mange, og der var føde på det til alle. Under det søgte markens dyr+ skygge,+ og på dets grene boede himmelens fugle,+ og fra det fik alt kød næring.
13 Jeg så videre i mit hoveds syner mens jeg lå på min seng, og se, en vægter,*+ ja, en hellig,+ kom ned fra himmelen.
14 Han råbte højt,* og han sagde følgende: „Fæld træet+ og skær dets grene af. Ryst dets løv af og spred dets frugter. Lad dyrene flygte fra [skyggen] under det og fuglene fra dets grene.+
15 I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med dyrene blandt jordens planter.+
16 Lad dets hjerte forandres fra at være et menneskes, og lad det få et dyrehjerte,+ og lad syv tider*+ gå hen over det.
17 Sagen [hviler] på vægternes*+ afgørelse og anmodningen [på] de helliges udsagn, for at de levende kan erkende at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige+ og giver det til hvem han vil,+ og selv den ubetydeligste blandt menneskene* ophøjer han over det.“+
18 Det var den drøm som jeg, kong Nebukadneʹzar, havde; og du, Beltʹsazzar, sig hvad tydningen er, for ingen af alle mit riges vismænd har kunnet gøre mig bekendt med tydningen.+ Men du er i stand til det, for hellige guders ånd* er i dig.’+
19 Da blev Daniel, hvis navn var Beltʹsazzar,+ et øjeblik stum af forbløffelse, og hans tanker forfærdede ham.+
Kongen tog til orde og sagde: ’Beltʹsazzar, lad ikke drømmen og tydningen forfærde dig.’+
Beltʹsazzar svarede og sagde: ’Min herre,* måtte drømmen gælde dem der hader dig, og dens tydning dine modstandere.+
20 Det træ som du så, som voksede sig stort og blev stærkt, og som var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og som kunne ses over hele jorden,+
21 og hvis løv var smukt, og hvis frugter var mange, og som der var føde på til alle, under hvilket markens dyr boede, og på hvis grene himmelens fugle holdt til,+
22 det er dig selv, o konge,+ for du er blevet stor, og du er blevet stærk, og din storhed er vokset og når til himmelen,+ og dit herredømme til jordens ende.+
23 Og når kongen så en vægter,* ja, en hellig,+ komme ned fra himmelen og sige: „Fæld træet og ødelæg det. I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med markens dyr indtil syv tider* er gået hen over det,“+
24 så er dette tydningen, o konge, og det er den Højestes+ afgørelse+ der vil ramme min herre* kongen:+
25 Ja, du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr,+ og du vil som okserne få planter at spise;+ og du vil blive vædet af himmelens dug, og syv tider*+ vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige+ og giver det til hvem han vil.+
26 Men eftersom man sagde at træets rodstub skulle blive tilbage,+ vil dit rige være sikret dig efter at du har erkendt at det er himmelen der har magten.+
27 Måtte mit råd derfor behage dig,+ o konge: bryd med dine synder ved retfærdighed,+ og med din brøde ved barmhjertighed mod de fattige.+ Måske vil din fremgang vare ved.’“+
28 Alt dette ramte kong Nebukadneʹzar.+
29 Da der var gået tolv månemåneder, gik han engang omkring på det kongelige palads i Babylon.
30 Kongen tog til orde og sagde:+ „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget til kongelig residens i kraft af min magt+ og til ære for min majestæt?“+
31 Mens ordet endnu var i kongens mund, lød en røst fra himmelen: „Det siges dig, kong Nebukadneʹzar: ’Riget er taget fra dig,+
32 og du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr.+ Du vil som okserne få planter at spise, og syv tider* vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker* over menneskenes* rige og giver det til hvem han ønsker.’“+
33 I samme øjeblik+ blev ordet opfyldt på Nebukadneʹzar, og han blev drevet bort fra menneskene, hvorpå han spiste planter som okserne, og hans legeme blev vædet af himmelens dug, indtil hans hår blev langt som ørnes [fjer] og hans negle som fugles [kløer].+
34 „Da dagene var gået,+ løftede jeg, Nebukadneʹzar, mine øjne til himmelen,+ og jeg fik derpå min forstand tilbage; og jeg velsignede den Højeste,+ og jeg priste og ærede ham som lever evindelig,+ for hans herredømme er et varigt herredømme, og hans rige varer generation efter generation.+
35 Og alle jordens beboere er for intet at regne,+ og han gør som han vil* med himmelens hær og jordens beboere.+ Og der er ingen som kan holde hans hånd tilbage+ og sige til ham: ’Hvad gør du?’+
36 På dette tidspunkt fik jeg min forstand tilbage, og til min kongeværdighed fik jeg min majestæt og min glans tilbage;+ og mine kongelige embedsmænd og mine stormænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat over mit rige, og yderligere fik jeg en storhed ud over det sædvanlige.+
37 Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadneʹzar, himmelens Konge,+ fordi alle hans gerninger er sande og hans veje er rette,*+ og fordi han kan ydmyge dem der vandrer i hovmod.“+
Fodnoter
^ I MLXXBagsterVg begynder kap. 4 her.
^ „hemmelighed“. Aram.: raz; Th(gr.): mystēʹrion; lat.: sacramenʹtum.
^ Ordr.: „og synet af det [var]“.
^ „en vægter“. Aram.: ‛īr; LXXBagster(gr.): eir; gr.: agʹgelos, „en engel“; lat.: viʹgil.
^ Ordr.: „med kraft“.
^ El.: „fastsatte (bestemte) tider“; el.: „tidsperioder“. Aram.: ‛iddanīnʹ; gr.: eʹtē, „år“; LXXBagster(gr.): kairoiʹ, „fastsatte tider“; lat.: temʹpora, „tider“. „År“, BDB, s. 1105; KB1,2, s. 1106; Lexicon Linguae Aramaicae Veteris Testamenti, af E. Vogt, Rom 1971, s. 124. Bemærk at „syv tider“, svarende til syv år, er det dobbelte af tre og en halv tid. Jf. 7:25, fdn. til „. . . og en halv tid“; 12:7, fdn. til „. . . og en halv“.
^ „vægternes“. Aram.: ‛īrīnʹ; LXXBagster(gr.): eir; lat.: viʹgilum.
^ „er hersker“. El.: „hersker“. Aram.: sjallītʹ.
^ „menneskenes“. Aram.: ’anåwsja’ʹ
^ „og selv den ubetydeligste blandt menneskene“. Aram.: usjefalʹ ’anasjīmʹ (plur. af ’ænasjʹ).
^ „guders ånd“. Aram.: ruach-’ælahīnʹ; lat.: spiʹritus deoʹrum.
^ „Min herre“. Aram.: mari’jʹ.
^ „en vægter“. Aram.: ‛īr; LXXBagster(gr.): eir; lat.: viʹgilem.
^ „min herre“. Aram.: mari’jʹ.
^ „er hersker“. El.: „hersker“.
^ Aram.: ’anasja’ʹ.
^ „er hersker“. El.: „hersker“.
^ Aram.: ’anasja’ʹ.
^ „og . . . som han vil (ønsker)“. Aram.: ukhemitsbejehʹ, inf.
^ Ordr.: „ret (dom)“. Aram.: dīn.
