Daniel 6:1-28
6 Det behagede Dariʹus at sætte et hundrede og tyve satrapper over riget til at stå for hele riget,+
2 og over dem tre højere embedsmænd, af hvem Daniel var den ene,+ for at disse satrapper+ kunne aflægge rapport til dem, således at kongen ikke led tab.+
3 Da udmærkede denne Daniel sig til stadighed+ frem for de andre højere embedsmænd og satrapperne, fordi der var en ånd* ud over det sædvanlige i ham,+ og kongen tænkte på at sætte ham over hele riget.
4 Da søgte de højere embedsmænd og satrapperne at finde et påskud for en anklage mod Daniel i forbindelse med [hans forvaltning af] riget.+ Men de kunne ikke finde noget som helst påskud for en anklage eller noget der var uhæderligt, for han var pålidelig, og der fandtes slet ikke nogen forsømmelighed eller noget uhæderligt hos ham.+
5 Da sagde disse mænd: „Vi finder intet påskud for en anklage mod denne Daniel, medmindre vi finder det mod ham i hans Guds* lov.“+
6 Derpå kom disse højere embedsmænd og satrapper i samlet flok til kongen,+ og de sagde følgende til ham: „Kong Dariʹus, måtte du leve til fjerne tider!+
7 Alle de højere embedsmænd i riget, præfekterne og satrapperne, de kongelige embedsmænd og landshøvdingerne, foreslår i samråd at der udstedes en kongelig forordning,+ og at der sættes et forbud i kraft, om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske* end dig, o konge, skal kastes i løvekulen.+
8 Måtte du nu, o konge, udstede forbudet og undertegne skrivelsen,+ så den ikke kan ændres, i overensstemmelse med medernes og persernes lov,+ der ikke kan kaldes tilbage.“+
9 Følgelig undertegnede kong Dariʹus skrivelsen og forbudet.+
10 Men så snart Daniel fik at vide at skrivelsen var blevet undertegnet, gik han ind i sit hus, og med vinduerne i tagkammeret åbne mod Jerusalem+ faldt han tre gange om dagen+ på knæ og bad+ og lovpriste foran sin Gud,*+ sådan som han hidtil havde været vant til at gøre.+
11 Da kom disse mænd i samlet flok og fandt Daniel i færd med at holde bøn og bede ydmygt foran sin Gud.+
12 Derpå trådte de frem for kongen og sagde angående kongens forbud: „Har du ikke undertegnet et forbud om at enhver der i tredive dage retter en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske end dig, o konge, skal kastes i løvekulen?“+ Kongen svarede og sagde: „Sagen står fast i overensstemmelse med medernes og persernes lov, som ikke kan kaldes tilbage.“+
13 De svarede straks og sagde til kongen: „Daniel,+ som er en af de landflygtige* fra Juda,+ har ikke givet agt på dig, o konge, eller på forbudet som du har undertegnet, for han beder sin bøn tre gange om dagen.“+
14 Da kongen nu hørte dette, mishagede det ham meget,+ og i [sit] sind var han optaget af hvordan han kunne redde Daniel;+ og indtil solnedgang anstrengte han sig for at udfri ham.
15 Til sidst kom mændene selv i samlet flok til kongen, og de sagde til kongen: „Du skal vide, o konge, at ifølge medernes og persernes lov kan intet forbud+ og ingen forordning som kongen har udstedt, ændres.“+
16 Da gav kongen befaling,* og man hentede Daniel og kastede ham i løvekulen.+ Kongen tog til orde og sagde til Daniel: „Din Gud* som du så vedholdende tjener, vil selv redde dig.“+
17 Og en sten blev hentet og anbragt over kulens åbning, og kongen forseglede den med sin signetring og med sine stormænds signetring, sådan at intet kunne ændres i Daniels sag.+
18 Derpå gik kongen til sit palads og tilbragte natten i faste,+ og ingen musikinstrumenter* blev bragt ind til ham, og søvnen flygtede fra ham.+
19 Ved daggry, så snart det blev lyst, stod kongen så op og gik hurtigt til løvekulen.
20 Og da han kom hen til kulen, råbte han til Daniel med bedrøvet stemme. Kongen tog til orde og sagde til Daniel: „Daniel, du den levende Guds tjener, mon din Gud* som du til stadighed tjener,+ har kunnet redde dig fra løverne?“+
21 Da talte Daniel til kongen: „O konge, måtte du leve til fjerne tider!
22 Min Gud+ har sendt sin engel+ og lukket løvernes gab;+ og de har ikke gjort mig fortræd, for over for ham er jeg blevet fundet uskyldig;+ og over for dig, o konge, har jeg heller ikke gjort noget der var til skade.“+
23 Da blev kongen meget glad,+ og han befalede at Daniel skulle løftes op af kulen. Og Daniel blev løftet op af kulen, og man fandt at han overhovedet ikke havde lidt nogen overlast, for han havde stolet på sin Gud.+
24 Da gav kongen befaling, og man hentede de mænd som havde rettet anklage mod* Daniel,+ og kastede dem, deres sønner og deres hustruer+ i løvekulen,+ og de havde ikke nået kulens bund før løverne kastede sig over dem og knuste alle knoglerne i dem.+
25 Derpå skrev kong Dariʹus* til alle folkeslagene, folkestammerne og tungemålene som boede på hele jorden:+ „Måtte jeres fred være stor!+
26 Der er af mig udstedt en befaling+ om at man overalt under mit riges herredømme skal skælve og frygte for Daniels Gud;+ for han er den levende Gud og den som består evindelig,+ og hans rige+ er et som ikke vil blive ødelagt,+ og hans herredømme* varer for evigt.*+
27 Han redder og udfrier+ og gør tegn og undere i himmelen+ og på jorden,+ for han har reddet Daniel af løvernes vold.“
28 Og denne Daniel havde fremgang i Dariʹus’*+ rige og i perseren Kyʹros’* rige.+
Fodnoter
^ „en ånd“. Aram.: ruʹach; LXXBagster(gr.): pneuʹma; lat.: spiʹritus.
^ „hans Guds“. Aram.: ’Ælahehʹ; lat.: Deʹi suʹi.
^ „gud eller . . . menneske“. Aram.: ’ælahʹ wæ’ænasjʹ; lat.: deʹo et hoʹmine.
^ „sin Gud“. Aram.: ’Ælahehʹ.
^ „Din Gud“. Aram.: ’Ælahakhʹ; LXXBagster(gr.): Ho Theosʹ sou; lat.: Deʹus tuʹus.
^ Ordr.: „Da sagde kongen“.
^ El.: „danserinder“; el.: „elskerinder“.
^ El.: „havde bagtalt“. Ordr.: „havde spist stumperne [af kød revet ud af kroppen] af“.
^ Ordr.: „[er] indtil enden“.
