Esajas 57:1-21
57 Den retfærdige går til grunde,+ men ingen tager [det] til hjerte.+ Og mænd med loyal hengivenhed er blevet taget bort,*+ og ingen forstår at det er på grund af ulykken at den retfærdige er blevet taget bort.+
2 Han går ind til fred;+ de hviler+ på deres leje,+ [hver] som vandrede ærligt.+
3 „Men I, kom herhen,+ I sønner af en sandsigerske,+ afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret:+
4 Over hvem er det I morer jer så vældigt?+ Mod hvem er det I lukker munden vidt op [og] rækker tunge?+ Er I ikke overtrædelsens børn, løgnens afkom,+
5 sådanne som gejler sig op mellem de store træer,+ under hvert frodigt træ,+ [og] som slagter børnene i regnflodsdalene neden for klippebjergenes kløfter?+
6 De glatte sten i regnflodsdalen var din* andel.+ De — de var din lod.+ Ja, til dem udgød du et drikoffer,+ ofrede en gave. Skulle jeg slå mig til tåls med disse ting?+
7 På et højt og højt hævet bjerg anbragte du din seng.+ Og dér steg du op for at bringe et slagtoffer.+
8 Og bag døren og dørstolpen anbragte du dit mindetegn.*+ For borte fra mig blottede du [dig] og steg så op; du gjorde din seng rummelig.+ Derpå sluttede du [pagt] med dem. Du elskede deres seng.+ Det mandlige lem* så du.
9 Derpå steg du ned til Meʹlek* med olie og sørgede for at dine salver var rigelige.+ Og du fortsatte med at sende dine udsendinge langt bort, så du nedværdigede [dig] til Sheʹol.+
10 På dine mange veje sled du.+ Du sagde ikke: ’Det er håbløst!’ Du fandt at din kraft* blev genoplivet.+ Derfor blev du ikke syg.+
11 Hvem ængstedes du* for og kom til at frygte,+ så du gav dig til at lyve?+ Og mig huskede du ikke.+ Du tog dig det ikke til hjerte.+ Forholdt jeg mig ikke tavs og skjulte sagen?*+ Så mig var du ikke bange for.+
12 Jeg selv vil forkynde om din retfærdighed+ og dine gerninger,+ at de ikke vil gavne dig.+
13 Når du råber om hjælp vil de ting du har samlet dig* ikke udfri dig,+ men blæsten* vil bære dem alle bort.+ Et pust vil føre dem bort, men den der søger tilflugt hos mig+ arver landet og tager mit hellige bjerg i besiddelse.+
14 Og man skal sige:* ’Anlæg vej, anlæg vej! Ryd vejen.+ Fjern enhver hindring fra mit folks vej.’“+
15 For således har han sagt, den Høje og Ophøjede,+ som bor evigt+ og hvis navn er helligt:+ „I det høje og hellige bor jeg,+ men også hos den knuste og den med ydmyg ånd,*+ for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte.+
16 For jeg vil ikke evindelig gå i rette, og jeg vil ikke bestandig harmes;+ for [ellers] ville ånden blive svag på grund af mig,+ ja de åndende skabninger* som jeg selv har frembragt.+
17 Over hans brødefulde, uærlige vinding+ harmedes jeg, og jeg slog ham da, idet jeg skjulte [mit ansigt],+ mens jeg fortsat harmedes. Men han blev ved med at vandre som en troløs+ på sit hjertes vej.
18 Jeg så hans veje; men nu vil jeg helbrede+ ham og føre+ ham og trøste+ ham og hans sørgende+ til gengæld.“
19 „Jeg skaber læbernes frugt.+ Der vil være fortsat fred* for den der er langt borte og for den der er nær,“+ har Jehova sagt, „og jeg vil helbrede ham.“+
20 „Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro og hvis vande bliver ved med at opskylle tang og dynd.
21 Der er ingen fred,“ har min Gud* sagt, „for de ugudelige.“+
Fodnoter
^ „din“, på hebr. fem. sing.; sigter til Zion el. Jerusalem.
^ „dit mindetegn“, M(hebr.: zikhrōnekhʹ)LXXSyVg; T: „dine afguders mindetegn“. Nogle mener at det hebr. ord her er afledt af zakharʹ, „mand“, „en af mandkøn“, og forstår ved zikhrōnekhʹ et fallossymbol.
^ „Det mandlige lem“. Ordr.: „hånd“. Hebr.: jadh.
^ El.: „til kongen“.
^ Ordr.: „hånd“.
^ „og skjulte sagen“, ved en ændring af vokalisationen; M: „og det for lange tider siden“.
^ „du“, på hebr. fem. sing.; sigter til Zion el. Jerusalem.
^ Ordr.: „dine samlinger“, åbenbart af afguder; BDB, s. 868.
^ „blæsten“. Hebr.: ruʹach; gr.: aʹnemos; lat.: venʹtus.
^ „Og de vil sige“, LXXSy; Vg: „Og jeg vil sige“.
^ „ånd“. Hebr.: ruʹach.
^ „fortsat fred“. Ordr.: „fred, fred“.
^ „min Gud“, 1QIsaMTSyVg; LXXVgc: „Jehova Gud“; ca. 50 hebr. mss.: „Jehova“.
