Esajas 58:1-14
58 „Råb af fuld hals; hold ikke igen.+ Opløft din røst som et horn* og fortæl mit folk om dets oprør+ og Jakobs hus om dets synder.
2 Dog, mig søger de dag efter dag, og kundskab om mine veje udtrykker de behag i;+ som om de er en nation der gør hvad der er retfærdigt og som ikke har forladt sin Guds lovbud,+ bliver de ved med at bede mig om retfærdige kendelser [og] holder sig nær til Gud,* som de har behag i:+
3 ’Hvorfor har vi fastet og du så [det] ikke,+ spæget vor sjæl+ og du lagde ikke mærke til det?’+
Se, på dagen for jeres faste finder I hvad der behager [jer selv], og alle som slider for jer bliver I ved med at drive til arbejdet.+
4 Se, for at strides og kæmpe faster I, og for at slå med ugudeligheds knytnæve.+ Faster I ikke som var det en dag da I skulle lade jeres stemme høre i det høje?
5 Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl?+ Da [han] bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje?+ Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?+
6 Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At løse ugudeligheds fodlænker,+ at løsne ågets bånd+ og sende de undertvungne bort som frie,+ og at I brækker hvert åg i stykker?+
7 Er det ikke at du deler dit brød med den sultne+ og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i [dit] hus?+ At du klæder den nøgne når du ser ham,+ og at du ikke skjuler dig for [nogen af] dit eget kød?+
8 Da vil dit lys bryde frem som daggryet,+ og din helbredelse vil hastigt spire frem.+ Og foran dig skal din retfærdighed vandre;+ Jehovas herlighed vil være din bagtrop.+
9 Da kalder du, og Jehova svarer; du råber om hjælp,+ og han siger: ’Her er jeg!’
Hvis du fra din midte fjerner åget,+ det at pege fingre+ og at tale ondt,+
10 og du skænker den sultne [det] din egen sjæl [ønsker],+ og du mætter den nødstedte sjæl, da skal dit lys skinne i mørket, og dit mulm være som middagen.+
11 Og Jehova skal til stadighed+ føre dig+ og mætte din sjæl endog i afsvedet land,+ ja, dine knogler vil han styrke;+ og du skal blive som en vandrig have+ og som en vandkilde hvis vande ikke svigter.
12 Og på din foranledning skal man* opbygge steder der længe* lå øde,+ og grundvolde [der henlå] generation efter generation vil du genrejse.+ Og du skal kaldes ’istandsætter af [mure med] brud’,+ ’genopretter af stier man bor ved’.*
13 Hvis du af hensyn til sabbatten vender din fod bort fra at gøre hvad du selv har behag i på min hellige dag,+ og kalder sabbatten [din] største glæde, en hellig [dag] for Jehova, en der herliggøres,+ og du herliggør den i stedet for at gå dine egne veje, i stedet for at finde hvad du selv har behag i og tale [tomme] ord —
14 da vil Jehova være din største glæde,+ og jeg skal lade dig færdes på jordens højder,+ og jeg skal lade dig spise af din forfader Jakobs arvelod,+ for Jehovas mund har talt.“+
Fodnoter
^ „som et horn“. Hebr.: kasjsjōfarʹ.
^ „Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ.
^ El.: „Og dine sønner skal“, ved en tekstrettelse.
^ El.: „i [uendelig] lang tid“. Hebr.: ‛ōlamʹ.
^ El.: „stier til hvor man bor“, dvs. mod hjemmet.
